Stadig skadet

Jeg har forsøgt at være optimist og ikke være et tudefjæs, men nu hvor min iskias har gjort nas i tre måneder, har jeg fået en fodskade oven i hatten, og nu er jeg officielt en pivert.

Min læge har forsøgt at behandle iskias med akupunktur. Det letter smerten samme dag, men morgenen efter er alt tilbage ved det gamle. Hun har nu henvist mig til en fysioterapeut, der er tilknyttet en reumatologisk klinik, som skulle være rigtig god til den her slags problemer. Jeg har tid i begyndelsen af maj og krydser fingre.

For at gøre det hele værre, har jeg fået ondt i forfoden, når jeg løber. Jeg har haft en lille smerte meget længe under løb, men det har ikke generet mig ud over på de lange ture (25+). Efter Egå Engsø gjorde det dog lige pludselig rigtig ondt, og nu er det så slemt, at jeg er nødt til at stoppe efter godt 7 kilometer.
På det tidspunkt brænder det nærmest under foden, og det føles som at løbe på et glasskår.
Nu skal man jo passe på med at diagnosticere sig selv, men det passer perfekt med symptomerne her: http://www.sportsinjurybulletin.com/archive/metatarsalgia.html.
Kuren lyder på mindre træning og mere is på foden, hvis man er heldig. Træthedsbrud, hvis man er uheldig. Mindre træning giver sig selv, når jeg ikke kan presse turene længere end 7k, men foreløbig har det ikke hjulpet.

Jeg kører derfor på ren vedligeholdelse i øjeblikket, mens jeg føler formen fise langsomt bort. Det er svært at være optimist, når der ingen forbedringer sker, selvom jeg har halveret min træningsmængde.

En pudsig ting ved at forsøge at stille sin egen diagnose ved at rode rundt på nettet er, at de artikler man støder på, tilsyneladende alle er produceret i et vidunderligt land med et sundhedssystem, der er væsentlig mere luksuriøst end det danske.
Artiklerne er altid fulde af forbehold såsom "det kan også være et træthedsbrud, så sørg for at konsultere en idrætslæge og få taget røngtenfotos".
Abehwa?
Jamen, jeg tror da lige, jeg ringer og bestiller tid til røngten på idrætsmedicinsk klinik så....

I Danmark har jeg oplevet to reaktioner på skader fra praktiserende læger. Den ene er at ordinere 6 ugers pause, uanset hvad skaden er.
Den anden er at spørge, hvad jeg selv tror, der er galt og derefter overlade det til mig selv, om jeg vil løbe videre på skaden. Det giver trods alt bedre mening. Som min læge siger: "dit løb øger jo blodgennemstrømningen og produktionen af endorfiner, hvilket er godt for skaden". Men det er stadig op til mig selv, hvad jeg gør, og jeg er jo ikke ekspert, tværtimod er jeg en tosse, der løber, indtil det gør så nas, at jeg ikke kan tage flere skridt.
Bliver man henvist til noget af lægen, er det til fys, og ikke til læger, der ved noget om sport. Sportsskader er bare ikke noget, praktiserende læger tager særligt alvorligt. Måske er der bare ikke så mange sportslæger at henvise til, at det giver mening, ligesom når man henviser til øjenlæger eller hudlæger.

Det er selvfølgelig frustrerende for skadesramte motionister, men måske fornuftigt nok i et større perspektiv. Sportsskader hører vel ret beset hjemme i bunden af hierarkiet af dårligdomme, samfundet bør betale for. Jeg kan jo trods alt passe mit arbejde, betale min skat og belaster ikke ikke systemet med sygedagpenge eller arbejdsløshed, og der er jo masser af mennesker, der har det værre end mig.

Når det så er sagt, så er iskias-smerterne næppe en følge af sport, men af min diskusprolaps, og det er en invaliderende lidelse i hverdagen med konstante smerter (hvilket er slemt nok for humøret) og dertil praktiske problemer. Jeg har f.eks. svært ved at sidde ned, jeg har svært ved at tage sokker på, jeg har svært ved at løfte min søn, og - nå ja, lad os bare få det frem, nu vi taler om at fungere i hverdagen - toiletbesøg er dagens værste smertehelvede, da det kræver, at man BÅDE sidder ned OG bøjer sig forover, hvilket er vanskeligt hver for sig, men næsten umuligt at kombinere.

Praktiserende lægers credo synes at være, at man bør handle, når det går ud over livskvaliteten. Jeg vil mene at kroniske smerter og manglende evne til at gøre ting, som adskillige mennesker i vores kulturkreds vægter højt, såsom at sidde på en stol (f.eks. til arbejdsrelaterede møder, hvor det virker underligt, at en mødedeltager står op og dermed melder sig ud af fællesskabet), går ud over livskvaliteten,men hvad ved jeg?.

Jeg tror, jeg vil reagere på mit aktuelle mismod med lidt retail therapy og købe et par nye løbesko.

Nye sko: Nike Skylon

Så har jeg tilbagelagt de første 65 km i mine Nike Zoom Skylon+ 11, og jeg kan roligt sige, at det har været de bedste 65 km i mit løberliv.
Skylon er en letvægts performance-sko skabt til konkurrenceløb. I mit tilfælde handler det dog ikke om konkurrence, men om at finde den ideelle sko til midtfodslanding.
Siden jeg skiftede løbestil til Chirunning sidste år og ikke længere lander på hælen, har de traditionelle sko med hælen proppet med støddæmpning været klodser om foden.

Jeg har brug for en flad sko, men stadig med noget støddæmpning, fordi overgangen til rendyrkede racing flats helt uden dæmpning er lige voldsom nok. Skylon er den perfekte overgangssko.

Skoen har en anelse støddæmpning, der løber langs hele skoen, ikke mindst i forfoden, hvor jeg sæter stor pris på den. Og så vejer skoen ellers ingenting. Den er 100 gram lettere (pr. sko) end mine gamle Kayanoer.

For en midtfodsløber er det en drøm at slippe for den tunge hæl. Det er simpelthen meget nemmere at løbe korrekt i en flad sko.
Jeg løber lettere og hurtigere og får ikke på samme måde ondt i forfoden som i mine øvrige sko. Skylon er ganske enkelt en åbenbaring, og jeg kan ikke sige nok godt om dem – og så er jeg ikke engang betalt af Nike (men sponsorater er velkomne).

Skoen sidder perfekt på mig lige fra æsken. Det er ellers sjældent, da mine fødder ikke er lige store. ”Normalt” hopper mine ene hæl op og ned i den ene sko, men ikke i Skylon, der holder begge fødder på plads – uden den megen fyld i hælkappen, som vi kender så godt fra de tunge topmodeller.

Skylon ser hurtig ud. Den ligner sin rolle i modelprogrammet. Den kommer i rappe farver (såsom højrød og skriggul – hvilket vist nok ikke er den officielle farvebetegnelse) – en tiltrængt forandringen fra de traditionelle hvide løbesko. Hvorfor er de fleste løbesko overhovedet hvide? Det er ikke bare kedeligt, det er også upraktisk, når man pisker hen over mudrede skovstier.

Der er savet vægt af skoen overalt, hvor der kan undværes noget. Hvis mesh-overdelen var et fiskenet, er Skylons skabt til at fange de helt store fisk, for alle de små ville svømme lige igennem det bredmaskede net. Skoen holder ikke ret meget vand ude på en regnvåd dag.

Der er ingen tingeltangel inde i skoen: intet tykt fór, ingen bløde puder rundt i kanten, men det behøves heller ikke på en sko, der sidder så godt. Den er en anelse smallere end Vomero/Equalon, til gengæld er den tydeligvis længere end den tilsvarende størrelse i Lunar-serien. Jeg har prøvet Lunar Elite og Lunar Race, og i begge sko skal jeg et halvt nummer op i forhold til Skylon.

Der er ingen støtte overhovedet i skoen, så den er komplet uegnet til hællandere, der pronerer. Den manglende støtte betyder, at jeg aktiverer nye muskler fra akillessene og ned, og det kræver tilvænning ikke at have foden fastlåst i et jerngreb.
Jeg øger derfor distancen i skoene langsomt. Foreløbig har jeg som det længste løbet 11 km i dem. Målet er at løbe en halvmarathon i dem inden for de næste to måneder. Jeg har lyst til at gøre det nu, men fornuften byder mig at vente.

Den manglende stabilitet i skoen har den store fordel, at jeg er nødt til at tænke over min løbestil hele tiden, hvilket er perfekt for mig. I stabilitetssko (eller støttende neutrale sko såsom mine Brooks Defyance) kan man falde af på teknikken, når trætheden indfinder sig – skoen tvinger foden til at lande på en bestemt måde. Skylon er et stort skridt tættere på at løbe barfodet, og det er nemmere at træde forkert, hvis man ikke har hjernen med.

Netop det gør det meget nemmere at løbe korrekt, og min ”chi” har fået det væsentlig bedre af mødet med Skylon. Det er også skønt at kunne mærke underlaget, når jeg løber, og ikke bare en blævrende pude af skumfidus.

Der er faktisk kun en dårlig ting at sige om Skylon, og det er, at Nike er holdt op med at producere dem – og der er ikke en afløser på vej. Modellen har desværre ikke været den store sællert, da den ligger tæt op ad den mere populære Zoom Elite – også i Bowerman-serien. Forskellen på de to modeller ligger i fleksibiliteten i sålen. Elite er mere stiv i forfoden end Skylon (endnu en ting, der gør Skylon ideel til Chi).
Zoom Elite fortsætter hos Nike som Lunar Elite, mens Skylon forsvinder ud af sortimentet. Typisk, når man endelig har fundet den perfekte sko.

Det bekymrer mig dog ikke lige nu, da jeg har sikret mig tre par Skylon i England. I danske Sportsmaster og Løberen koster den 1.000 kr. I England giver jeg 290 kr (35 pund) hos Lilywhites på Picadilly Circus (øverste etage er dedikeret til løb). Altså tre par for et pars pris i Danmark, og så er der oven i købet råd til en pint på en nærmeste pub.

Jeg bliver godt gammeldags harm over, at danske forbrugere i den grad bliver tørret i sportsbutikkerne, hvor vi efterhånden har vænnet os til, at løbesko koster minimum 1.000 (og de ikke er blege for at tage op til 1.600 for f.eks. et par Kayano, der koster mellem 600 og 700 kr. i England). Nogen sidder altså og skovler penge ind på løbesko i Danmark. Om det er producenten eller butikken (eller begge) ved jeg ikke, men jeg kan kun opfordre til at ”stemme med pengepungen”, indtil de danske butikker fatter, at vi har hørt om e-handel, og at deres konkurrenter ikke kun ligger længere nede af strøget, men i lige så høj grad ude i Europa. Hvad mon løbesko egentlig koster i Polen, Rumænien eller andre EU-lande, hvor man ligesom i England ikke skal fortolde sit internetkøb?

Men altså: Lander du midtfods på en hvilken som helst distance, eller er du hællander, der mangler en konkurrence-letvægter eller en træningssko til intervaller og tempo, så får Skylon mine varmeste anbefalinger med på vejen.
   

Ny PR på 5 km

I dag var det tid til mit andet Egå Engsø rundt. Sidste år var målet at bryde 5 min pr. km, og det gjorde jeg i fin stil med 23:45. I år var målet så at nå under 4:30 pr. km, og den gik sørme også.

22:01 lyder den nye, fine personlige rekord.

Og en placering som nr. 27 af 187. Det er altså stort for Captain Slow at ligge så godt til feltet. I halvmarathonfeltet er jeg vant til at ligge lunt midt i det hele, men mit talent for 5 km er åbenbart større – eller også er der bare flere gode halvmarathonløbere derude.

Mn kone undlod da heller ikke at gøre mig opmærksom på, at jeg både blev slået af en ældre dame (Gitte Karlshøj) og en pige på min datters alder, inden jeg blev for kæphøj.

Jeg holdt et stabilt tempo hele vejen, men så var der heller ikke for fem øre spurt tilbage i benene, og jeg blev kørt over i opløbet af den herre, der ellers havde åndet mig tungt i nakken de seneste 4.950 meter.

Egå Engsø Rundt afholdes af Århus fremad på en dejlig flad strækning rundt om (nå ja) Egå Engsø i Århus.
Vejret var køligt og blæsende, men det holdt tørt, og Captain Slow fik luftet shortsene for første gang i år.

En ny oplevelse for mig var chipsene, der kom med velcrolukning, lige til at snøre om foden – nemmere bliver det ikke.

Jeg har efterhånden bevæget mig langt væk fra årets oprindelige mål om kun at løbe maraton i år. Det skyldes naturligvis min vedvarende skade, og indtil den er væk, går jeg efter at sætte PR’er på kortere distancer. Jeg må snart finde mig en 10 km, for sådan en har jeg aldrig løbet før. Rekorden er altså sikret, hvis bare jeg gennemfører.

Captain Slow (helt i sort) bliver overspurtet på de sidste meter.

New Balance halvmaraton

Team Clavin stillede med fuldt hold (alle to mand) til New Balance Halvmarathon i Aalborg i søndags.
David havde ikke trænet stabilt op til løbet, og Captain Slow, tjah, jeg slås stadig med min iskias, der gør det svært for mig at sidde ned, men heldigvis ikke generer mig, når jeg løber.
Evt. negative forventninger på den konto blev dog gjort til skamme.

Det var gråt og til tiderne blæsende i Aalborg Ø. De 7 grader fik mig i sidste sekund til at tage en løbejakke på – foråret har ikke helt bidt sig fast endnu.

New Balance Halvmarathon er endnu et godt arrangeret løb, som man bliver så forvænt med efterhånden – tak for det! Mange glade frivillige, ingen kø ved nummerudleveringen på trods af 800 deltagere, værdiopbevaring, omklædning – det klapper bare.

Til gengæld må ruten være den mindst inspirerende, jeg nogen sinde har prøvet. Den afvikles på stier i et almennyttigt boligbyggeri, og der er ikke meget at kigge på undervejs. Her vanker hverken en natur- eller en byoplevelse. Men sådan er det nu engang, og stisystemet er som udgangspunkt løbevenligt.

Desværre oplevede jeg flere episoder undervejs med unge fyre, der tydeligvis mener, at 800 halvmarathonløbere skulle finde sig et andet sted at tilbringe en søndag eftermiddag.
I et tilfælde blev en kvindelig løber påkørt af to fyre på knallert. Heldigvis kom hun ikke noget til, men budskabet og hensigten var klar nok.
Synd, at det skal være sådan, men måske også et hint til løbsarrangører generelt: Tjek lige, om jeres løb overhovedet er velkomment, der hvor I afholder det.

Nå men videre til de positive sider ved en rigtig god løbedag.

Den første kilometer blev jeg revet med af stemningen og de mange løbere, og lagde helt klassisk for hårdt ud. Jeg skød efter en km-tid på 5:20, der ville udløse en PR, men jeg havde hurtigt mere fart på, og da tempoet passede mig fint, tænkte jeg ”skide være med det, så løber vi bare”.
Jeg passerede 10 km i godt 52 min og forventede at betale en pris for mit overmod senere, men det skete aldrig.
Faktisk følte jeg bedre og bedre løbende, jo længere tid der gik.

To gange passeres en lang og moderat sej bakke, og da vi nåede den anden gang, begyndte jeg at se mig om efter nogen stærkere løbere til at trække mig op.
Til min egen overraskelse var det dog mig, der trak fra feltet op ad bakken, og da ”nedkørslen” efter 17 km satte ind, havde jeg masser af overskud og satte farten i vejret.

Med to km hjem gik det op for mig, at jeg kunne nå under 1:50:00, hvilket inden løbet forekom helt ude i skoven, så dér blev det alvor for mig. Den sidste km fik den fuld gas, og jeg endte i et rent spurtopgør på atletikbanen, hvor løbet slutter.

1:49:12 sagde tiden, og dermed bombede jeg min fem måneder gamle PR tilbage med næsten fem minutter. Det er altså meget at hakke af tiden, og hvis jeg skal være ærlig, så var 1:50:00 en barriere, jeg aldrig troede jeg skulle nå.
For et år siden brød jeg 5:00-grænsen på 5 km, nu gælder det pludselig samme grænse på 21,1 km. Det må kaldes fremgang!

Til Holstebro Bymarathon kom David ind en halv time efter mig, så jeg regnede med at have god tid til at skifte tøj og nå tilbage til målstregen med kameraet for at forevige ham, men pludselig stod han i Thornhøjhallen med et slemt tilfredst smil. Han havde hakket 25 minutter af Holstebro-tiden og kom ind i 2:00:06.
Så kan man jo kun synge:

”Hvem mon der kommer dér
Det sku’ vel aldrig vær’
Dagens mand i skysovs?”
(ref. Casten og Gittes vennevilla)

Bagefter vankede der varm kakao og boller i hallen – rigtig god stil.

Vi ses til Odder Halvmarathon 1. maj.

Fødderne erklæret neutralt område

Sidste år skiftede jeg fra hæl- til midtfodslanding, og nu har jeg endelig været på løbebånd for at se, om jeg stadig løber i de rigtige sko.
Det gør jeg ikke. Jeg pronerer ikke længere, i stedet er mine fødder nu officielt neutralt område.
Spændende – det åbner en helt ny verden af sko.

Desværre ved løbebutikker ikke meget om, hvad de skal anbefale til midtfodslandere. Standardspørgsmålet fra sælgeren er altid: Hvor meget løber du? I mit tilfælde er det ca. 50 km om ugen, og så anbefaler de automatisk topmodellerne, fordi de har mest støddæmpning – I HÆLEN!

Problemet med det er naturligvis, at jeg som midtfodlander ikke har brug for en masse skumfidus i hælen. Jeg har brug for mere sko, der gør det nemt at lande midtfods, men jeg vil stadig gerne have noget støddæmpning, især forfods, da jeg kommer fra nogle tungt støddæmpede modeller og ikke føler mig klar til egentlig konkurrencesko uden støddæmpning.

Så hvad skal jeg nu vælge?

Inden jeg fik tænkt det spørgsmål helt igennem, købte jeg et par Brooks Defyance (se billedet). Det er en neutral sko, traditionelt opbygget med mest støddæmpning i hælen, men dog mindre af slagsen end topmodellerne. Så altså en god overgangssko til de mere flade modeller.

Defyance er en basal løbesko uden unødvendigt gejl. Den er ikke så luksuriøs som topmodellerne, og den medfølgende indersål føles som et stykke pap.
Til gengæld sidder den fantastisk! Det er nu ikke så mærkeligt, da Defyance er en neutral udgave af Brooks Adrenaline, der er vidt berømt for en pasform, som de fleste løbere er rigtig glade for.
Det er meget imponerende for en sko i det prisleje, der ikke er tungt polstret indvendigt som topmodellerne.

Til gengæld trækker det ned for Defyance, at den er ufleksibel. Forfoden er stiv, og det giver fornemmelsen af, at man klasker fladt mod jorden, når man løber.

Til prisen er Defyance ikke desto mindre et kup. Jeg gav 340 kr. for den i England, men så er det også model 2008. Den nye model (kom for et par måneder siden) fås for under 600 kr. i de engelske netbutikker.

Jeg har nu bestilt min første "flade" sko, og valget faldt på Nike Skylon+ 11. Det er en performancesko, der er let, men dog stadig har lidt støddæmpning. Den vender jeg tilbage til, når pakkeposten har været der.

Holstebro Bymarathon 2010

Så er sæsonen i gang. Desværre med en skade (iskias), og derfor er mit mål om fire marathonløb på et år allerede forduftet.
Jeg skulle have løbet den lange til Holstebro Bymarathon i søndags, men jeg tager ikke nogen chancer med skaden, så det blev kun til en rask halvmarathon.

Til gengæld blev løbet første gang, at Team Clavin stillede med fuldt hold: min løbemakker David og mig selv. For David var de 21,1 km det længste, han har løbet i over ti år, så det var en stor dag.
Ikke mindst, fordi hans træning op til løbet langt fra var optimal på grund af sygdom.

Tillykke med det!

Vejret i Holstebro var perfekt: -5 grader, tørvejr og solskin. Meget bedre end sidste år, hvor den stod på regn kombineret med et iset og smattet underlag.
Visse steder på ruten løber man på et smalt spor, hvor det er svært at passere hinanden, og hvor der konstant er "modkørende" trafik. Det må man tage med højt humør og erkende, at hverken ruten eller tidspunktet på året er skabt til personlige rekorder.

Holstebro Bymarathon er et fantastisk godt arrangeret løb. Der er styr på alt: omklædning, værdiopbevaring, depoter med LUNT vand og energidrik (hvordan gør de det?), søde frivillige, øjeblikkelig udlevering af diplom – you name it. Det gøres bare ikke bedre, og alt sammen i en afslappet og hyggelig atmosfære med start i indkøbscentret på gågaden, så man kan holde varmen, mens man venter på starten.

Jeg løb på 1.55.26, hvilket jeg er tilfreds med i betragtning af ruten og skaden. Det er i øvrigt en forbedring på næsten et kvarter siden sidste år og nok til en placering sådan cirka midt i feltet.

Jeg har nu tre måneder til at komme mig over skaden samtidig med, at jeg holder mig i gang, så jeg kan stille til Copenhagen Marathon. Men igen – jeg tager ingen chancer. Det vigtigste for mig er, at jeg kan komme ud at løbe i dagligdagen. Jeg vil ikke risikere at ligge brak i uge- eller månedsvis for at gennemføre et løb. Der kommer altid et løb igen.

Team Clavin stiller samlet til start næste gang i Aalborg til New Balance Halvmarathon d. 28. marts.


Captain Slow (nr. 214) på vej ned ad gågaden.

Dagens store øjeblik: David i mål efter sit længste løb i over ti år.

Mål for 2010

Målet for 2010 er enkelt: At gennemføre tre maratonløb inden 20. september. Så har jeg nemlig løbet fire stk. på et år.

Alt derudover er ren bonus.

Skulle jeg tilfældigvis komme til at sætte en personlig rekord på 5-kilometer eller halvmaraton, eller en tredje distance, er det bare fint, men det er ikke målet.

Tanken om at løbe flere marathonløb på et år opstod allerede før mit første møde med distancen. Under træningen til HCA tænkte jeg meget på, at var synd og skam ikke at vedligeholde min gode form.

Jeg besluttede derfor hurtigt, at årets første løb skulle være Holstebro Bymarathon i februar. Det giver god motivation til at holde den kørende i de kolde måneder, hvor det er så nemt at blive indendørs.

Det har virket, og jeg har ikke holdt pauser. Jeg har til gengæld løbet flere kilometer i easyrun-tempo end planlagt på grund af sne og is.
Det er sjovt nok første gang i mit liv, jeg er opmærksom på, hvor dårlige mange er til at rydde sne på deres fortove. Eller måske skyldes det bare, at jeg har nået en alder, hvor man skriver harmdirrende læserbreve om mangelfuld snerydning, fordi man ikke har bedre ting at gå op i?

Jeg har stadig familiens støtte til at løbe, men jeg skal ikke forvente et heppekor til næste marathon.
Min kone forstår sagtens, at jeg gerne ville løbe et marathon – så har jeg prøvet det. Men hun forstår mindre, at jeg vil løbe flere. Det må jeg selv ligge og rode med – og det gør jeg gerne.

Helt alene er jeg nu ikke. Min makker David, der desværre ikke blev klar til HCA, er ved at løbe sig i form og planlægger at løbe halvmarathon i Holstebro, når jeg løber den lange. Målet er at komme i marathonform, og forhåbentlig løber vi København sammen i maj.

Det er begyndt koldt i år, og det er svært at finde fast grund under fødderne i sneen og isen, men det er nu stadig en fornøjelse at komme ud på landevejene. Her er et par billeder fra en løbetur i januar:

Spændende marathon-dokumentar

Dokumentaren Marathon Challenge følger et eksperiment, hvor man forsøger at træne en gruppe aldeles utrænede mennesker op fra nul til Boston marathon på syv måneder og overvåger det hele medicinsk.
Undervejs følger man op og nedture, og dokumentaren går i dybden med ting som de mest almindelige skader (første deltager får et træthedsbrud efter bare seks uger) og personlig motivation (en deltager har sin egen virksomhed, er far til fem og midt i en skilsmisse).

Filmen beskriver fint, hvad der sker med kroppen, efterhånden som man træner den, og giver indblik i de (store) genetiske forskelle på folk.

Status over 2009

Jeg er rigtig godt tilfreds med mit første år med vedholdende løbetræning. Jeg nåede mit store mål: at gennemføre et marathon, og undervejs forbedrede jeg mig på alle andre distancer, jeg løb.

Jeg løb 5 halvmarathon og satte 5 personlige rekorder på dem. Fra årets første på 2.13 til årets sidste på 1.54. 19 minutter hugget af tiden er ikke så dårligt endda, og jeg tror, rekorden står for fald, selvom jeg endnu ikke har planlagt nye halvmarathoner.

Jeg nåede hurtigt mit mål om at komme under 5 min. pr. km. på 5 km, og endte med også at gøre det på de 12 km i Marselisløbet. Det er jeg slemt tilfreds med.

Kroppen har holdt til den vedholdende træning. Jeg har i perioder haft svangsenebetændelse, men bekæmper det effektivt med is efter en løbetur og jævnlig udstrækning af svangsenen ved at rulle en tennisbold rundt under foden. Det hjælper faktisk.

Hvis jeg er det mindste øm et eller andet sted på kroppen efter en tur, smækker jeg øjeblikkeligt is på. Det er vist et vilkår at være paranoid over skader.

Min ryg (med den gamle diskusprolaps) driller ca. en gang om året i et par måneder af gangen. Det betød, at jeg måtte træne mindre og langsommere i de sidste uger op til HCA Marathon, men det vigtigste er dog, at jeg ikke behøvede at holde mig fra landevejen.

Jeg har desværre en tendens til at blive lidt for selvtilfreds ved at løbe. Jeg oplever mig selv som i god form, og derfor forsømmer jeg den rygtræning, der er nødvendig for alle, der har en ikke-opereret diskusprolaps.

Familiemæssigt går det ganske godt med at finde tid til træning i hverdagen. Nogle ture bliver løbet om aftenen, når den mindste sover, men som hovedregel sniger jeg turene ind som det første, jeg gør, når jeg kommer hjem fra arbejde.
En god fidus er at lave mad til to dage af gangen, så det bare er at varme en gryde, når man kommer hjem fra løbeturen. Så forstyrrer det ikke familielivet så meget.

De lange ture i weekenden foregår typisk om formiddagen, så jeg er hjemme til frokost med familien.

Det kræver støtte fra familien at følge et marathonprogram, så tak til hele banden for at lade farmand løbe!

Årets lektie: Vedholdenhed er alt.

Aalborgløbet - Løbekompagniets Halvmarathon

1. november løb jeg min første lange tur efter HCA. Det var Aalborgløbet, en halvmaraton på landevej med start ved KFUM-hallen i Aalborg.
1.200 deltagere havde tilmeldt sig, og 200 blev hjemme, da vejret ikke viste sig fra sin venligste side.
Vi slap for regn, men det var koldt og meget blæsende. Blæsten var tydelig på en rute i åbent landskab mellem marker.

Jeg har ikke trænet meget siden HCA og var spændt på, hvad der var i benene. Den første uge efter HCA holdt jeg pause. Den anden løb jeg et par mindre ture, og så blev jeg syg i et par uger, hvor løb var udelukket. Op til Aalborgløbet havde jeg derfor kun løbet stabilt i to uger.

Løbet begyndte fint, da der var medvind de første 11 km. Jeg havde valgt at følge en kilometertid på 5.20, og den holdt jeg uden problemer på udturen. Hjemturen begyndte med rutens eneste egentlige bakke, og så løb vi ellers ind i massiv mod- og sidevind hele vejen hjem.

Jeg forsøgte i bedste cykelrytterstil at finde læ bag i en gruppe, men løbere er bare ikke brede nok til at dække hinanden, og på grund af vinden blev grupperne hele tiden spredt.
Tempoet gik ned, og ved 17 km løb jeg på viljen.

På trods af de vanskelige forhold (jeg har prøvet værre og sender i den forbindelse en kærlig tanke til Holstebro Bymarathon, som i februar bød på både sne, regn, smat og is – den slags bygger karakteren op og giver modstandskraft, når vinden hyler i Aalborg) kom jeg hjem i 1:54:00, hvilket er personlig rekord (med 53 sekunder).
Et maratonløb er åbenbart godt for grundformen et godt stykke tid efter.

Med øje på resultatet var det et godt løb, og arrangørerne får point for at stå klar med varm suppe bagefter – det lunede.

Ruten skal roses for at være rimelig flad og medgørlig. Havde det været et sommerløb med bølgende kornmarker, havde den været charmerende, men i november er der ikke meget at kigge på omkring Aalborg.

Efter løbet fik jeg det skidt i et par timer – sådan lidt influenzaagtigt. Derfor bliver det årets sidste løb for mig. Nu gælder det grundform samt stille og rolig opbygning til Holstebro Bymarathon, hvor jeg har tænkt mig at løbe den fulde rute i 2010.

Der er 15 uger til – og jeg glæder mig allerede.

 

Captain Slow (som altid med solbriller) i front for anden startgruppe, mens der stadig var medvind.

Marselisløbet 2009

Årets tredje mål kom i hus i dag, da jeg overraskede mig selv godt og og grundigt i Marselisløbet. Målet var en stjernetid, som for min aldersgruppe er 1:02 for de 12 kuperede kilometer. Det nåede jeg - og mere til, da  jeg løb hjem på 58:12.
Det er intet mindre end 6½ min hurtigere end sidste år!
Træningen i år virker simpelthen på alle distancer, og det føles fantastisk.

En byge kort før start fik mig ellers til at tvivle (enhver løbende brillebærer ved, at det ikke er sjovt at løbe, når det gælder, i regnvejr, og man ikke kan se ud af glassene), men himlen klarede op, og det holdt tørt hele vejen.
Jeg lagde hurtigt ud - sådan er det vist altid i løb med mange deltagere - man bliver revet med at stemningen og er i øvrigt nødt til at speede op for at slalome sig igennem menneskemængden. Jeg løb den første km. på 4:30 (havde sat mit tempo til 5:00 inden starten), og tænkte, at nu skulle jeg enten sætte farten ned eller bare holde tempoet og se, hvor langt det holder. Jeg valgte det sidste.

Første halvdel af løbet det hårdeste. Så snart man når ind i Marselisborgskovene begynder et væld af mindre bakker, der trækker energien ud af benene, indtil man når vendepunktet. Så går det for alvor opad de næste 1½ km. Herefter går det stejlt nedad, og man får ikke ordentligt gang i benene igen, fordi der er en reel fare for at ryge på næsen (skete for en fyr lige foran mig, som jeg ganske usolidarisk hoppede over. Jeg så mig dog tilbage, og han var på vej op igen).
Man holder igen og når ikke at få fordelen ved at løbe nedad endnu.

Ved 8 km. venter Horsevad-bakken, som en lang og sej og trækker de sidste tænder ud. Her eksploderer folk, og her finder man ud af, om man har lagt for hårdt ud.
Herefter endelig en kilometer på god gammeldags flad vej ad skovstier, før der skal løbes igennem på mere end en kilometers "nedkørsel" ad behagelig asfalt, hvor man bare kan give los.
Omkring 1,3 km fra målet, løber man ud ad skoven og kan se Tangkrogen hele vejen hjem. Igen skal der bare gives gas.

De sidste par hundrede meter foregår på græs med målet lige foran snuden, masser af tilskuere, høj stemning, og fuld gas.
27:42 tog de sidste 6 km - og det siger en del om, hvordan ruten er indrettet: opad ud, og nedad hjem i grove træk.

Det er femte gang i træk, jeg deltager i Marselisløbet, men første gang af de fem, hvor jeg har trænet seriøst (godt nok til en anden distance, men alligevel). Forskellen er utrolig. Det er ikke mere end fire år siden, at jeg kæmpede mig igennem ruten et kvarter langsommere og følte, at mine ben kunne eksplodere hvert øjeblik. I dag var der fuld kontrol hele vejen.

Marselisløbet er den absolutte århusianske klassiker, og der er altid en god stemning. Eneste hjertesuk er, at jeg år efter år ikke fatter, hvorfor arrangørerne skal indhegne området, så man skal være spejder med det store kompasmærke for at finde ud af målområdet - og når man endelig finder en udgang, ender man i en endeløs kø af alle de andre stakler, der stimler sammen om denne paradisport.
Er det paranoia over, at nogen kunne luske sig til at deltage uden startnummer? Hvor mange kunne det mon være - og ville sådanne formastelige ikke bare starte 200 meter efter starten på offentlig vej?
Eller er det en formynderisk frygt for, at folk ikke kan finde ud af aflevere deres chip, hvis ikke man genner tusindvis af løbere som kvæg gennem en udgang på 3 meters bredde?
I så tilfælde kan jeg berolige løbsledelsen med, at det er mit indtryk, at løberne fint kan finde ud af at aflevere deres chips i de mange løb, der ikke er indrettet som en fangelejr.
Fangelejr er faktisk ikke et helt misvisende ord. Da jeg deltog med mit arbejde for et par år siden oplevede en af mine kolleger, der var med som tilskuer, at en kvindelig deltager blev nægtet at komme ud af målområdet uden om hegnet, selvom hun havde skidt i bukserne. Det er så her, løbsledelsen lige skal minde sig selv om deres opgave, som gerne skulle være at servicere de mange betalende deltagere bedst muligt.

Men altså, selv det elendige hegn kan ikke ødelægge oplevelsen af et festligt løb på en hård, smuk og afvekslende rute. Og det kan slet ikke ødelægge min selvtillid lige nu!

Mentale blokeringer

Da året gik i gang, satte jeg mig nogle mål for 2009.

1. Halvmarathon på under 2 timer.
2. Et officielt løb på mindst 5 km på under 5 minutter pr. km.
3. Stjernetid i Marselisløbet - 1:02:00 for min aldersgruppe.
4. Gennemføre et maratonløb på en ordentlig måde.

I januar virkede det som ganske ambitiøse mål. Det gjorde det fortsat i februar, hvor jeg løb året første halvmaraton på 2.10. Det var Holstebro Bymarathon, som ganske vist foregik i sne og sjap, men ti minutter er altså en del at hakke af tiden.

Ikke desto mindre nåede jeg det første mål allerede i marts på Marathonruten i Randers. Med 1:59:38 sneg jeg mig lige præcis ind under de to timer – det var uden tvivl en psykologisk barriere, der blev brudt.
Hjernen sætter forhindringer op. Gerne forhindringer på meget synlige steder – i runde tal: 2 timer på halvmarathon, 5 minutter pr. kilometer osv.

I Randers lykkedes det at forvirre hjernen, fordi der ikke var kilometerangivelser på ruten. Turen foregik på en rundstrækning på 1/10 marathon, og jeg vidste altså kun for hver 4,2195 km, hvor hurtigt det gik.
Første omgang løb jeg på 5.41 pr. km, og først dér fik hjernen lov til at blive forskrækket over al den fart.

De 5 minutter pr. kilometer på kortere distancer har jeg bøvlet med længe, og jeg er overbevist om, at problemet sidder i hovedet snarere end i benene. Jeg forventer tilsyneladende af mig selv, at jeg ikke kan spæne hurtigere end 12 km i timen.
Hvis jeg opdager, at jeg løber hurtigere, tænker jeg straks, at jeg hellere på sætte farten ned for ikke at brænde ud. Det er sket mange gange nu.

Men i morgen skal det være slut! Der stiller jeg op i Egå Engsø Rundt og angriber de forbandede 5 minutter pr. km for første gang i år. Jeg kender ikke ruten, men den er vist rimeligt flad, og på en smuk forårsdag er der mange medløbere at konkurrere med.

Det vil være rigtig godt for selvtilliden at få udryddet endnu en mental blokering. Jo færre jeg slæber rundt på af dem, jo større er chance for, at jeg når det fjerde og vigtigste mål i år. Marathon foregår nemlig i høj grad oppe i hovedet, har jeg ladet mig fortælle.