Ny PR på 5 km

I dag var det tid til mit andet Egå Engsø rundt. Sidste år var målet at bryde 5 min pr. km, og det gjorde jeg i fin stil med 23:45. I år var målet så at nå under 4:30 pr. km, og den gik sørme også.

22:01 lyder den nye, fine personlige rekord.

Og en placering som nr. 27 af 187. Det er altså stort for Captain Slow at ligge så godt til feltet. I halvmarathonfeltet er jeg vant til at ligge lunt midt i det hele, men mit talent for 5 km er åbenbart større – eller også er der bare flere gode halvmarathonløbere derude.

Mn kone undlod da heller ikke at gøre mig opmærksom på, at jeg både blev slået af en ældre dame (Gitte Karlshøj) og en pige på min datters alder, inden jeg blev for kæphøj.

Jeg holdt et stabilt tempo hele vejen, men så var der heller ikke for fem øre spurt tilbage i benene, og jeg blev kørt over i opløbet af den herre, der ellers havde åndet mig tungt i nakken de seneste 4.950 meter.

Egå Engsø Rundt afholdes af Århus fremad på en dejlig flad strækning rundt om (nå ja) Egå Engsø i Århus.
Vejret var køligt og blæsende, men det holdt tørt, og Captain Slow fik luftet shortsene for første gang i år.

En ny oplevelse for mig var chipsene, der kom med velcrolukning, lige til at snøre om foden – nemmere bliver det ikke.

Jeg har efterhånden bevæget mig langt væk fra årets oprindelige mål om kun at løbe maraton i år. Det skyldes naturligvis min vedvarende skade, og indtil den er væk, går jeg efter at sætte PR’er på kortere distancer. Jeg må snart finde mig en 10 km, for sådan en har jeg aldrig løbet før. Rekorden er altså sikret, hvis bare jeg gennemfører.

Captain Slow (helt i sort) bliver overspurtet på de sidste meter.

Mentale blokeringer

Da året gik i gang, satte jeg mig nogle mål for 2009.

1. Halvmarathon på under 2 timer.
2. Et officielt løb på mindst 5 km på under 5 minutter pr. km.
3. Stjernetid i Marselisløbet - 1:02:00 for min aldersgruppe.
4. Gennemføre et maratonløb på en ordentlig måde.

I januar virkede det som ganske ambitiøse mål. Det gjorde det fortsat i februar, hvor jeg løb året første halvmaraton på 2.10. Det var Holstebro Bymarathon, som ganske vist foregik i sne og sjap, men ti minutter er altså en del at hakke af tiden.

Ikke desto mindre nåede jeg det første mål allerede i marts på Marathonruten i Randers. Med 1:59:38 sneg jeg mig lige præcis ind under de to timer – det var uden tvivl en psykologisk barriere, der blev brudt.
Hjernen sætter forhindringer op. Gerne forhindringer på meget synlige steder – i runde tal: 2 timer på halvmarathon, 5 minutter pr. kilometer osv.

I Randers lykkedes det at forvirre hjernen, fordi der ikke var kilometerangivelser på ruten. Turen foregik på en rundstrækning på 1/10 marathon, og jeg vidste altså kun for hver 4,2195 km, hvor hurtigt det gik.
Første omgang løb jeg på 5.41 pr. km, og først dér fik hjernen lov til at blive forskrækket over al den fart.

De 5 minutter pr. kilometer på kortere distancer har jeg bøvlet med længe, og jeg er overbevist om, at problemet sidder i hovedet snarere end i benene. Jeg forventer tilsyneladende af mig selv, at jeg ikke kan spæne hurtigere end 12 km i timen.
Hvis jeg opdager, at jeg løber hurtigere, tænker jeg straks, at jeg hellere på sætte farten ned for ikke at brænde ud. Det er sket mange gange nu.

Men i morgen skal det være slut! Der stiller jeg op i Egå Engsø Rundt og angriber de forbandede 5 minutter pr. km for første gang i år. Jeg kender ikke ruten, men den er vist rimeligt flad, og på en smuk forårsdag er der mange medløbere at konkurrere med.

Det vil være rigtig godt for selvtilliden at få udryddet endnu en mental blokering. Jo færre jeg slæber rundt på af dem, jo større er chance for, at jeg når det fjerde og vigtigste mål i år. Marathon foregår nemlig i høj grad oppe i hovedet, har jeg ladet mig fortælle.