Ny PR på halvmarathon - det kører!

13. marts brød jeg hele to magiske grænser for en mand, der kalder sig Captain Slow. Jeg kom under 5 min. pr. kilometer på halvmarathon, og jeg kom under 1:45:00.
Det skete ved Århusløbet, og min nye, fine rekord lyder på 1:44:37.

At den grænse er magisk for mig, kan du forsikre dig om ved at læse mit blogindlæg fra 2009, hvor jeg håber at komme under 5 min. pr. km. bare på 5 kilometer. Der er sket meget - selvom jeg var skadet og ikke løb det meste af 2010.

Faktisk kunne tiden have været bedre, hvis jeg ikke var gået direkte på næsen mellem 18 og 19 kilometer og tog af med knæ og hænder. Jeg aner ikke, hvad der skete, men pludselig kunne jeg i ren slow motion se mig selv styrte mod fortorvet på Stadion Allé. Bang, crash, av.
En venlig medløber standsede faktisk og spurgte, om jeg havde brug for hjælp - tak for det! - men med så kort til mål tænkte jeg kun på at komme op igen, og de første 500 meter efter styrtet fløj jeg af sted på ren adrenalin.
Derefter var der pludselig to små mænd med store hamre, der sad på hver sit knæ og bankede løs. Blodet flød (jo, jo, det var ikke for sjov), men jeg kunne se de magiske 1:45 i horisonten, så den fik fuld gas hjem.

Løbet foregår i omgange af 5 km, og så kan man ellers stå af, når man vil op til halvmarathon-distancen. 1900 har med stor snilde fundet en rute omkring stadion, der er flad som pandekage. Det kræver en sær lille afstikker ad Kongevejen, hvor man løber et par hundrede meter ned og vender 180 grader, men det er det værd for at undgå bjergtinder som Carl Nielsens vej (væddeløbsbakken) og Jyllands Allé.

Dagens hjertesuk skal dog igen gå ud til lige netop 1900, der har et problem med sine officials (det hedder ikke frivillige på de kanter). Ved de fleste andre løb er de frivillige til stede for at hjælpe og skabe en god stemning. Hos 1900 oplever man gang på gang, at de tilsyneladende er der for opretholde regler på lomme-mussolinisk manér. Hvad skal det til for?

Til Marselisløbet bliver vi spærret inde bag hegn, og jeg har tidligere her på bloggen nævnt en episode, hvor de ikke engang ville slippe en stakkels løber, der havde skidt i bukserne igennem hegnet og køen.
Til Århusløbet måtte man en time før start benytte stadion til f.eks. toiletbesøg, men en halv time før, stod der pludselig to frivillige med armene over kors og afviste tissetrængende og henviste dem til Marselisborghallen. Hvis du ikke er kendt i Århus, så betyder det, at man skal være pænt god til at spurte, hvis man skal nå et toiletbesøg og nå tilbage inden starten. Det kom tydeligvis bag på rigtig mange deltagere, der ikke kunne forstå, hvorfor man lægger starten op ad stadion og ikke kan bruge de mange toiletter lige indenfor. Og hvorfor man kunne for få minutter siden.
Jeg overvejede en time før løbet faktisk at efterlade min taske i stadion, men valgte at løbe ned til bilen med den i stedet. Heldigvis, ellers havde jeg aldrig fået den igen (1900 har aldrig bagageopbevaring, men man venter vel ingen udenbys løbere?).
Ude på ruten møder man få frivillige, der klapper (men ros til dem, der gør). Til gengæld møder man mange, der ikke har andet i munden end "hold til venstre", "træk ud til siden", "græsset må ikke betrædes". Det virker som om, de er instruerede i at dirigere rundt med folk og har fået at vide, at løbere er nogle græsnedtrampende bæster, der bare skal have at vide, hvor skabet skal stå, ellers får vi aldrig lov at arrangere et nyt løb og går dermed glip af chancen for at genere folk.
Hvad er det i 1900's kultur, der gør attituden så anderledes end andre arrangører?

Kan det virkelig være meningen, at klubben, hvor jeg brugte så mange år af min barndom, en erfaren og hæderkronet klub, burde tage på kursus hos Mejdal Motion i Holstebro for at lære lidt om at skabe en god oplevelse for deltagerne?

Helt karakteristisk er det, at da jeg kom i mål, hørte jeg speakeren hylde suppesponsoren, men suppe var der intet af. Igen: Hvordan kan det komme bag på en så erfaren arrangør som 1900, hvor meget suppe, der går til 800 mennesker?
Jeg kan godt leve uden suppe, men spar mig for annoncer for leverandøren op til løbet, og spar mig for reklamer fra speakeren, hvis jeg ikke engang bliver tilbudt en belønning i form af en kop suppe som tak for min opmærksomhed på sponsoren.

Men nu handler det jo hverken om suppe eller stemning. Det vigtigste er trods alt ruten, der er som skabt til PR. Jeg havde ikke planlagt det, det viste sig bare undervejs, at jeg uden synderlig anstrengelse kunne holde mig under 5 min. pr kilometer. Næste år er jeg bedre forberedt og ved, at hvis der skal brydes magiske grænser, så er det Århusløbet, uanset om det er på 5, 10, 15, 20 kilometer eller halvmarathon (men husk at tisse af først, og husk at klappe lidt af de frivillige undervejs - de har brug for lidt opmuntring).

 

Captain Slow tjekker en ekstra gang: Jo den er god nok: 1:44:37 er ny PR.

Holstebro Bymarathon for tredje gang

Årets første halvmarathon, og det første rigtige løb efter min skade var Holstebro Bymarathon. Det var tredje gang i træk, jeg løb i Holstebro, og jeg omtaler det fortsat som Danmarks bedste motionsløb. Jeg har simpelthen aldrig deltaget i andre løb, der er så godt organiserede og afvikles i en så god atmosfære.
Når man kommer til Holstebro, er der masser af P-pladser på samme parkeringsplads, som løbet starter. 50 meters gang til afhentning af løbsnummer, 100 meter til nærmeste omklædningsmulighed og bagageopbevaring i startområdet. Læg dertil god forplejning undervejs og efter løbet og lutter smilende, opmuntrende frivillige på en afvekslende rute, så kan det bare ikke gøres bedre.
I modsætning til de to seneste år var vejret smukt denne gang, og vi løb kun seks kilometer på sne. Ikke dårligt.

Ude på ruten havde jeg en god dag, hvor foden holdt hjem, hvilket var succeskriteriet.1:51:34 blev sluttiden, og det var jeg rigeligt tilfreds med. Faktisk min bedste Holstebro-tid, men altså også under de klart bedste vejrforhold.

Jeg løb med masser af overskud og havde en fornemmelse af at være klar til at sætte ny PR snart (og det gjorde jeg så)

Vi ses i Holstebro i 2012!

Captain Slow (i rødt) løber igennem Nørreport Centret

New Balance halvmaraton

Team Clavin stillede med fuldt hold (alle to mand) til New Balance Halvmarathon i Aalborg i søndags.
David havde ikke trænet stabilt op til løbet, og Captain Slow, tjah, jeg slås stadig med min iskias, der gør det svært for mig at sidde ned, men heldigvis ikke generer mig, når jeg løber.
Evt. negative forventninger på den konto blev dog gjort til skamme.

Det var gråt og til tiderne blæsende i Aalborg Ø. De 7 grader fik mig i sidste sekund til at tage en løbejakke på – foråret har ikke helt bidt sig fast endnu.

New Balance Halvmarathon er endnu et godt arrangeret løb, som man bliver så forvænt med efterhånden – tak for det! Mange glade frivillige, ingen kø ved nummerudleveringen på trods af 800 deltagere, værdiopbevaring, omklædning – det klapper bare.

Til gengæld må ruten være den mindst inspirerende, jeg nogen sinde har prøvet. Den afvikles på stier i et almennyttigt boligbyggeri, og der er ikke meget at kigge på undervejs. Her vanker hverken en natur- eller en byoplevelse. Men sådan er det nu engang, og stisystemet er som udgangspunkt løbevenligt.

Desværre oplevede jeg flere episoder undervejs med unge fyre, der tydeligvis mener, at 800 halvmarathonløbere skulle finde sig et andet sted at tilbringe en søndag eftermiddag.
I et tilfælde blev en kvindelig løber påkørt af to fyre på knallert. Heldigvis kom hun ikke noget til, men budskabet og hensigten var klar nok.
Synd, at det skal være sådan, men måske også et hint til løbsarrangører generelt: Tjek lige, om jeres løb overhovedet er velkomment, der hvor I afholder det.

Nå men videre til de positive sider ved en rigtig god løbedag.

Den første kilometer blev jeg revet med af stemningen og de mange løbere, og lagde helt klassisk for hårdt ud. Jeg skød efter en km-tid på 5:20, der ville udløse en PR, men jeg havde hurtigt mere fart på, og da tempoet passede mig fint, tænkte jeg ”skide være med det, så løber vi bare”.
Jeg passerede 10 km i godt 52 min og forventede at betale en pris for mit overmod senere, men det skete aldrig.
Faktisk følte jeg bedre og bedre løbende, jo længere tid der gik.

To gange passeres en lang og moderat sej bakke, og da vi nåede den anden gang, begyndte jeg at se mig om efter nogen stærkere løbere til at trække mig op.
Til min egen overraskelse var det dog mig, der trak fra feltet op ad bakken, og da ”nedkørslen” efter 17 km satte ind, havde jeg masser af overskud og satte farten i vejret.

Med to km hjem gik det op for mig, at jeg kunne nå under 1:50:00, hvilket inden løbet forekom helt ude i skoven, så dér blev det alvor for mig. Den sidste km fik den fuld gas, og jeg endte i et rent spurtopgør på atletikbanen, hvor løbet slutter.

1:49:12 sagde tiden, og dermed bombede jeg min fem måneder gamle PR tilbage med næsten fem minutter. Det er altså meget at hakke af tiden, og hvis jeg skal være ærlig, så var 1:50:00 en barriere, jeg aldrig troede jeg skulle nå.
For et år siden brød jeg 5:00-grænsen på 5 km, nu gælder det pludselig samme grænse på 21,1 km. Det må kaldes fremgang!

Til Holstebro Bymarathon kom David ind en halv time efter mig, så jeg regnede med at have god tid til at skifte tøj og nå tilbage til målstregen med kameraet for at forevige ham, men pludselig stod han i Thornhøjhallen med et slemt tilfredst smil. Han havde hakket 25 minutter af Holstebro-tiden og kom ind i 2:00:06.
Så kan man jo kun synge:

”Hvem mon der kommer dér
Det sku’ vel aldrig vær’
Dagens mand i skysovs?”
(ref. Casten og Gittes vennevilla)

Bagefter vankede der varm kakao og boller i hallen – rigtig god stil.

Vi ses til Odder Halvmarathon 1. maj.

Holstebro Bymarathon 2010

Så er sæsonen i gang. Desværre med en skade (iskias), og derfor er mit mål om fire marathonløb på et år allerede forduftet.
Jeg skulle have løbet den lange til Holstebro Bymarathon i søndags, men jeg tager ikke nogen chancer med skaden, så det blev kun til en rask halvmarathon.

Til gengæld blev løbet første gang, at Team Clavin stillede med fuldt hold: min løbemakker David og mig selv. For David var de 21,1 km det længste, han har løbet i over ti år, så det var en stor dag.
Ikke mindst, fordi hans træning op til løbet langt fra var optimal på grund af sygdom.

Tillykke med det!

Vejret i Holstebro var perfekt: -5 grader, tørvejr og solskin. Meget bedre end sidste år, hvor den stod på regn kombineret med et iset og smattet underlag.
Visse steder på ruten løber man på et smalt spor, hvor det er svært at passere hinanden, og hvor der konstant er "modkørende" trafik. Det må man tage med højt humør og erkende, at hverken ruten eller tidspunktet på året er skabt til personlige rekorder.

Holstebro Bymarathon er et fantastisk godt arrangeret løb. Der er styr på alt: omklædning, værdiopbevaring, depoter med LUNT vand og energidrik (hvordan gør de det?), søde frivillige, øjeblikkelig udlevering af diplom – you name it. Det gøres bare ikke bedre, og alt sammen i en afslappet og hyggelig atmosfære med start i indkøbscentret på gågaden, så man kan holde varmen, mens man venter på starten.

Jeg løb på 1.55.26, hvilket jeg er tilfreds med i betragtning af ruten og skaden. Det er i øvrigt en forbedring på næsten et kvarter siden sidste år og nok til en placering sådan cirka midt i feltet.

Jeg har nu tre måneder til at komme mig over skaden samtidig med, at jeg holder mig i gang, så jeg kan stille til Copenhagen Marathon. Men igen – jeg tager ingen chancer. Det vigtigste for mig er, at jeg kan komme ud at løbe i dagligdagen. Jeg vil ikke risikere at ligge brak i uge- eller månedsvis for at gennemføre et løb. Der kommer altid et løb igen.

Team Clavin stiller samlet til start næste gang i Aalborg til New Balance Halvmarathon d. 28. marts.


Captain Slow (nr. 214) på vej ned ad gågaden.

Dagens store øjeblik: David i mål efter sit længste løb i over ti år.

Status over 2009

Jeg er rigtig godt tilfreds med mit første år med vedholdende løbetræning. Jeg nåede mit store mål: at gennemføre et marathon, og undervejs forbedrede jeg mig på alle andre distancer, jeg løb.

Jeg løb 5 halvmarathon og satte 5 personlige rekorder på dem. Fra årets første på 2.13 til årets sidste på 1.54. 19 minutter hugget af tiden er ikke så dårligt endda, og jeg tror, rekorden står for fald, selvom jeg endnu ikke har planlagt nye halvmarathoner.

Jeg nåede hurtigt mit mål om at komme under 5 min. pr. km. på 5 km, og endte med også at gøre det på de 12 km i Marselisløbet. Det er jeg slemt tilfreds med.

Kroppen har holdt til den vedholdende træning. Jeg har i perioder haft svangsenebetændelse, men bekæmper det effektivt med is efter en løbetur og jævnlig udstrækning af svangsenen ved at rulle en tennisbold rundt under foden. Det hjælper faktisk.

Hvis jeg er det mindste øm et eller andet sted på kroppen efter en tur, smækker jeg øjeblikkeligt is på. Det er vist et vilkår at være paranoid over skader.

Min ryg (med den gamle diskusprolaps) driller ca. en gang om året i et par måneder af gangen. Det betød, at jeg måtte træne mindre og langsommere i de sidste uger op til HCA Marathon, men det vigtigste er dog, at jeg ikke behøvede at holde mig fra landevejen.

Jeg har desværre en tendens til at blive lidt for selvtilfreds ved at løbe. Jeg oplever mig selv som i god form, og derfor forsømmer jeg den rygtræning, der er nødvendig for alle, der har en ikke-opereret diskusprolaps.

Familiemæssigt går det ganske godt med at finde tid til træning i hverdagen. Nogle ture bliver løbet om aftenen, når den mindste sover, men som hovedregel sniger jeg turene ind som det første, jeg gør, når jeg kommer hjem fra arbejde.
En god fidus er at lave mad til to dage af gangen, så det bare er at varme en gryde, når man kommer hjem fra løbeturen. Så forstyrrer det ikke familielivet så meget.

De lange ture i weekenden foregår typisk om formiddagen, så jeg er hjemme til frokost med familien.

Det kræver støtte fra familien at følge et marathonprogram, så tak til hele banden for at lade farmand løbe!

Årets lektie: Vedholdenhed er alt.

Aalborgløbet - Løbekompagniets Halvmarathon

1. november løb jeg min første lange tur efter HCA. Det var Aalborgløbet, en halvmaraton på landevej med start ved KFUM-hallen i Aalborg.
1.200 deltagere havde tilmeldt sig, og 200 blev hjemme, da vejret ikke viste sig fra sin venligste side.
Vi slap for regn, men det var koldt og meget blæsende. Blæsten var tydelig på en rute i åbent landskab mellem marker.

Jeg har ikke trænet meget siden HCA og var spændt på, hvad der var i benene. Den første uge efter HCA holdt jeg pause. Den anden løb jeg et par mindre ture, og så blev jeg syg i et par uger, hvor løb var udelukket. Op til Aalborgløbet havde jeg derfor kun løbet stabilt i to uger.

Løbet begyndte fint, da der var medvind de første 11 km. Jeg havde valgt at følge en kilometertid på 5.20, og den holdt jeg uden problemer på udturen. Hjemturen begyndte med rutens eneste egentlige bakke, og så løb vi ellers ind i massiv mod- og sidevind hele vejen hjem.

Jeg forsøgte i bedste cykelrytterstil at finde læ bag i en gruppe, men løbere er bare ikke brede nok til at dække hinanden, og på grund af vinden blev grupperne hele tiden spredt.
Tempoet gik ned, og ved 17 km løb jeg på viljen.

På trods af de vanskelige forhold (jeg har prøvet værre og sender i den forbindelse en kærlig tanke til Holstebro Bymarathon, som i februar bød på både sne, regn, smat og is – den slags bygger karakteren op og giver modstandskraft, når vinden hyler i Aalborg) kom jeg hjem i 1:54:00, hvilket er personlig rekord (med 53 sekunder).
Et maratonløb er åbenbart godt for grundformen et godt stykke tid efter.

Med øje på resultatet var det et godt løb, og arrangørerne får point for at stå klar med varm suppe bagefter – det lunede.

Ruten skal roses for at være rimelig flad og medgørlig. Havde det været et sommerløb med bølgende kornmarker, havde den været charmerende, men i november er der ikke meget at kigge på omkring Aalborg.

Efter løbet fik jeg det skidt i et par timer – sådan lidt influenzaagtigt. Derfor bliver det årets sidste løb for mig. Nu gælder det grundform samt stille og rolig opbygning til Holstebro Bymarathon, hvor jeg har tænkt mig at løbe den fulde rute i 2010.

Der er 15 uger til – og jeg glæder mig allerede.

 

Captain Slow (som altid med solbriller) i front for anden startgruppe, mens der stadig var medvind.

Min løbebaggrund

Jeg er 41 år gammel.

For 25 år siden var jeg 16 og havde dyrket sport, siden jeg kunne gå. Jeg gik bl.a. til atletik i mange år. Som tiårig løb jeg for eksempel for første gang Marselisløbets 12 km på 70 min. Siden opdagede jeg musik, piger og fester og så mig aldrig tilbage.

For 13 år siden var jeg 27, tynd, bleg og ude af form. Ikke desto mindre kunne jeg med tre måneders let træning sammen med nogle venner et par gange om ugen gennemføre Marselisløbets 12 km på 56 min. Jeg var 186 cm og vejede 70 kg, så jeg kom nemt op ad bakkerne.

For otte år siden var jeg 33 og fik en diskusprolaps. I et års tid kunne jeg kun stå op eller ligge ned, og jeg kunne ikke binde mine egne snørebånd.

For fire år siden var jeg 37 og godt rygende. Min kampvægt var 80 kg. Jeg fik den idé at løbe Marselisløbet igen. Det tog mig 68 min.

En tur på hjerteafdelingen
Dagen efter løbet føltes det som om nogen havde plantet sin knytnæve i solar plexus på mig. Efter en uges tid sad hånden der stadigvæk, og jeg gik modvilligt til lægen, som til min store overraskelse indlagde mig på den akutte hjerteafdeling.
Et kvarter senere lå jeg i en seng og fik et drop i hånden. Min nabo på stuen hed Axel. Han var 82 og den næstyngste indlagte på afdelingen.

Jeg holdt op med at ryge på stedet og fejrede det med at tage 14 kg på og vejede nu 94 kg.

I det følgende år løb jeg meget ustabilt. Da det igen blev festuge i Århus løb jeg Marselisløbet i rekordlangsomme 72 min. Jeg kunne nu ikke engang løbe fra mig selv som tiårig.

Skadet
I 2007 droppede jeg som altid at løbe, da det blev vinter og koldt, men jeg holdt mere ved i den lyse tid og fik ambitioner om at gøre mere ved det.
Jeg meldte mig til min første halvmarathon, som jeg gennemførte (og så taler vi ikke mere om det), og kort efter løb jeg gode gamle Marselisløbet på 67 min.
Nu skulle der løbes, skulle der!

Men det eneste, jeg løb ind i var en skade i lysken og en fæl omgang svangsenebetændelse og ingen løb dén vinter.

Løbeskolen

I 2008 gav en venlig sjæl mig bogen Løbeskolen af Henrik Jørgensen. Jeg fulgte program 4 (hvis du kender bogen) og forbedrede mig 3 minutter til årets Marselisløb - 64 min. I de 16 uger, jeg fulgte Henriks program tabte jeg i øvrigt 8 kg.
Løbeskolen gav mig en bedre forståelse af, at det ikke gælder om at løbe hurtigt, når man træner, det gælder om at løbe rigtigt.
Ikke desto mindre løb jeg stadig ikke rigtigt. Min grundform var aldrig i orden.

Slow running

Derfor begyndte jeg i september 2009 at løbe langsomt. Jeg læste artiklen "Want speed? Slow down!" af Dr. Philip Maffetone, og den gav mening for mig. Jeg lovede mig selv at følge Maffetones principper i mindst tre måneder for at opbygge en grundform og for at se, om der skete forbedringer.

Det skal jeg love for, at der gjorde. Nu seks måneder senere har jeg løbet mindst tre gange hver uge og er på vej mod mit første marathon. Det bliver H.C. Andersen Marathon i Odense d. 20. september 2009.