God løbeteknik - forklaret enkelt

Der er gang i "natural running" for tiden, ikke mindst Chirunning og Pose Method har vind i sejlene. Jeg skiftede selv til Chi for to år siden og er rigtig glad for det.

At fokusere på god teknik er uden tvivl godt for mange løbere, der slipper for skader og får mere glæde af deres løb, men først og fremmest er det godt, fordi det fjerner fokus fra skoene.
Vi skal ikke mange år tilbage, før standardsvaret på enhver skade var: "prøv nogle andre sko". Genialt for skobranchen, mindre genialt for løberne.

Problemet med både Chi og Pose er, at begge metoder påstår, at teknikkerne er svære at lære at udføre korrekt. Vil man gøre det rigtigt, skal man købe bogen eller dvd'en eller tage på kursus og derefter købe bogen og dvd'en. Genialt for ophavsmændene, mindre genialt for løberne.

Derfor var det en glæde, at jeg faldt over Grant Robisons website Good Form Running, hvor han på et minut forklarer teknikken - uden at gøre det sværere, end det er.

Et minut, så er den på plads, og så er det bare om snøre skoene og komme ud at øve dig. God fornøjelse.

PS: Husk nu, at når du læner kroppen forover, så foregår det i anklen, ikke i ryggen.

Less is more? FIRST-metoden afprøvet

Efter min langvarige overbelastningsskade besluttede jeg mig for fremover aldrig at løbe mere end tre gange om ugen og i stedet supplere med to gange spinning. Det har jeg fulgt de seneste par måneder med gode erfaringer.

3 x løb plus 2 x crosstraining er også opskriften i træningsprogrammerne fra Furman institute of Running and Scientific Training, de såkaldte FIRST-programmer.

FIRST-træning er noget misforstået, fordi Runner's World i 2004 skrev en omfattende artikel om det under titlen "The Less-Is-More Marathon Plan". Har man læst artiklen, er man ikke i tvivl om, at FIRST er et benhårdt træningsregime, men desværre læser de fleste ikke længere end overskriften. Derfor har FIRST fået ry for at være nem træning for dovenlarser, der ikke gider lægge en anstændig mængde tid på landevejen.

I virkeligheden går FIRST-metoden ud på, at man lægger 5 kvalitetstræningspas hver uge. Og det er ikke for sarte sjæle.
Faktisk går metoden imod mine egne træningsprincipper, men nød lærer skadet løber at prøve nye, desperate tiltag, og når man kun vil løbe tre gange ugentligt, er det nødvendigt at tænke grundigt over, hvad man vil bruge de begrænsede ressourcer til.

FIRST har programmer fra 5k til marathon (på marathon er der både et begynder- og et avanceret program, hvor forskellen er længden på den lange tur i weekenden). De er alle bygget op på samme måde:
1 intervaltræning, 1 tempotræning og en lang tur.
I FIRST foregår den lange tur ved et noget højere tempo end normalt, så heller ikke her er der mulighed for at læne sig tilbage.
Derudover to cross-træninger ved høj intensitet. Det sidste overses ofte, så folk tror, at de kan cross-træne ved at cykle i adstadigt tempo til arbejde. Det er ikke hensigten.

Metoden kræver efter min mening en særdeles god grundform, hvor udholdenheden er på plads, inden man begynder. I hvert fald, hvis man kaster sig ud i halvmarathon eller marathonprogrammerne.

Jeg har lavet min egen version af FIRST, fordi 5 kvalitetspas simpelthen er for meget for mig. Til gengæld har jeg ikke haft nogle af mine sædvanlige skadeproblemer og intet behov for is på en eller anden legemsdel, siden jeg begyndte.

I min version holder jeg fast ved intervalstræningsdagen og tempodagen. Den lange tur foregår ved Mcmillan-tempo i stedet for Furmans anbefalinger. Jeg tror meget på bygge base på i weekenden og ikke ligge og rode tæt ved konkurrencetempo på de lange ture.
De to cross-træninger kører jeg som nævnt som spinningtimer, men hvis jeg føler mig træt, dropper jeg den ene af timerne i en uge for at give mig selv tid til at komme mig.

Foreløbig har den måde at træne på altså givet mig en (7-9-13) dejlig skadesfri periode. Min krop sætter åbenbart mere pris på fridage fra løb, end den lader sig gå på at, jeg giver den gas, når jeg løber.
Derudover skar jeg hurtigt 4 minutter af min halvmarathontid ved at løbe mindre (væsentligt mindre sammenlignet med de første måneder af 2010), men mere intensivt, så noget godt synes der altså at være ved træningen.

Hvis de gode erfaringer fortsætter, overvejer jeg at forsøge mig med et modificeret FIRST-program frem mod et marathon i efteråret. Jeg har stadig ikke afgjort, om jeg vil forsøge mig på marathon i år, den beslutning træffer jeg først, når forårets træning slutter med Odder Halvmarathon 7. maj.

Du kan finde de konkrete FIRST-træningsprogrammer her. Bemærk, at der nederst på siden er pdf-versioner af alle programmerne med kilometerangivelser i stedet for miles.

Artikel om Chirunning på JP

JP bragte i går en artikel om Chirunning, der er et kig værd. Jeg praktiserer selv denne løbestil (i min egen tilpassede version), så jeg er naturligvis forudindtaget.

Det er et vigtigt budskab, at der fokuseres alt for meget på sko i stedet for løbestil, og det er positivt, at vi ikke længere bare pr. automatik bebrejder skoene, hvis vi får ondt eller skader.

Og er du i tvivl om, hvilke teknik du bør vælge, så er her lidt inspiration:

Ny PR på halvmarathon - det kører!

13. marts brød jeg hele to magiske grænser for en mand, der kalder sig Captain Slow. Jeg kom under 5 min. pr. kilometer på halvmarathon, og jeg kom under 1:45:00.
Det skete ved Århusløbet, og min nye, fine rekord lyder på 1:44:37.

At den grænse er magisk for mig, kan du forsikre dig om ved at læse mit blogindlæg fra 2009, hvor jeg håber at komme under 5 min. pr. km. bare på 5 kilometer. Der er sket meget - selvom jeg var skadet og ikke løb det meste af 2010.

Faktisk kunne tiden have været bedre, hvis jeg ikke var gået direkte på næsen mellem 18 og 19 kilometer og tog af med knæ og hænder. Jeg aner ikke, hvad der skete, men pludselig kunne jeg i ren slow motion se mig selv styrte mod fortorvet på Stadion Allé. Bang, crash, av.
En venlig medløber standsede faktisk og spurgte, om jeg havde brug for hjælp - tak for det! - men med så kort til mål tænkte jeg kun på at komme op igen, og de første 500 meter efter styrtet fløj jeg af sted på ren adrenalin.
Derefter var der pludselig to små mænd med store hamre, der sad på hver sit knæ og bankede løs. Blodet flød (jo, jo, det var ikke for sjov), men jeg kunne se de magiske 1:45 i horisonten, så den fik fuld gas hjem.

Løbet foregår i omgange af 5 km, og så kan man ellers stå af, når man vil op til halvmarathon-distancen. 1900 har med stor snilde fundet en rute omkring stadion, der er flad som pandekage. Det kræver en sær lille afstikker ad Kongevejen, hvor man løber et par hundrede meter ned og vender 180 grader, men det er det værd for at undgå bjergtinder som Carl Nielsens vej (væddeløbsbakken) og Jyllands Allé.

Dagens hjertesuk skal dog igen gå ud til lige netop 1900, der har et problem med sine officials (det hedder ikke frivillige på de kanter). Ved de fleste andre løb er de frivillige til stede for at hjælpe og skabe en god stemning. Hos 1900 oplever man gang på gang, at de tilsyneladende er der for opretholde regler på lomme-mussolinisk manér. Hvad skal det til for?

Til Marselisløbet bliver vi spærret inde bag hegn, og jeg har tidligere her på bloggen nævnt en episode, hvor de ikke engang ville slippe en stakkels løber, der havde skidt i bukserne igennem hegnet og køen.
Til Århusløbet måtte man en time før start benytte stadion til f.eks. toiletbesøg, men en halv time før, stod der pludselig to frivillige med armene over kors og afviste tissetrængende og henviste dem til Marselisborghallen. Hvis du ikke er kendt i Århus, så betyder det, at man skal være pænt god til at spurte, hvis man skal nå et toiletbesøg og nå tilbage inden starten. Det kom tydeligvis bag på rigtig mange deltagere, der ikke kunne forstå, hvorfor man lægger starten op ad stadion og ikke kan bruge de mange toiletter lige indenfor. Og hvorfor man kunne for få minutter siden.
Jeg overvejede en time før løbet faktisk at efterlade min taske i stadion, men valgte at løbe ned til bilen med den i stedet. Heldigvis, ellers havde jeg aldrig fået den igen (1900 har aldrig bagageopbevaring, men man venter vel ingen udenbys løbere?).
Ude på ruten møder man få frivillige, der klapper (men ros til dem, der gør). Til gengæld møder man mange, der ikke har andet i munden end "hold til venstre", "træk ud til siden", "græsset må ikke betrædes". Det virker som om, de er instruerede i at dirigere rundt med folk og har fået at vide, at løbere er nogle græsnedtrampende bæster, der bare skal have at vide, hvor skabet skal stå, ellers får vi aldrig lov at arrangere et nyt løb og går dermed glip af chancen for at genere folk.
Hvad er det i 1900's kultur, der gør attituden så anderledes end andre arrangører?

Kan det virkelig være meningen, at klubben, hvor jeg brugte så mange år af min barndom, en erfaren og hæderkronet klub, burde tage på kursus hos Mejdal Motion i Holstebro for at lære lidt om at skabe en god oplevelse for deltagerne?

Helt karakteristisk er det, at da jeg kom i mål, hørte jeg speakeren hylde suppesponsoren, men suppe var der intet af. Igen: Hvordan kan det komme bag på en så erfaren arrangør som 1900, hvor meget suppe, der går til 800 mennesker?
Jeg kan godt leve uden suppe, men spar mig for annoncer for leverandøren op til løbet, og spar mig for reklamer fra speakeren, hvis jeg ikke engang bliver tilbudt en belønning i form af en kop suppe som tak for min opmærksomhed på sponsoren.

Men nu handler det jo hverken om suppe eller stemning. Det vigtigste er trods alt ruten, der er som skabt til PR. Jeg havde ikke planlagt det, det viste sig bare undervejs, at jeg uden synderlig anstrengelse kunne holde mig under 5 min. pr kilometer. Næste år er jeg bedre forberedt og ved, at hvis der skal brydes magiske grænser, så er det Århusløbet, uanset om det er på 5, 10, 15, 20 kilometer eller halvmarathon (men husk at tisse af først, og husk at klappe lidt af de frivillige undervejs - de har brug for lidt opmuntring).

 

Captain Slow tjekker en ekstra gang: Jo den er god nok: 1:44:37 er ny PR.

Holstebro Bymarathon for tredje gang

Årets første halvmarathon, og det første rigtige løb efter min skade var Holstebro Bymarathon. Det var tredje gang i træk, jeg løb i Holstebro, og jeg omtaler det fortsat som Danmarks bedste motionsløb. Jeg har simpelthen aldrig deltaget i andre løb, der er så godt organiserede og afvikles i en så god atmosfære.
Når man kommer til Holstebro, er der masser af P-pladser på samme parkeringsplads, som løbet starter. 50 meters gang til afhentning af løbsnummer, 100 meter til nærmeste omklædningsmulighed og bagageopbevaring i startområdet. Læg dertil god forplejning undervejs og efter løbet og lutter smilende, opmuntrende frivillige på en afvekslende rute, så kan det bare ikke gøres bedre.
I modsætning til de to seneste år var vejret smukt denne gang, og vi løb kun seks kilometer på sne. Ikke dårligt.

Ude på ruten havde jeg en god dag, hvor foden holdt hjem, hvilket var succeskriteriet.1:51:34 blev sluttiden, og det var jeg rigeligt tilfreds med. Faktisk min bedste Holstebro-tid, men altså også under de klart bedste vejrforhold.

Jeg løb med masser af overskud og havde en fornemmelse af at være klar til at sætte ny PR snart (og det gjorde jeg så)

Vi ses i Holstebro i 2012!

Captain Slow (i rødt) løber igennem Nørreport Centret

På vej tilbage efter lang skade

Captain Slow har været tavs på bloggen i ni måneder. Sidste indlæg handlede om en meget øm fod, og det er  grunden til stilheden.
Det viste sig, at jeg havde et træthedsbrud, og det har taget, ja lige netop, ni måneder at komme op i omdrejninger igen.
Jeg har ikke haft den store trang til at skrive om at holde mig helt i ro i to måneder og derefter bruge de næste mange uger på at skiftevis gå og småløbe korte ture, for så at bygge op til 5 km i løb og derefter langsomt øge til de 15 km, som min lange tur består af lige nu.
Det er for kedeligt at høre om.

Nu er jeg dog så sikker på, at jeg er klar igen, at jeg er tilmeldt Danmarks bedste løb, Holstebro Bymarathon, på halvmarathondistancen om mindre end tre uger. Og jeg glæder mig som et lille barn. Ikke til at sætte personlig rekord - Holstebro er et godt løb at starte på, da ruten og vejret ikke er til personlige rekorder alligevel - men til at deltage i et rigtigt løb igen. Og selvfølgelig går jeg efter at slå min PR i Holstebro, som jeg har deltaget i to gange før.

Logikken siger, at efter så lang tids langsom genoptræning er bruddet for længst vokset sammen. Men psyken siger noget andet. Jeg løber forsigtigt, fordi jeg er bange for at få "den dér" smerte tilbage. Og når det psykiske tages ud af ligningen, så er foden måske nok vokset sammen, men næppe korrekt. Jeg bliver f.eks. følelsesløs i området for bruddet, når jeg fryser fødderne (og det er altså tit i den her vinter), og foden sover, når jeg har løbet et par kilometer. Det tager jeg dog ikke så tungt. En sovende fod er ikke en smertende fod, så det er nok bare sådan det er fremover.

Min ambition for 2011 inkluderer foreløbig ikke marathon. Jeg vil i stedet træne noget, jeg aldrig har trænet før, nemlig hurtighed.
Jeg ved det: Captain Slow og hurtighed???
Bare rolig: hurtighed er relativ. For mig er hurtighed at løbe 5 km på 20 min, og det er langt fra Mårslet-rekorden, så vidt jeg kan se på nogle af de løbere, jeg møder på landevejene omkring Vilhelmsborg.

Jeg har delt året op i to dele: første halvdel gælder det rekorder på 5 og 10 km. Det sidste er nemt, da jeg aldrig har løbet et officielt 10 km-løb.

Jeg tror dog ikke helt, jeg kan lade være med at forsøge at sætte PR på halvmarathon, da det er yndlingsdistancen, og der i første halvår afvikles hele to af slagsen i mit lokalområde. Men det er i så fald bare en bonus.
Andet halvår har jeg ikke taget stilling til endnu, udover at min PR for Marselisløbets kuperede 12 km skal have en over nakken. Det var en stor nedtur at sidde Marselis over sidste år.
Måske går jeg efter en halvmarathon-rekord, måske skal jeg ud på den lange igen, hvor der er masser af plads til at forbedre mig.


Nu må vi se.

I min træningsdagbog er det i hvert fald tydeligt, at jeg nemt bliver skadet, så mådehold bliver en dyd. Det vigtigste for mig nu er at undgå skader, for det er trods alt værre at være sat helt på sidelinjen end at løbe med måde. Det har jeg naturligvis en strategi for, som jeg glæder mig til at fortælle om.

Jeg har også indledt jagten på afløseren for mine elskede Nike Skylon, som ikke produceres længere. Nike har meddelt, at der ikke kommer en afløser for Skylon, så der skal eksperimenteres. Også det glæder jeg mig til at dele ud af.
Faktisk skal mit første bud: Brooks Green Silence testes for første gang i morgen. Det vender jeg tilbage til.

Stadig skadet

Jeg har forsøgt at være optimist og ikke være et tudefjæs, men nu hvor min iskias har gjort nas i tre måneder, har jeg fået en fodskade oven i hatten, og nu er jeg officielt en pivert.

Min læge har forsøgt at behandle iskias med akupunktur. Det letter smerten samme dag, men morgenen efter er alt tilbage ved det gamle. Hun har nu henvist mig til en fysioterapeut, der er tilknyttet en reumatologisk klinik, som skulle være rigtig god til den her slags problemer. Jeg har tid i begyndelsen af maj og krydser fingre.

For at gøre det hele værre, har jeg fået ondt i forfoden, når jeg løber. Jeg har haft en lille smerte meget længe under løb, men det har ikke generet mig ud over på de lange ture (25+). Efter Egå Engsø gjorde det dog lige pludselig rigtig ondt, og nu er det så slemt, at jeg er nødt til at stoppe efter godt 7 kilometer.
På det tidspunkt brænder det nærmest under foden, og det føles som at løbe på et glasskår.
Nu skal man jo passe på med at diagnosticere sig selv, men det passer perfekt med symptomerne her: http://www.sportsinjurybulletin.com/archive/metatarsalgia.html.
Kuren lyder på mindre træning og mere is på foden, hvis man er heldig. Træthedsbrud, hvis man er uheldig. Mindre træning giver sig selv, når jeg ikke kan presse turene længere end 7k, men foreløbig har det ikke hjulpet.

Jeg kører derfor på ren vedligeholdelse i øjeblikket, mens jeg føler formen fise langsomt bort. Det er svært at være optimist, når der ingen forbedringer sker, selvom jeg har halveret min træningsmængde.

En pudsig ting ved at forsøge at stille sin egen diagnose ved at rode rundt på nettet er, at de artikler man støder på, tilsyneladende alle er produceret i et vidunderligt land med et sundhedssystem, der er væsentlig mere luksuriøst end det danske.
Artiklerne er altid fulde af forbehold såsom "det kan også være et træthedsbrud, så sørg for at konsultere en idrætslæge og få taget røngtenfotos".
Abehwa?
Jamen, jeg tror da lige, jeg ringer og bestiller tid til røngten på idrætsmedicinsk klinik så....

I Danmark har jeg oplevet to reaktioner på skader fra praktiserende læger. Den ene er at ordinere 6 ugers pause, uanset hvad skaden er.
Den anden er at spørge, hvad jeg selv tror, der er galt og derefter overlade det til mig selv, om jeg vil løbe videre på skaden. Det giver trods alt bedre mening. Som min læge siger: "dit løb øger jo blodgennemstrømningen og produktionen af endorfiner, hvilket er godt for skaden". Men det er stadig op til mig selv, hvad jeg gør, og jeg er jo ikke ekspert, tværtimod er jeg en tosse, der løber, indtil det gør så nas, at jeg ikke kan tage flere skridt.
Bliver man henvist til noget af lægen, er det til fys, og ikke til læger, der ved noget om sport. Sportsskader er bare ikke noget, praktiserende læger tager særligt alvorligt. Måske er der bare ikke så mange sportslæger at henvise til, at det giver mening, ligesom når man henviser til øjenlæger eller hudlæger.

Det er selvfølgelig frustrerende for skadesramte motionister, men måske fornuftigt nok i et større perspektiv. Sportsskader hører vel ret beset hjemme i bunden af hierarkiet af dårligdomme, samfundet bør betale for. Jeg kan jo trods alt passe mit arbejde, betale min skat og belaster ikke ikke systemet med sygedagpenge eller arbejdsløshed, og der er jo masser af mennesker, der har det værre end mig.

Når det så er sagt, så er iskias-smerterne næppe en følge af sport, men af min diskusprolaps, og det er en invaliderende lidelse i hverdagen med konstante smerter (hvilket er slemt nok for humøret) og dertil praktiske problemer. Jeg har f.eks. svært ved at sidde ned, jeg har svært ved at tage sokker på, jeg har svært ved at løfte min søn, og - nå ja, lad os bare få det frem, nu vi taler om at fungere i hverdagen - toiletbesøg er dagens værste smertehelvede, da det kræver, at man BÅDE sidder ned OG bøjer sig forover, hvilket er vanskeligt hver for sig, men næsten umuligt at kombinere.

Praktiserende lægers credo synes at være, at man bør handle, når det går ud over livskvaliteten. Jeg vil mene at kroniske smerter og manglende evne til at gøre ting, som adskillige mennesker i vores kulturkreds vægter højt, såsom at sidde på en stol (f.eks. til arbejdsrelaterede møder, hvor det virker underligt, at en mødedeltager står op og dermed melder sig ud af fællesskabet), går ud over livskvaliteten,men hvad ved jeg?.

Jeg tror, jeg vil reagere på mit aktuelle mismod med lidt retail therapy og købe et par nye løbesko.

Nye sko: Nike Skylon

Så har jeg tilbagelagt de første 65 km i mine Nike Zoom Skylon+ 11, og jeg kan roligt sige, at det har været de bedste 65 km i mit løberliv.
Skylon er en letvægts performance-sko skabt til konkurrenceløb. I mit tilfælde handler det dog ikke om konkurrence, men om at finde den ideelle sko til midtfodslanding.
Siden jeg skiftede løbestil til Chirunning sidste år og ikke længere lander på hælen, har de traditionelle sko med hælen proppet med støddæmpning været klodser om foden.

Jeg har brug for en flad sko, men stadig med noget støddæmpning, fordi overgangen til rendyrkede racing flats helt uden dæmpning er lige voldsom nok. Skylon er den perfekte overgangssko.

Skoen har en anelse støddæmpning, der løber langs hele skoen, ikke mindst i forfoden, hvor jeg sæter stor pris på den. Og så vejer skoen ellers ingenting. Den er 100 gram lettere (pr. sko) end mine gamle Kayanoer.

For en midtfodsløber er det en drøm at slippe for den tunge hæl. Det er simpelthen meget nemmere at løbe korrekt i en flad sko.
Jeg løber lettere og hurtigere og får ikke på samme måde ondt i forfoden som i mine øvrige sko. Skylon er ganske enkelt en åbenbaring, og jeg kan ikke sige nok godt om dem – og så er jeg ikke engang betalt af Nike (men sponsorater er velkomne).

Skoen sidder perfekt på mig lige fra æsken. Det er ellers sjældent, da mine fødder ikke er lige store. ”Normalt” hopper mine ene hæl op og ned i den ene sko, men ikke i Skylon, der holder begge fødder på plads – uden den megen fyld i hælkappen, som vi kender så godt fra de tunge topmodeller.

Skylon ser hurtig ud. Den ligner sin rolle i modelprogrammet. Den kommer i rappe farver (såsom højrød og skriggul – hvilket vist nok ikke er den officielle farvebetegnelse) – en tiltrængt forandringen fra de traditionelle hvide løbesko. Hvorfor er de fleste løbesko overhovedet hvide? Det er ikke bare kedeligt, det er også upraktisk, når man pisker hen over mudrede skovstier.

Der er savet vægt af skoen overalt, hvor der kan undværes noget. Hvis mesh-overdelen var et fiskenet, er Skylons skabt til at fange de helt store fisk, for alle de små ville svømme lige igennem det bredmaskede net. Skoen holder ikke ret meget vand ude på en regnvåd dag.

Der er ingen tingeltangel inde i skoen: intet tykt fór, ingen bløde puder rundt i kanten, men det behøves heller ikke på en sko, der sidder så godt. Den er en anelse smallere end Vomero/Equalon, til gengæld er den tydeligvis længere end den tilsvarende størrelse i Lunar-serien. Jeg har prøvet Lunar Elite og Lunar Race, og i begge sko skal jeg et halvt nummer op i forhold til Skylon.

Der er ingen støtte overhovedet i skoen, så den er komplet uegnet til hællandere, der pronerer. Den manglende støtte betyder, at jeg aktiverer nye muskler fra akillessene og ned, og det kræver tilvænning ikke at have foden fastlåst i et jerngreb.
Jeg øger derfor distancen i skoene langsomt. Foreløbig har jeg som det længste løbet 11 km i dem. Målet er at løbe en halvmarathon i dem inden for de næste to måneder. Jeg har lyst til at gøre det nu, men fornuften byder mig at vente.

Den manglende stabilitet i skoen har den store fordel, at jeg er nødt til at tænke over min løbestil hele tiden, hvilket er perfekt for mig. I stabilitetssko (eller støttende neutrale sko såsom mine Brooks Defyance) kan man falde af på teknikken, når trætheden indfinder sig – skoen tvinger foden til at lande på en bestemt måde. Skylon er et stort skridt tættere på at løbe barfodet, og det er nemmere at træde forkert, hvis man ikke har hjernen med.

Netop det gør det meget nemmere at løbe korrekt, og min ”chi” har fået det væsentlig bedre af mødet med Skylon. Det er også skønt at kunne mærke underlaget, når jeg løber, og ikke bare en blævrende pude af skumfidus.

Der er faktisk kun en dårlig ting at sige om Skylon, og det er, at Nike er holdt op med at producere dem – og der er ikke en afløser på vej. Modellen har desværre ikke været den store sællert, da den ligger tæt op ad den mere populære Zoom Elite – også i Bowerman-serien. Forskellen på de to modeller ligger i fleksibiliteten i sålen. Elite er mere stiv i forfoden end Skylon (endnu en ting, der gør Skylon ideel til Chi).
Zoom Elite fortsætter hos Nike som Lunar Elite, mens Skylon forsvinder ud af sortimentet. Typisk, når man endelig har fundet den perfekte sko.

Det bekymrer mig dog ikke lige nu, da jeg har sikret mig tre par Skylon i England. I danske Sportsmaster og Løberen koster den 1.000 kr. I England giver jeg 290 kr (35 pund) hos Lilywhites på Picadilly Circus (øverste etage er dedikeret til løb). Altså tre par for et pars pris i Danmark, og så er der oven i købet råd til en pint på en nærmeste pub.

Jeg bliver godt gammeldags harm over, at danske forbrugere i den grad bliver tørret i sportsbutikkerne, hvor vi efterhånden har vænnet os til, at løbesko koster minimum 1.000 (og de ikke er blege for at tage op til 1.600 for f.eks. et par Kayano, der koster mellem 600 og 700 kr. i England). Nogen sidder altså og skovler penge ind på løbesko i Danmark. Om det er producenten eller butikken (eller begge) ved jeg ikke, men jeg kan kun opfordre til at ”stemme med pengepungen”, indtil de danske butikker fatter, at vi har hørt om e-handel, og at deres konkurrenter ikke kun ligger længere nede af strøget, men i lige så høj grad ude i Europa. Hvad mon løbesko egentlig koster i Polen, Rumænien eller andre EU-lande, hvor man ligesom i England ikke skal fortolde sit internetkøb?

Men altså: Lander du midtfods på en hvilken som helst distance, eller er du hællander, der mangler en konkurrence-letvægter eller en træningssko til intervaller og tempo, så får Skylon mine varmeste anbefalinger med på vejen.
   

Ny PR på 5 km

I dag var det tid til mit andet Egå Engsø rundt. Sidste år var målet at bryde 5 min pr. km, og det gjorde jeg i fin stil med 23:45. I år var målet så at nå under 4:30 pr. km, og den gik sørme også.

22:01 lyder den nye, fine personlige rekord.

Og en placering som nr. 27 af 187. Det er altså stort for Captain Slow at ligge så godt til feltet. I halvmarathonfeltet er jeg vant til at ligge lunt midt i det hele, men mit talent for 5 km er åbenbart større – eller også er der bare flere gode halvmarathonløbere derude.

Mn kone undlod da heller ikke at gøre mig opmærksom på, at jeg både blev slået af en ældre dame (Gitte Karlshøj) og en pige på min datters alder, inden jeg blev for kæphøj.

Jeg holdt et stabilt tempo hele vejen, men så var der heller ikke for fem øre spurt tilbage i benene, og jeg blev kørt over i opløbet af den herre, der ellers havde åndet mig tungt i nakken de seneste 4.950 meter.

Egå Engsø Rundt afholdes af Århus fremad på en dejlig flad strækning rundt om (nå ja) Egå Engsø i Århus.
Vejret var køligt og blæsende, men det holdt tørt, og Captain Slow fik luftet shortsene for første gang i år.

En ny oplevelse for mig var chipsene, der kom med velcrolukning, lige til at snøre om foden – nemmere bliver det ikke.

Jeg har efterhånden bevæget mig langt væk fra årets oprindelige mål om kun at løbe maraton i år. Det skyldes naturligvis min vedvarende skade, og indtil den er væk, går jeg efter at sætte PR’er på kortere distancer. Jeg må snart finde mig en 10 km, for sådan en har jeg aldrig løbet før. Rekorden er altså sikret, hvis bare jeg gennemfører.

Captain Slow (helt i sort) bliver overspurtet på de sidste meter.

New Balance halvmaraton

Team Clavin stillede med fuldt hold (alle to mand) til New Balance Halvmarathon i Aalborg i søndags.
David havde ikke trænet stabilt op til løbet, og Captain Slow, tjah, jeg slås stadig med min iskias, der gør det svært for mig at sidde ned, men heldigvis ikke generer mig, når jeg løber.
Evt. negative forventninger på den konto blev dog gjort til skamme.

Det var gråt og til tiderne blæsende i Aalborg Ø. De 7 grader fik mig i sidste sekund til at tage en løbejakke på – foråret har ikke helt bidt sig fast endnu.

New Balance Halvmarathon er endnu et godt arrangeret løb, som man bliver så forvænt med efterhånden – tak for det! Mange glade frivillige, ingen kø ved nummerudleveringen på trods af 800 deltagere, værdiopbevaring, omklædning – det klapper bare.

Til gengæld må ruten være den mindst inspirerende, jeg nogen sinde har prøvet. Den afvikles på stier i et almennyttigt boligbyggeri, og der er ikke meget at kigge på undervejs. Her vanker hverken en natur- eller en byoplevelse. Men sådan er det nu engang, og stisystemet er som udgangspunkt løbevenligt.

Desværre oplevede jeg flere episoder undervejs med unge fyre, der tydeligvis mener, at 800 halvmarathonløbere skulle finde sig et andet sted at tilbringe en søndag eftermiddag.
I et tilfælde blev en kvindelig løber påkørt af to fyre på knallert. Heldigvis kom hun ikke noget til, men budskabet og hensigten var klar nok.
Synd, at det skal være sådan, men måske også et hint til løbsarrangører generelt: Tjek lige, om jeres løb overhovedet er velkomment, der hvor I afholder det.

Nå men videre til de positive sider ved en rigtig god løbedag.

Den første kilometer blev jeg revet med af stemningen og de mange løbere, og lagde helt klassisk for hårdt ud. Jeg skød efter en km-tid på 5:20, der ville udløse en PR, men jeg havde hurtigt mere fart på, og da tempoet passede mig fint, tænkte jeg ”skide være med det, så løber vi bare”.
Jeg passerede 10 km i godt 52 min og forventede at betale en pris for mit overmod senere, men det skete aldrig.
Faktisk følte jeg bedre og bedre løbende, jo længere tid der gik.

To gange passeres en lang og moderat sej bakke, og da vi nåede den anden gang, begyndte jeg at se mig om efter nogen stærkere løbere til at trække mig op.
Til min egen overraskelse var det dog mig, der trak fra feltet op ad bakken, og da ”nedkørslen” efter 17 km satte ind, havde jeg masser af overskud og satte farten i vejret.

Med to km hjem gik det op for mig, at jeg kunne nå under 1:50:00, hvilket inden løbet forekom helt ude i skoven, så dér blev det alvor for mig. Den sidste km fik den fuld gas, og jeg endte i et rent spurtopgør på atletikbanen, hvor løbet slutter.

1:49:12 sagde tiden, og dermed bombede jeg min fem måneder gamle PR tilbage med næsten fem minutter. Det er altså meget at hakke af tiden, og hvis jeg skal være ærlig, så var 1:50:00 en barriere, jeg aldrig troede jeg skulle nå.
For et år siden brød jeg 5:00-grænsen på 5 km, nu gælder det pludselig samme grænse på 21,1 km. Det må kaldes fremgang!

Til Holstebro Bymarathon kom David ind en halv time efter mig, så jeg regnede med at have god tid til at skifte tøj og nå tilbage til målstregen med kameraet for at forevige ham, men pludselig stod han i Thornhøjhallen med et slemt tilfredst smil. Han havde hakket 25 minutter af Holstebro-tiden og kom ind i 2:00:06.
Så kan man jo kun synge:

”Hvem mon der kommer dér
Det sku’ vel aldrig vær’
Dagens mand i skysovs?”
(ref. Casten og Gittes vennevilla)

Bagefter vankede der varm kakao og boller i hallen – rigtig god stil.

Vi ses til Odder Halvmarathon 1. maj.

Fødderne erklæret neutralt område

Sidste år skiftede jeg fra hæl- til midtfodslanding, og nu har jeg endelig været på løbebånd for at se, om jeg stadig løber i de rigtige sko.
Det gør jeg ikke. Jeg pronerer ikke længere, i stedet er mine fødder nu officielt neutralt område.
Spændende – det åbner en helt ny verden af sko.

Desværre ved løbebutikker ikke meget om, hvad de skal anbefale til midtfodslandere. Standardspørgsmålet fra sælgeren er altid: Hvor meget løber du? I mit tilfælde er det ca. 50 km om ugen, og så anbefaler de automatisk topmodellerne, fordi de har mest støddæmpning – I HÆLEN!

Problemet med det er naturligvis, at jeg som midtfodlander ikke har brug for en masse skumfidus i hælen. Jeg har brug for mere sko, der gør det nemt at lande midtfods, men jeg vil stadig gerne have noget støddæmpning, især forfods, da jeg kommer fra nogle tungt støddæmpede modeller og ikke føler mig klar til egentlig konkurrencesko uden støddæmpning.

Så hvad skal jeg nu vælge?

Inden jeg fik tænkt det spørgsmål helt igennem, købte jeg et par Brooks Defyance (se billedet). Det er en neutral sko, traditionelt opbygget med mest støddæmpning i hælen, men dog mindre af slagsen end topmodellerne. Så altså en god overgangssko til de mere flade modeller.

Defyance er en basal løbesko uden unødvendigt gejl. Den er ikke så luksuriøs som topmodellerne, og den medfølgende indersål føles som et stykke pap.
Til gengæld sidder den fantastisk! Det er nu ikke så mærkeligt, da Defyance er en neutral udgave af Brooks Adrenaline, der er vidt berømt for en pasform, som de fleste løbere er rigtig glade for.
Det er meget imponerende for en sko i det prisleje, der ikke er tungt polstret indvendigt som topmodellerne.

Til gengæld trækker det ned for Defyance, at den er ufleksibel. Forfoden er stiv, og det giver fornemmelsen af, at man klasker fladt mod jorden, når man løber.

Til prisen er Defyance ikke desto mindre et kup. Jeg gav 340 kr. for den i England, men så er det også model 2008. Den nye model (kom for et par måneder siden) fås for under 600 kr. i de engelske netbutikker.

Jeg har nu bestilt min første "flade" sko, og valget faldt på Nike Skylon+ 11. Det er en performancesko, der er let, men dog stadig har lidt støddæmpning. Den vender jeg tilbage til, når pakkeposten har været der.

Holstebro Bymarathon 2010

Så er sæsonen i gang. Desværre med en skade (iskias), og derfor er mit mål om fire marathonløb på et år allerede forduftet.
Jeg skulle have løbet den lange til Holstebro Bymarathon i søndags, men jeg tager ikke nogen chancer med skaden, så det blev kun til en rask halvmarathon.

Til gengæld blev løbet første gang, at Team Clavin stillede med fuldt hold: min løbemakker David og mig selv. For David var de 21,1 km det længste, han har løbet i over ti år, så det var en stor dag.
Ikke mindst, fordi hans træning op til løbet langt fra var optimal på grund af sygdom.

Tillykke med det!

Vejret i Holstebro var perfekt: -5 grader, tørvejr og solskin. Meget bedre end sidste år, hvor den stod på regn kombineret med et iset og smattet underlag.
Visse steder på ruten løber man på et smalt spor, hvor det er svært at passere hinanden, og hvor der konstant er "modkørende" trafik. Det må man tage med højt humør og erkende, at hverken ruten eller tidspunktet på året er skabt til personlige rekorder.

Holstebro Bymarathon er et fantastisk godt arrangeret løb. Der er styr på alt: omklædning, værdiopbevaring, depoter med LUNT vand og energidrik (hvordan gør de det?), søde frivillige, øjeblikkelig udlevering af diplom – you name it. Det gøres bare ikke bedre, og alt sammen i en afslappet og hyggelig atmosfære med start i indkøbscentret på gågaden, så man kan holde varmen, mens man venter på starten.

Jeg løb på 1.55.26, hvilket jeg er tilfreds med i betragtning af ruten og skaden. Det er i øvrigt en forbedring på næsten et kvarter siden sidste år og nok til en placering sådan cirka midt i feltet.

Jeg har nu tre måneder til at komme mig over skaden samtidig med, at jeg holder mig i gang, så jeg kan stille til Copenhagen Marathon. Men igen – jeg tager ingen chancer. Det vigtigste for mig er, at jeg kan komme ud at løbe i dagligdagen. Jeg vil ikke risikere at ligge brak i uge- eller månedsvis for at gennemføre et løb. Der kommer altid et løb igen.

Team Clavin stiller samlet til start næste gang i Aalborg til New Balance Halvmarathon d. 28. marts.


Captain Slow (nr. 214) på vej ned ad gågaden.

Dagens store øjeblik: David i mål efter sit længste løb i over ti år.

Mål for 2010

Målet for 2010 er enkelt: At gennemføre tre maratonløb inden 20. september. Så har jeg nemlig løbet fire stk. på et år.

Alt derudover er ren bonus.

Skulle jeg tilfældigvis komme til at sætte en personlig rekord på 5-kilometer eller halvmaraton, eller en tredje distance, er det bare fint, men det er ikke målet.

Tanken om at løbe flere marathonløb på et år opstod allerede før mit første møde med distancen. Under træningen til HCA tænkte jeg meget på, at var synd og skam ikke at vedligeholde min gode form.

Jeg besluttede derfor hurtigt, at årets første løb skulle være Holstebro Bymarathon i februar. Det giver god motivation til at holde den kørende i de kolde måneder, hvor det er så nemt at blive indendørs.

Det har virket, og jeg har ikke holdt pauser. Jeg har til gengæld løbet flere kilometer i easyrun-tempo end planlagt på grund af sne og is.
Det er sjovt nok første gang i mit liv, jeg er opmærksom på, hvor dårlige mange er til at rydde sne på deres fortove. Eller måske skyldes det bare, at jeg har nået en alder, hvor man skriver harmdirrende læserbreve om mangelfuld snerydning, fordi man ikke har bedre ting at gå op i?

Jeg har stadig familiens støtte til at løbe, men jeg skal ikke forvente et heppekor til næste marathon.
Min kone forstår sagtens, at jeg gerne ville løbe et marathon – så har jeg prøvet det. Men hun forstår mindre, at jeg vil løbe flere. Det må jeg selv ligge og rode med – og det gør jeg gerne.

Helt alene er jeg nu ikke. Min makker David, der desværre ikke blev klar til HCA, er ved at løbe sig i form og planlægger at løbe halvmarathon i Holstebro, når jeg løber den lange. Målet er at komme i marathonform, og forhåbentlig løber vi København sammen i maj.

Det er begyndt koldt i år, og det er svært at finde fast grund under fødderne i sneen og isen, men det er nu stadig en fornøjelse at komme ud på landevejene. Her er et par billeder fra en løbetur i januar:

Status over 2009

Jeg er rigtig godt tilfreds med mit første år med vedholdende løbetræning. Jeg nåede mit store mål: at gennemføre et marathon, og undervejs forbedrede jeg mig på alle andre distancer, jeg løb.

Jeg løb 5 halvmarathon og satte 5 personlige rekorder på dem. Fra årets første på 2.13 til årets sidste på 1.54. 19 minutter hugget af tiden er ikke så dårligt endda, og jeg tror, rekorden står for fald, selvom jeg endnu ikke har planlagt nye halvmarathoner.

Jeg nåede hurtigt mit mål om at komme under 5 min. pr. km. på 5 km, og endte med også at gøre det på de 12 km i Marselisløbet. Det er jeg slemt tilfreds med.

Kroppen har holdt til den vedholdende træning. Jeg har i perioder haft svangsenebetændelse, men bekæmper det effektivt med is efter en løbetur og jævnlig udstrækning af svangsenen ved at rulle en tennisbold rundt under foden. Det hjælper faktisk.

Hvis jeg er det mindste øm et eller andet sted på kroppen efter en tur, smækker jeg øjeblikkeligt is på. Det er vist et vilkår at være paranoid over skader.

Min ryg (med den gamle diskusprolaps) driller ca. en gang om året i et par måneder af gangen. Det betød, at jeg måtte træne mindre og langsommere i de sidste uger op til HCA Marathon, men det vigtigste er dog, at jeg ikke behøvede at holde mig fra landevejen.

Jeg har desværre en tendens til at blive lidt for selvtilfreds ved at løbe. Jeg oplever mig selv som i god form, og derfor forsømmer jeg den rygtræning, der er nødvendig for alle, der har en ikke-opereret diskusprolaps.

Familiemæssigt går det ganske godt med at finde tid til træning i hverdagen. Nogle ture bliver løbet om aftenen, når den mindste sover, men som hovedregel sniger jeg turene ind som det første, jeg gør, når jeg kommer hjem fra arbejde.
En god fidus er at lave mad til to dage af gangen, så det bare er at varme en gryde, når man kommer hjem fra løbeturen. Så forstyrrer det ikke familielivet så meget.

De lange ture i weekenden foregår typisk om formiddagen, så jeg er hjemme til frokost med familien.

Det kræver støtte fra familien at følge et marathonprogram, så tak til hele banden for at lade farmand løbe!

Årets lektie: Vedholdenhed er alt.

Aalborgløbet - Løbekompagniets Halvmarathon

1. november løb jeg min første lange tur efter HCA. Det var Aalborgløbet, en halvmaraton på landevej med start ved KFUM-hallen i Aalborg.
1.200 deltagere havde tilmeldt sig, og 200 blev hjemme, da vejret ikke viste sig fra sin venligste side.
Vi slap for regn, men det var koldt og meget blæsende. Blæsten var tydelig på en rute i åbent landskab mellem marker.

Jeg har ikke trænet meget siden HCA og var spændt på, hvad der var i benene. Den første uge efter HCA holdt jeg pause. Den anden løb jeg et par mindre ture, og så blev jeg syg i et par uger, hvor løb var udelukket. Op til Aalborgløbet havde jeg derfor kun løbet stabilt i to uger.

Løbet begyndte fint, da der var medvind de første 11 km. Jeg havde valgt at følge en kilometertid på 5.20, og den holdt jeg uden problemer på udturen. Hjemturen begyndte med rutens eneste egentlige bakke, og så løb vi ellers ind i massiv mod- og sidevind hele vejen hjem.

Jeg forsøgte i bedste cykelrytterstil at finde læ bag i en gruppe, men løbere er bare ikke brede nok til at dække hinanden, og på grund af vinden blev grupperne hele tiden spredt.
Tempoet gik ned, og ved 17 km løb jeg på viljen.

På trods af de vanskelige forhold (jeg har prøvet værre og sender i den forbindelse en kærlig tanke til Holstebro Bymarathon, som i februar bød på både sne, regn, smat og is – den slags bygger karakteren op og giver modstandskraft, når vinden hyler i Aalborg) kom jeg hjem i 1:54:00, hvilket er personlig rekord (med 53 sekunder).
Et maratonløb er åbenbart godt for grundformen et godt stykke tid efter.

Med øje på resultatet var det et godt løb, og arrangørerne får point for at stå klar med varm suppe bagefter – det lunede.

Ruten skal roses for at være rimelig flad og medgørlig. Havde det været et sommerløb med bølgende kornmarker, havde den været charmerende, men i november er der ikke meget at kigge på omkring Aalborg.

Efter løbet fik jeg det skidt i et par timer – sådan lidt influenzaagtigt. Derfor bliver det årets sidste løb for mig. Nu gælder det grundform samt stille og rolig opbygning til Holstebro Bymarathon, hvor jeg har tænkt mig at løbe den fulde rute i 2010.

Der er 15 uger til – og jeg glæder mig allerede.

 

Captain Slow (som altid med solbriller) i front for anden startgruppe, mens der stadig var medvind.

H.C. Andersen Marathon 2009

Så blev det endelige 20. september og HCA Marathon. Kulminationen på årets træning og forberedelser.

På forhånd bekymrede jeg mig for, at mine fysisk svageste sider ville stikke snuden frem, især, min ryg og min hofte. Jeg bekymrede mig også om ting som vabler og gnavsår – og om jeg skulle tisse eller det, der er værre, undervejs.
Heldigvis blev alle disse bekymringer gjort til skamme.

Det var en usædvanlig flot efterårsdag med 23 grader og sol. Det skal man jo være et skarn, hvis man klager over, så det gør jeg ikke, selvom varmen skulle blive skæbnesvanger for min præstation.

Jeg lagde mig langt tilbage i feltet for at tvinge mig selv til at lægge langsomt ud. Benene føltes gode fra starten, og jeg fandt hurtigt en rytme tæt på de 6 min. pr. km., som var det tempo, jeg havde sat. Jeg forestillede mig at trille hjem på 4:15:00.
Tempoet var valgt ud fra mit langsomme træningstempo på de lange ture, hvor jeg ligger på omkring 5:50. I det tempo har jeg uden problemer løbet 30 km tre gange, så 6:00 var konservativt og roligt.

Tidligt i løbet kom jeg til at ligge ved siden af Ruben fra Sparta (lyder som en græsk helt, men han skulle vise sig at være menneskelig senere i løbet), og vi fik dannet en "6 minutter pr. kilometer-grupetto". Vi fik følgeskab af en tredje herre (fik desværre ikke fat i navnet), og de næste timer holdt vi sammen som ærtehalm.
I begyndelsen fulgtes vi nogle kilometer med en herre forklædt som skorstensfejer, som dog hoppede fra for at skifte til svinedreng efter ti kilometer. Han havde medbragt adskillige HCA-kostumer, som han havde haft på de ti år, løbet har været afholdt. I år skulle de alle luftes. Han lød dog til at fortryde den stige, der gnavede ondt i skulderen på skorstensfejerkostumet. Festligt indslag – og det gav ekstra moral at have en i gruppen, som alle på ruten heppede på.

Humøret var højt, snakken gik, vi fløj af sted, og jeg begyndte i mit overmod at tænke, at det her marathon-halløj da vist ikke er så hårdt, som de siger.

Lige efter 15 km drejede vi ind over en bro til en idyllisk park, og der stod mine supportere: Camilla og Pelle, David, Stine, Bjarke og Malthe. Stemningen var høj, der blev råbt og flaget, og jeg fik et skud energi til at løbe lidt foran gruppettoen og nåede at kysse både Pelle og Camilla på vejen.
Tak for opbakningen, alle sammen – det giver et kæmpe kick og betyder mere, end man kan nå at vinke på få sekunder!

Videre gik det, fortsat uden problemer, og vi nærmede os stadion. Tæt ved vendepunktet spottede jeg Tor Rønnow, hvis blog og løbs-fotoberetninger, jeg er stor fan af.
Manden har på få år rundet de 150 marathonløb, og som noget unikt fotodokumenterer han hvert eneste af dem.
Disse beretninger har været en stor inspiration for mig, mens jeg har trænet mig frem til mit første marathon.
Naturligvis er selv Tors grundige billedreportager ikke helt som at være der selv, men det er tæt på, og jeg vil især rose ham for at hans beretninger altid er positive.
Det er nemt at finde løbeblogs, der handler om lidelse og dårligt arrangerede løb. Tor har uden tvivl haft mere ondt i kroppen og deltaget i flere elendigt arrangerede løb, end vi andre opnår i en livstid, men han fokuserer altid på det gode ved oplevelsen og er derfor en ambassadør for løb i almindelighed og marathon i særdeleshed.
Faren ved at tilbringe for meget tid på hans blog op til sin marathon-debut er til gengæld, at man midt i Tors glæde ved at løbe kan få den fejlagtige opfattelse, at det er nemt at løbe marathon (efter marathon, efter marathon).
Det skal man passe på med!

Efter en lille sludder med mit marathon-idol, løb jeg kækt fra ham og fik et særdeles godt råd med på vejen: "Lad være med at tænke på tiden".
Jeg er nu selv endt i Tors fotoreportage fra HCA 2009 (tjek selv hans beretning).

Ved 20 km var tempoet 6:04 pr. km. En anelse lavere end planlagt, men alt i alt godt og med håb om at øge resten af vejen, hvilket jeg også gjorde David opmærksom på, da han havde taget opstilling på 22 km. Jeg havde ikke forventet supportere dér, så jeg nåede bare at råbe "det går fint" i forbifarten.

Videre gik det mod havnen, hvor jeg løb ind i min første lille krise. Ruben havde allerede haft lidt bøvl med maven, men mit problem var med tørst. Ved ca. 26 km var jeg rigtig tørstig, selvom jeg konsekvent havde hældt en kop vand og en kop energidrik ned hver femte km. Plus et glas vand ved vandposterne midt i mellem de egentlige depoter.
Væskemangel havde jeg slet ikke overvejet kunne blive et problem, så jeg blev slået en anelse ud af kurs.
Jeg holdt mig bagerst i gruppen og koncentrerede mig om at hænge på, indtil næste vandpost, hvor jeg skyllede tre glas ned. I løbet af en km var jeg klar igen og lagde mig igen i front – krisen overstået (troede jeg).

Ved 30 km begyndte Ruben at hænge, mens det anden herre konsekvent lå i front, og i løbet af et par km havde jeg tabt dem begge af syne – hver sin vej, gruppettoen var sprængt.
Jeg selv fik en optur fra 30-34, hvor det flød godt for mig, og jeg nød det nye, ukendte territorium.
Jeg havde på det tidspunkt tabt enhver tidsfornemmelse og fulgte ikke længere med i mine km-tider.
Mit pulsur spassede ud og påstod, at min puls var 299, hvilket lød urealistisk på trods af anstrengelserne, så jeg holdt helt op med at kigge på håndleddene.

Kort før 35 km var jeg klar over, at jeg var i krise, og at det var alvor denne gang. Jeg nåede lige at tænke, at det næppe var godt, at jeg var så tørstig, da jeg igen krydsede broen til parken, hvor supporterne var, og for en stund forsvandt enhver tanke om krise. Mand, et godt tidspunkt at møde sit personlige heppekor!

Desværre varer hep ikke evigt, og kort efter var jeg klar over, at det var helt galt.

Jeg var sukkerkold – og det gør nas, men det havde jeg regnet med. Desværre var jeg også væskekold – og det var straks værre.
Mit mund føltes som sandpapir, og jeg tænkte kun på vand. Enhver fornuft var væk, jeg glemte alt om ruten, som jeg jo allerede havde løbet en gang, og kunne ikke huske, hvor det næste depot var. Derfor handlede alt om, at det da måtte være lige om næste hjørne – bare lige rundt om næste hjørne.
Enhver tanke om at nå i mål på en bestemt tid var væk. Det handlede kun om vand. Jeg var klar til at tigge om vand på det tidspunkt. Det ved jeg, for jeg begyndte at se mig om efter folk på gaden, der måske gik rundt med en flaske vand, og jeg nåede tænkte, at jeg ville bede den næste løber, jeg så med flaskebælte, om en slurk.

Kraften forlod min krop, jeg overvejede at gå, men tænkte, at det jo bare ville gøre tiden til næste depot længere, så jeg blev ved med at løbe, selvom det næppe har lignet løb for forbipasserende.

Ved 37 eller deromkring var der endelig vand, og jeg følte mig som en ørkenvandrer fra en tegneserie, der kravler sig hen mod et fatamorgana. Jeg standsede og drik fire glas vand og skubbede langsomt mig selv i gang igen.
Mens jeg hældte vand indenbords blev jeg i øvrigt passeret af Tor, der sluttede en halv minut før mig – men han havde så også lige løbet marathon i Sverige dagen før.

En km længere fremme var jeg tilbage i ørkenen igen. Fuldstændig tørret ud. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville komme i mål – det blev måske ikke kønt, men jeg skulle nok nå i mål.
Til gengæld var enhver stolthed og håb om at skære bare et sekund i sluttiden væk.
Ved 40 km lå det sidste depot, hvor de kære frivillige hældte kildevand fra 75 cl-flasker over i glas. Jeg kunne ikke overse 2 km mere uden en reserve af vand, så jeg drak to glas vand og lokkede en frivillig til at give mig en hel flaske, som jeg knugede mig til hele vejen hjem.

Ved 41 km skulle jeg lige til at have ondt af mig selv, så jeg en løber, der stod med samaritter lige under 41 km-skiltet og ventede på den ambulance, der skulle køre ham væk.
Øv, hvor et dårligt tidspunkt for ham, men det fik mig til at indse, at jeg skulle være tilfreds med at komme i mål i hel tilstand på mit første marathon – det var jo det egentlige mål. Alt det med tiden var jo bare sludder og vrøvl fra en løber, der aldrig har løbet så langt før. Nu vidste jeg bedre, og målet var lige om hjørnet.

Den sidste km begyndte det at regne, hvilket var en befrielse for en tørstig sjæl som mig – bare ud med tungen, så gik det straks bedre. Jeg drejede ind på stadion og tænkte: op med hovedet, folk kigger!

50 meter før mål stod supporterne og vinkede, og igen det gav vinger til at flyve i mål. Jeg udså mig målbevidst en frivillig, der stod klar med medalje, og sagde tak for et godt løb til hende.
Derefter vaklede jeg ud i området med velsignet vand (drak en liter på stedet, og en liter mere i løbet af de næste ti minutter) og andet guf.

4:35:15 lød sluttiden, hvilket betyder, at jeg på løbets anden halvdel har løbet min suverænt dårligste halvmarathon nogensinde. De sidste 6 km er gået så langsomt, at jeg næsten har gået dem, selvom jeg faktisk holdt mig i løb en særegen form for slowmotion.

Men skidt med tiden. Første marathon er i hus, og jeg har mange erfaringer med til det næste. Nu ved jeg, hvad et maratonløb er for noget. Det er ikke "bare" to halvmaraton. Det er ikke "bare" 30 km plus lidt mere. Det er langt, men det er muligt, og det er muligt at gøre igen. Jeg glæder mig allerede – skørt ikke?

En uge tilbage

Så er der en uge til det går løs i Odense.
Jeg har voldtrænet ryggen og er på 70-80% vil jeg mene. Det er godt nok til, at jeg stiller op. Til gengæld har hele familien været syg på skift i den seneste tid, og jeg har selv været forkølet i sidste uge. Jeg er dog optimist, da det tilsyneladende er lettet lidt i dag.

Nedtrapning er svært! Efter så mange måneder med en stabil, høj træningsmængde, føles det, som om jeg er gået helt i stå nu, hvor jeg ikke må løbe særlig langt. Jeg føler, at min form rasler ned, men håber på at gevinsten kommer, når starten går i Odense - og benene forhåbentlig føles friske.

Jeg har lagt mig fast på et tempo på 6 min. pr. km. Det er lavere end mit træningstempo på de lange ture, men det er i overensstemmelse med mit mål: at gennemføre på en ordentlig måde. Turen skal nydes, jeg skal lære at forstå, hvordan min krop reagerer på de mange kilometer - så kan jeg altid begynde at jagte rekorder næste gang. Tempoet vil holde min puls i en rolig zone de første mange kilometer, hvilket giver tryghed og tro på, at det nok skal gå (satser jeg på).

Min løbemakker David blev ikke klar til Odense.
Planen om at løbe marathon sammen er dog langt fra skrinlagt - vi skal bare lige have ham i form igen efter en del ufrivillige forhindringer. David (som bor i Kbh) truer med at dukke op på søndag på cykel og støtte mig undervejs - det er sgu stort af ham!

Foreløbig status med syv dage igen: Jeg stiller op!

Marselisløbet 2009

Årets tredje mål kom i hus i dag, da jeg overraskede mig selv godt og og grundigt i Marselisløbet. Målet var en stjernetid, som for min aldersgruppe er 1:02 for de 12 kuperede kilometer. Det nåede jeg - og mere til, da  jeg løb hjem på 58:12.
Det er intet mindre end 6½ min hurtigere end sidste år!
Træningen i år virker simpelthen på alle distancer, og det føles fantastisk.

En byge kort før start fik mig ellers til at tvivle (enhver løbende brillebærer ved, at det ikke er sjovt at løbe, når det gælder, i regnvejr, og man ikke kan se ud af glassene), men himlen klarede op, og det holdt tørt hele vejen.
Jeg lagde hurtigt ud - sådan er det vist altid i løb med mange deltagere - man bliver revet med at stemningen og er i øvrigt nødt til at speede op for at slalome sig igennem menneskemængden. Jeg løb den første km. på 4:30 (havde sat mit tempo til 5:00 inden starten), og tænkte, at nu skulle jeg enten sætte farten ned eller bare holde tempoet og se, hvor langt det holder. Jeg valgte det sidste.

Første halvdel af løbet det hårdeste. Så snart man når ind i Marselisborgskovene begynder et væld af mindre bakker, der trækker energien ud af benene, indtil man når vendepunktet. Så går det for alvor opad de næste 1½ km. Herefter går det stejlt nedad, og man får ikke ordentligt gang i benene igen, fordi der er en reel fare for at ryge på næsen (skete for en fyr lige foran mig, som jeg ganske usolidarisk hoppede over. Jeg så mig dog tilbage, og han var på vej op igen).
Man holder igen og når ikke at få fordelen ved at løbe nedad endnu.

Ved 8 km. venter Horsevad-bakken, som en lang og sej og trækker de sidste tænder ud. Her eksploderer folk, og her finder man ud af, om man har lagt for hårdt ud.
Herefter endelig en kilometer på god gammeldags flad vej ad skovstier, før der skal løbes igennem på mere end en kilometers "nedkørsel" ad behagelig asfalt, hvor man bare kan give los.
Omkring 1,3 km fra målet, løber man ud ad skoven og kan se Tangkrogen hele vejen hjem. Igen skal der bare gives gas.

De sidste par hundrede meter foregår på græs med målet lige foran snuden, masser af tilskuere, høj stemning, og fuld gas.
27:42 tog de sidste 6 km - og det siger en del om, hvordan ruten er indrettet: opad ud, og nedad hjem i grove træk.

Det er femte gang i træk, jeg deltager i Marselisløbet, men første gang af de fem, hvor jeg har trænet seriøst (godt nok til en anden distance, men alligevel). Forskellen er utrolig. Det er ikke mere end fire år siden, at jeg kæmpede mig igennem ruten et kvarter langsommere og følte, at mine ben kunne eksplodere hvert øjeblik. I dag var der fuld kontrol hele vejen.

Marselisløbet er den absolutte århusianske klassiker, og der er altid en god stemning. Eneste hjertesuk er, at jeg år efter år ikke fatter, hvorfor arrangørerne skal indhegne området, så man skal være spejder med det store kompasmærke for at finde ud af målområdet - og når man endelig finder en udgang, ender man i en endeløs kø af alle de andre stakler, der stimler sammen om denne paradisport.
Er det paranoia over, at nogen kunne luske sig til at deltage uden startnummer? Hvor mange kunne det mon være - og ville sådanne formastelige ikke bare starte 200 meter efter starten på offentlig vej?
Eller er det en formynderisk frygt for, at folk ikke kan finde ud af aflevere deres chip, hvis ikke man genner tusindvis af løbere som kvæg gennem en udgang på 3 meters bredde?
I så tilfælde kan jeg berolige løbsledelsen med, at det er mit indtryk, at løberne fint kan finde ud af at aflevere deres chips i de mange løb, der ikke er indrettet som en fangelejr.
Fangelejr er faktisk ikke et helt misvisende ord. Da jeg deltog med mit arbejde for et par år siden oplevede en af mine kolleger, der var med som tilskuer, at en kvindelig deltager blev nægtet at komme ud af målområdet uden om hegnet, selvom hun havde skidt i bukserne. Det er så her, løbsledelsen lige skal minde sig selv om deres opgave, som gerne skulle være at servicere de mange betalende deltagere bedst muligt.

Men altså, selv det elendige hegn kan ikke ødelægge oplevelsen af et festligt løb på en hård, smuk og afvekslende rute. Og det kan slet ikke ødelægge min selvtillid lige nu!

Tre uger til H.C. Andersen Marathon

I de 16 uger op til H.C. Andersen Marathon har jeg fulgt et program, hvor jeg kun løber tre gange om ugen. Med fire gange når jeg ikke at være ordentligt frisk til næste tur, og det går ud over kvaliteten af hver træning.

Desuden har jeg på denne måde (7-9-13) undgået de skavanker, jeg ellers har bøvlet med ved fire ture om ugen. Lidt men godt synes at virke for mig.

Jeg er især blevet glad for de lange ture i weekenden. Jeg glæder mig til dem, elsker at eksperimentere med at spise og drikke undervejs for at teste, hvad maven kan klare, og jeg er vild med den træt, man får i kroppen bagefter. Det er en god træthed, og i de weekender, hvor jeg ifølge programmet ikke skal løbe så langt, føler jeg en urolig energi i kroppen.

De lange ture er fast del af min løbetræning fremover!

Tre gange har jeg været oppe på 30 km, og det er gået godt. Men jeg synes fortsat, at der er langt hjem til en fuld marathon.

På de lange ture kan jeg mærke min springhofte (den har ellers aldrig generet mig før), jeg kan mærke mit ene knæ, og så kan jeg mærke mine fodsåler, der bliver noget ømme af de mange nedslag. Men det ville da være sært, hvis ikke man kunne mærke sin krop en anelse efter tre timers løb.

Jeg har i tide lært, at min mave ikke gider energi-gels. Den kramper sig næsten øjeblikeligt sammen.

Min marathonmad på dagen bliver i stedet vingummibamser. De smager væsentligt bedre end gel, og så er de oven i købet nemmere at have med på turen. Det er bare at fylde lommerne.

Bananer fungerer også fint, så jeg skal nok komme igennem uden at ramle ind i muren.

Jeg er lige nu nået til afslutningen af de hårdeste uger i programmet, og det kan jeg godt mærke. Kroppen føles lidt mere slidt end normalt. Men nu begynder nedtrapningen snart, og jeg håber energien vender tilbage.

Bæredygtige løbesko

Tidens krav om bæredygtighed breder sig også inden for løbeverdenen. Senest har Brooks annonceret, at de er klar med den ultimative øko-løbesko i februar 2010.
Skoen, der hedder Green Silence, er fremstillet af genbrugte vandflasker, gamler cd'er og genbrugsgummi. Mellemsålen, det støddæmpende skum og indlægssålen er biologisk nedbrydelige. Skoen er mere enkel at fremstille, så der bruges mindre energi til produktionen. Helt nøjagtigt 41 procent mindre energi og fem liter mindre olie end der går til en normal sko fra Brooks.
Brooks bruger i forvejen mesh fra genbrugte vandflasker og bionedbrydelige såler.

Den japanske konkurrent Mizuno har i sin seneste serie løbesko introduceret støddæmpning fremstillet af materialet Pebax Rnew, der består af planteolie, der udleder mindre CO2 under fremstillingen, uden at gå på kompromis med effekten af støddæmpningen.






Nike er allerede kendt for sit miljøvenlige "Considered design". Den seneste Pegasus-sko er produceret med færre materialer, så der er mindre affald i forbindelse med produktionen. Det har i øvrigt gjort skoen 13 procent lettere i forhold til den tidligere model.
I Considered design bruges der miljøvenlige materialer, når som helst det er muligt. Pegasus indeholder således en del genbrugsmaterialer i form af det såkaldte "Nike Grind" – et materiale udvundet af gamle sportssko. Nike Grind bruges ikke bare til fremstilling af nye sko, men også til underlag på sportsbaner og legepladser.
Endelig er skoens luftpude og mellemsål fastgjort til skoen med vandbaseret lim.

Løbere er nærmest religiøse med deres sko, og der skal meget til, før vi skifter vores favoritmærke ud. Det bliver spændende at se, om bæredygtighed kan blive et reelt salgsargument i løbeverdenen.