Viser opslag med etiketten H.C. Andersen Marathon. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten H.C. Andersen Marathon. Vis alle opslag

tirsdag den 19. januar 2010

Status over 2009





Jeg er rigtig godt tilfreds med mit første år med vedholdende løbetræning. Jeg nåede mit store mål: at gennemføre et marathon, og undervejs forbedrede jeg mig på alle andre distancer, jeg løb.

Jeg løb 5 halvmarathon og satte 5 personlige rekorder på dem. Fra årets første på 2.13 til årets sidste på 1.54. 19 minutter hugget af tiden er ikke så dårligt endda, og jeg tror, rekorden står for fald, selvom jeg endnu ikke har planlagt nye halvmarathoner.

Jeg nåede hurtigt mit mål om at komme under 5 min. pr. km. på 5 km, og endte med også at gøre det på de 12 km i Marselisløbet. Det er jeg slemt tilfreds med.

Kroppen har holdt til den vedholdende træning. Jeg har i perioder haft svangsenebetændelse, men bekæmper det effektivt med is efter en løbetur og jævnlig udstrækning af svangsenen ved at rulle en tennisbold rundt under foden. Det hjælper faktisk.

Hvis jeg er det mindste øm et eller andet sted på kroppen efter en tur, smækker jeg øjeblikkeligt is på. Det er vist et vilkår at være paranoid over skader.

Min ryg (med den gamle diskusprolaps) driller ca. en gang om året i et par måneder af gangen. Det betød, at jeg måtte træne mindre og langsommere i de sidste uger op til HCA Marathon, men det vigtigste er dog, at jeg ikke behøvede at holde mig fra landevejen.

Jeg har desværre en tendens til at blive lidt for selvtilfreds ved at løbe. Jeg oplever mig selv som i god form, og derfor forsømmer jeg den rygtræning, der er nødvendig for alle, der har en ikke-opereret diskusprolaps.

Familiemæssigt går det ganske godt med at finde tid til træning i hverdagen. Nogle ture bliver løbet om aftenen, når den mindste sover, men som hovedregel sniger jeg turene ind som det første, jeg gør, når jeg kommer hjem fra arbejde.
En god fidus er at lave mad til to dage af gangen, så det bare er at varme en gryde, når man kommer hjem fra løbeturen. Så forstyrrer det ikke familielivet så meget.

De lange ture i weekenden foregår typisk om formiddagen, så jeg er hjemme til frokost med familien.

Det kræver støtte fra familien at følge et marathonprogram, så tak til hele banden for at lade farmand løbe!

Årets lektie: Vedholdenhed er alt.


onsdag den 23. september 2009

H.C. Andersen Marathon 2009

Så blev det endelige 20. september og HCA Marathon. Kulminationen på årets træning og forberedelser.

På forhånd bekymrede jeg mig for, at mine fysisk svageste sider ville stikke snuden frem, især, min ryg og min hofte. Jeg bekymrede mig også om ting som vabler og gnavsår – og om jeg skulle tisse eller det, der er værre, undervejs.
Heldigvis blev alle disse bekymringer gjort til skamme.

Det var en usædvanlig flot efterårsdag med 23 grader og sol. Det skal man jo være et skarn, hvis man klager over, så det gør jeg ikke, selvom varmen skulle blive skæbnesvanger for min præstation.

Jeg lagde mig langt tilbage i feltet for at tvinge mig selv til at lægge langsomt ud. Benene føltes gode fra starten, og jeg fandt hurtigt en rytme tæt på de 6 min. pr. km., som var det tempo, jeg havde sat. Jeg forestillede mig at trille hjem på 4:15:00.
Tempoet var valgt ud fra mit langsomme træningstempo på de lange ture, hvor jeg ligger på omkring 5:50. I det tempo har jeg uden problemer løbet 30 km tre gange, så 6:00 var konservativt og roligt.

Tidligt i løbet kom jeg til at ligge ved siden af Ruben fra Sparta (lyder som en græsk helt, men han skulle vise sig at være menneskelig senere i løbet), og vi fik dannet en "6 minutter pr. kilometer-grupetto". Vi fik følgeskab af en tredje herre (fik desværre ikke fat i navnet), og de næste timer holdt vi sammen som ærtehalm.
I begyndelsen fulgtes vi nogle kilometer med en herre forklædt som skorstensfejer, som dog hoppede fra for at skifte til svinedreng efter ti kilometer. Han havde medbragt adskillige HCA-kostumer, som han havde haft på de ti år, løbet har været afholdt. I år skulle de alle luftes. Han lød dog til at fortryde den stige, der gnavede ondt i skulderen på skorstensfejerkostumet. Festligt indslag – og det gav ekstra moral at have en i gruppen, som alle på ruten heppede på.

Humøret var højt, snakken gik, vi fløj af sted, og jeg begyndte i mit overmod at tænke, at det her marathon-halløj da vist ikke er så hårdt, som de siger.

Lige efter 15 km drejede vi ind over en bro til en idyllisk park, og der stod mine supportere: Camilla og Pelle, David, Stine, Bjarke og Malthe. Stemningen var høj, der blev råbt og flaget, og jeg fik et skud energi til at løbe lidt foran gruppettoen og nåede at kysse både Pelle og Camilla på vejen.
Tak for opbakningen, alle sammen – det giver et kæmpe kick og betyder mere, end man kan nå at vinke på få sekunder!

Videre gik det, fortsat uden problemer, og vi nærmede os stadion. Tæt ved vendepunktet spottede jeg Tor Rønnow, hvis blog og løbs-fotoberetninger, jeg er stor fan af.
Manden har på få år rundet de 150 marathonløb, og som noget unikt fotodokumenterer han hvert eneste af dem.
Disse beretninger har været en stor inspiration for mig, mens jeg har trænet mig frem til mit første marathon.
Naturligvis er selv Tors grundige billedreportager ikke helt som at være der selv, men det er tæt på, og jeg vil især rose ham for at hans beretninger altid er positive.
Det er nemt at finde løbeblogs, der handler om lidelse og dårligt arrangerede løb. Tor har uden tvivl haft mere ondt i kroppen og deltaget i flere elendigt arrangerede løb, end vi andre opnår i en livstid, men han fokuserer altid på det gode ved oplevelsen og er derfor en ambassadør for løb i almindelighed og marathon i særdeleshed.
Faren ved at tilbringe for meget tid på hans blog op til sin marathon-debut er til gengæld, at man midt i Tors glæde ved at løbe kan få den fejlagtige opfattelse, at det er nemt at løbe marathon (efter marathon, efter marathon).
Det skal man passe på med!

Efter en lille sludder med mit marathon-idol, løb jeg kækt fra ham og fik et særdeles godt råd med på vejen: "Lad være med at tænke på tiden".
Jeg er nu selv endt i Tors fotoreportage fra HCA 2009 (tjek selv hans beretning).

Ved 20 km var tempoet 6:04 pr. km. En anelse lavere end planlagt, men alt i alt godt og med håb om at øge resten af vejen, hvilket jeg også gjorde David opmærksom på, da han havde taget opstilling på 22 km. Jeg havde ikke forventet supportere dér, så jeg nåede bare at råbe "det går fint" i forbifarten.

Videre gik det mod havnen, hvor jeg løb ind i min første lille krise. Ruben havde allerede haft lidt bøvl med maven, men mit problem var med tørst. Ved ca. 26 km var jeg rigtig tørstig, selvom jeg konsekvent havde hældt en kop vand og en kop energidrik ned hver femte km. Plus et glas vand ved vandposterne midt i mellem de egentlige depoter.
Væskemangel havde jeg slet ikke overvejet kunne blive et problem, så jeg blev slået en anelse ud af kurs.
Jeg holdt mig bagerst i gruppen og koncentrerede mig om at hænge på, indtil næste vandpost, hvor jeg skyllede tre glas ned. I løbet af en km var jeg klar igen og lagde mig igen i front – krisen overstået (troede jeg).

Ved 30 km begyndte Ruben at hænge, mens det anden herre konsekvent lå i front, og i løbet af et par km havde jeg tabt dem begge af syne – hver sin vej, gruppettoen var sprængt.
Jeg selv fik en optur fra 30-34, hvor det flød godt for mig, og jeg nød det nye, ukendte territorium.
Jeg havde på det tidspunkt tabt enhver tidsfornemmelse og fulgte ikke længere med i mine km-tider.
Mit pulsur spassede ud og påstod, at min puls var 299, hvilket lød urealistisk på trods af anstrengelserne, så jeg holdt helt op med at kigge på håndleddene.

Kort før 35 km var jeg klar over, at jeg var i krise, og at det var alvor denne gang. Jeg nåede lige at tænke, at det næppe var godt, at jeg var så tørstig, da jeg igen krydsede broen til parken, hvor supporterne var, og for en stund forsvandt enhver tanke om krise. Mand, et godt tidspunkt at møde sit personlige heppekor!

Desværre varer hep ikke evigt, og kort efter var jeg klar over, at det var helt galt.

Jeg var sukkerkold – og det gør nas, men det havde jeg regnet med. Desværre var jeg også væskekold – og det var straks værre.
Mit mund føltes som sandpapir, og jeg tænkte kun på vand. Enhver fornuft var væk, jeg glemte alt om ruten, som jeg jo allerede havde løbet en gang, og kunne ikke huske, hvor det næste depot var. Derfor handlede alt om, at det da måtte være lige om næste hjørne – bare lige rundt om næste hjørne.
Enhver tanke om at nå i mål på en bestemt tid var væk. Det handlede kun om vand. Jeg var klar til at tigge om vand på det tidspunkt. Det ved jeg, for jeg begyndte at se mig om efter folk på gaden, der måske gik rundt med en flaske vand, og jeg nåede tænkte, at jeg ville bede den næste løber, jeg så med flaskebælte, om en slurk.

Kraften forlod min krop, jeg overvejede at gå, men tænkte, at det jo bare ville gøre tiden til næste depot længere, så jeg blev ved med at løbe, selvom det næppe har lignet løb for forbipasserende.

Ved 37 eller deromkring var der endelig vand, og jeg følte mig som en ørkenvandrer fra en tegneserie, der kravler sig hen mod et fatamorgana. Jeg standsede og drik fire glas vand og skubbede langsomt mig selv i gang igen.
Mens jeg hældte vand indenbords blev jeg i øvrigt passeret af Tor, der sluttede en halv minut før mig – men han havde så også lige løbet marathon i Sverige dagen før.

En km længere fremme var jeg tilbage i ørkenen igen. Fuldstændig tørret ud. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville komme i mål – det blev måske ikke kønt, men jeg skulle nok nå i mål.
Til gengæld var enhver stolthed og håb om at skære bare et sekund i sluttiden væk.
Ved 40 km lå det sidste depot, hvor de kære frivillige hældte kildevand fra 75 cl-flasker over i glas. Jeg kunne ikke overse 2 km mere uden en reserve af vand, så jeg drak to glas vand og lokkede en frivillig til at give mig en hel flaske, som jeg knugede mig til hele vejen hjem.

Ved 41 km skulle jeg lige til at have ondt af mig selv, så jeg en løber, der stod med samaritter lige under 41 km-skiltet og ventede på den ambulance, der skulle køre ham væk.
Øv, hvor et dårligt tidspunkt for ham, men det fik mig til at indse, at jeg skulle være tilfreds med at komme i mål i hel tilstand på mit første marathon – det var jo det egentlige mål. Alt det med tiden var jo bare sludder og vrøvl fra en løber, der aldrig har løbet så langt før. Nu vidste jeg bedre, og målet var lige om hjørnet.

Den sidste km begyndte det at regne, hvilket var en befrielse for en tørstig sjæl som mig – bare ud med tungen, så gik det straks bedre. Jeg drejede ind på stadion og tænkte: op med hovedet, folk kigger!

50 meter før mål stod supporterne og vinkede, og igen det gav vinger til at flyve i mål. Jeg udså mig målbevidst en frivillig, der stod klar med medalje, og sagde tak for et godt løb til hende.
Derefter vaklede jeg ud i området med velsignet vand (drak en liter på stedet, og en liter mere i løbet af de næste ti minutter) og andet guf.

4:35:15 lød sluttiden, hvilket betyder, at jeg på løbets anden halvdel har løbet min suverænt dårligste halvmarathon nogensinde. De sidste 6 km er gået så langsomt, at jeg næsten har gået dem, selvom jeg faktisk holdt mig i løb en særegen form for slowmotion.

Men skidt med tiden. Første marathon er i hus, og jeg har mange erfaringer med til det næste. Nu ved jeg, hvad et maratonløb er for noget. Det er ikke "bare" to halvmaraton. Det er ikke "bare" 30 km plus lidt mere. Det er langt, men det er muligt, og det er muligt at gøre igen. Jeg glæder mig allerede – skørt ikke?

søndag den 13. september 2009

En uge tilbage

Så er der en uge til det går løs i Odense.
Jeg har voldtrænet ryggen og er på 70-80% vil jeg mene. Det er godt nok til, at jeg stiller op. Til gengæld har hele familien været syg på skift i den seneste tid, og jeg har selv været forkølet i sidste uge. Jeg er dog optimist, da det tilsyneladende er lettet lidt i dag.

Nedtrapning er svært! Efter så mange måneder med en stabil, høj træningsmængde, føles det, som om jeg er gået helt i stå nu, hvor jeg ikke må løbe særlig langt. Jeg føler, at min form rasler ned, men håber på at gevinsten kommer, når starten går i Odense - og benene forhåbentlig føles friske.

Jeg har lagt mig fast på et tempo på 6 min. pr. km. Det er lavere end mit træningstempo på de lange ture, men det er i overensstemmelse med mit mål: at gennemføre på en ordentlig måde. Turen skal nydes, jeg skal lære at forstå, hvordan min krop reagerer på de mange kilometer - så kan jeg altid begynde at jagte rekorder næste gang. Tempoet vil holde min puls i en rolig zone de første mange kilometer, hvilket giver tryghed og tro på, at det nok skal gå (satser jeg på).

Min løbemakker David blev ikke klar til Odense.
Planen om at løbe marathon sammen er dog langt fra skrinlagt - vi skal bare lige have ham i form igen efter en del ufrivillige forhindringer. David (som bor i Kbh) truer med at dukke op på søndag på cykel og støtte mig undervejs - det er sgu stort af ham!

Foreløbig status med syv dage igen: Jeg stiller op!

fredag den 28. august 2009

Tre uger til H.C. Andersen Marathon


I de 16 uger op til H.C. Andersen Marathon har jeg fulgt et program, hvor jeg kun løber tre gange om ugen. Med fire gange når jeg ikke at være ordentligt frisk til næste tur, og det går ud over kvaliteten af hver træning.
Desuden har jeg på denne måde (7-9-13) undgået de skavanker, jeg ellers har bøvlet med ved fire ture om ugen. Lidt men godt synes at virke for mig.

Jeg er især blevet glad for de lange ture i weekenden. Jeg glæder mig til dem, elsker at eksperimentere med at spise og drikke undervejs for at teste, hvad maven kan klare, og jeg er vild med den træt, man får i kroppen bagefter. Det er en god træthed, og i de weekender, hvor jeg ifølge programmet ikke skal løbe så langt, føler jeg en urolig energi i kroppen.
De lange ture er fast del af min løbetræning fremover!

Tre gange har jeg været oppe på 30 km, og det er gået godt. Men jeg synes fortsat, at der er langt hjem til en fuld marathon.
På de lange ture kan jeg mærke min springhofte (den har ellers aldrig generet mig før), jeg kan mærke mit ene knæ, og så kan jeg mærke mine fodsåler, der bliver noget ømme af de mange nedslag. Men det ville da være sært, hvis ikke man kunne mærke sin krop en anelse efter tre timers løb.

Jeg har i tide lært, at min mave ikke gider energi-gels. Den kramper sig næsten øjeblikeligt sammen.
Min marathonmad på dagen bliver i stedet vingummibamser. De smager væsentligt bedre end gel, og så er de oven i købet nemmere at have med på turen. Det er bare at fylde lommerne.
Bananer fungerer også fint, så jeg skal nok komme igennem uden at ramle ind i muren.

Jeg er lige nu nået til afslutningen af de hårdeste uger i programmet, og det kan jeg godt mærke. Kroppen føles lidt mere slidt end normalt. Men nu begynder nedtrapningen snart, og jeg håber energien vender tilbage.





mandag den 6. april 2009

Min løbebaggrund

Jeg er 41 år gammel.

For 25 år siden var jeg 16 og havde dyrket sport, siden jeg kunne gå. Jeg gik bl.a. til atletik i mange år. Som tiårig løb jeg for eksempel for første gang Marselisløbets 12 km på 70 min. Siden opdagede jeg musik, piger og fester og så mig aldrig tilbage.


For 13 år siden var jeg 27, tynd, bleg og ude af form. Ikke desto mindre kunne jeg med tre måneders let træning sammen med nogle venner et par gange om ugen gennemføre Marselisløbets 12 km på 56 min. Jeg var 186 cm og vejede 70 kg, så jeg kom nemt op ad bakkerne.

For otte år siden var jeg 33 og fik en diskusprolaps. I et års tid kunne jeg kun stå op eller ligge ned, og jeg kunne ikke binde mine egne snørebånd.

For fire år siden var jeg 37 og godt rygende. Min kampvægt var 80 kg. Jeg fik den idé at løbe Marselisløbet igen. Det tog mig 68 min.

En tur på hjerteafdelingen

Dagen efter løbet føltes det som om nogen havde plantet sin knytnæve i solar plexus på mig. Efter en uges tid sad hånden der stadigvæk, og jeg gik modvilligt til lægen, som til min store overraskelse indlagde mig på den akutte hjerteafdeling.

Et kvarter senere lå jeg i en seng og fik et drop i hånden. Min nabo på stuen hed Axel. Han var 82 og den næstyngste indlagte på afdelingen.

Jeg holdt op med at ryge på stedet og fejrede det med at tage 14 kg på og vejede nu 94 kg.

I det følgende år løb jeg meget ustabilt. Da det igen blev festuge i Århus løb jeg Marselisløbet i rekordlangsomme 72 min. Jeg kunne nu ikke engang løbe fra mig selv som tiårig.


Skadet
I 2007 droppede jeg som altid at løbe, da det blev vinter og koldt, men jeg holdt mere ved i den lyse tid og fik ambitioner om at gøre mere ved det.
Jeg meldte mig til min første halvmarathon, som jeg gennemførte (og så taler vi ikke mere om det), og kort efter løb jeg gode gamle Marselisløbet på 67 min.

Nu skulle der løbes, skulle der!

Men det eneste, jeg løb ind i var en skade i lysken og en fæl omgang svangsenebetændelse og ingen løb dén vinter.


Løbeskolen

I 2008 gav en venlig sjæl mig bogen Løbeskolen af Henrik Jørgensen. Jeg fulgte program 4 (hvis du kender bogen) og forbedrede mig 3 minutter til årets Marselisløb - 64 min. I de 16 uger, jeg fulgte Henriks program tabte jeg i øvrigt 8 kg.
Løbeskolen gav mig en bedre forståelse af, at det ikke gælder om at løbe hurtigt, når man træner, det gælder om at løbe rigtigt.
Ikke desto mindre løb jeg stadig ikke rigtigt. Min grundform var aldrig i orden.


Slow running

Derfor begyndte jeg i september 2009 at løbe langsomt. Jeg læste artiklen "Want speed? Slow down!" af Dr. Philip Maffetone, og den gav mening for mig. Jeg lovede mig selv at følge Maffetones principper i mindst tre måneder for at opbygge en grundform og for at se, om der skete forbedringer.

Det skal jeg love for, at der gjorde. Nu seks måneder senere har jeg løbet mindst tre gange hver uge og er på vej mod mit første marathon. Det bliver H.C. Andersen Marathon i Odense d. 20. september 2009.