Mentale blokeringer

Da året gik i gang, satte jeg mig nogle mål for 2009.

1. Halvmarathon på under 2 timer.
2. Et officielt løb på mindst 5 km på under 5 minutter pr. km.
3. Stjernetid i Marselisløbet - 1:02:00 for min aldersgruppe.
4. Gennemføre et maratonløb på en ordentlig måde.

I januar virkede det som ganske ambitiøse mål. Det gjorde det fortsat i februar, hvor jeg løb året første halvmaraton på 2.10. Det var Holstebro Bymarathon, som ganske vist foregik i sne og sjap, men ti minutter er altså en del at hakke af tiden.

Ikke desto mindre nåede jeg det første mål allerede i marts på Marathonruten i Randers. Med 1:59:38 sneg jeg mig lige præcis ind under de to timer – det var uden tvivl en psykologisk barriere, der blev brudt.
Hjernen sætter forhindringer op. Gerne forhindringer på meget synlige steder – i runde tal: 2 timer på halvmarathon, 5 minutter pr. kilometer osv.

I Randers lykkedes det at forvirre hjernen, fordi der ikke var kilometerangivelser på ruten. Turen foregik på en rundstrækning på 1/10 marathon, og jeg vidste altså kun for hver 4,2195 km, hvor hurtigt det gik.
Første omgang løb jeg på 5.41 pr. km, og først dér fik hjernen lov til at blive forskrækket over al den fart.

De 5 minutter pr. kilometer på kortere distancer har jeg bøvlet med længe, og jeg er overbevist om, at problemet sidder i hovedet snarere end i benene. Jeg forventer tilsyneladende af mig selv, at jeg ikke kan spæne hurtigere end 12 km i timen.
Hvis jeg opdager, at jeg løber hurtigere, tænker jeg straks, at jeg hellere på sætte farten ned for ikke at brænde ud. Det er sket mange gange nu.

Men i morgen skal det være slut! Der stiller jeg op i Egå Engsø Rundt og angriber de forbandede 5 minutter pr. km for første gang i år. Jeg kender ikke ruten, men den er vist rimeligt flad, og på en smuk forårsdag er der mange medløbere at konkurrere med.

Det vil være rigtig godt for selvtilliden at få udryddet endnu en mental blokering. Jo færre jeg slæber rundt på af dem, jo større er chance for, at jeg når det fjerde og vigtigste mål i år. Marathon foregår nemlig i høj grad oppe i hovedet, har jeg ladet mig fortælle.

Min løbebaggrund

Jeg er 41 år gammel.

For 25 år siden var jeg 16 og havde dyrket sport, siden jeg kunne gå. Jeg gik bl.a. til atletik i mange år. Som tiårig løb jeg for eksempel for første gang Marselisløbets 12 km på 70 min. Siden opdagede jeg musik, piger og fester og så mig aldrig tilbage.

For 13 år siden var jeg 27, tynd, bleg og ude af form. Ikke desto mindre kunne jeg med tre måneders let træning sammen med nogle venner et par gange om ugen gennemføre Marselisløbets 12 km på 56 min. Jeg var 186 cm og vejede 70 kg, så jeg kom nemt op ad bakkerne.

For otte år siden var jeg 33 og fik en diskusprolaps. I et års tid kunne jeg kun stå op eller ligge ned, og jeg kunne ikke binde mine egne snørebånd.

For fire år siden var jeg 37 og godt rygende. Min kampvægt var 80 kg. Jeg fik den idé at løbe Marselisløbet igen. Det tog mig 68 min.

En tur på hjerteafdelingen
Dagen efter løbet føltes det som om nogen havde plantet sin knytnæve i solar plexus på mig. Efter en uges tid sad hånden der stadigvæk, og jeg gik modvilligt til lægen, som til min store overraskelse indlagde mig på den akutte hjerteafdeling.
Et kvarter senere lå jeg i en seng og fik et drop i hånden. Min nabo på stuen hed Axel. Han var 82 og den næstyngste indlagte på afdelingen.

Jeg holdt op med at ryge på stedet og fejrede det med at tage 14 kg på og vejede nu 94 kg.

I det følgende år løb jeg meget ustabilt. Da det igen blev festuge i Århus løb jeg Marselisløbet i rekordlangsomme 72 min. Jeg kunne nu ikke engang løbe fra mig selv som tiårig.

Skadet
I 2007 droppede jeg som altid at løbe, da det blev vinter og koldt, men jeg holdt mere ved i den lyse tid og fik ambitioner om at gøre mere ved det.
Jeg meldte mig til min første halvmarathon, som jeg gennemførte (og så taler vi ikke mere om det), og kort efter løb jeg gode gamle Marselisløbet på 67 min.
Nu skulle der løbes, skulle der!

Men det eneste, jeg løb ind i var en skade i lysken og en fæl omgang svangsenebetændelse og ingen løb dén vinter.

Løbeskolen

I 2008 gav en venlig sjæl mig bogen Løbeskolen af Henrik Jørgensen. Jeg fulgte program 4 (hvis du kender bogen) og forbedrede mig 3 minutter til årets Marselisløb - 64 min. I de 16 uger, jeg fulgte Henriks program tabte jeg i øvrigt 8 kg.
Løbeskolen gav mig en bedre forståelse af, at det ikke gælder om at løbe hurtigt, når man træner, det gælder om at løbe rigtigt.
Ikke desto mindre løb jeg stadig ikke rigtigt. Min grundform var aldrig i orden.

Slow running

Derfor begyndte jeg i september 2009 at løbe langsomt. Jeg læste artiklen "Want speed? Slow down!" af Dr. Philip Maffetone, og den gav mening for mig. Jeg lovede mig selv at følge Maffetones principper i mindst tre måneder for at opbygge en grundform og for at se, om der skete forbedringer.

Det skal jeg love for, at der gjorde. Nu seks måneder senere har jeg løbet mindst tre gange hver uge og er på vej mod mit første marathon. Det bliver H.C. Andersen Marathon i Odense d. 20. september 2009.