onsdag den 23. september 2009

H.C. Andersen Marathon 2009

Så blev det endelige 20. september og HCA Marathon. Kulminationen på årets træning og forberedelser.

På forhånd bekymrede jeg mig for, at mine fysisk svageste sider ville stikke snuden frem, især, min ryg og min hofte. Jeg bekymrede mig også om ting som vabler og gnavsår – og om jeg skulle tisse eller det, der er værre, undervejs.
Heldigvis blev alle disse bekymringer gjort til skamme.

Det var en usædvanlig flot efterårsdag med 23 grader og sol. Det skal man jo være et skarn, hvis man klager over, så det gør jeg ikke, selvom varmen skulle blive skæbnesvanger for min præstation.

Jeg lagde mig langt tilbage i feltet for at tvinge mig selv til at lægge langsomt ud. Benene føltes gode fra starten, og jeg fandt hurtigt en rytme tæt på de 6 min. pr. km., som var det tempo, jeg havde sat. Jeg forestillede mig at trille hjem på 4:15:00.
Tempoet var valgt ud fra mit langsomme træningstempo på de lange ture, hvor jeg ligger på omkring 5:50. I det tempo har jeg uden problemer løbet 30 km tre gange, så 6:00 var konservativt og roligt.

Tidligt i løbet kom jeg til at ligge ved siden af Ruben fra Sparta (lyder som en græsk helt, men han skulle vise sig at være menneskelig senere i løbet), og vi fik dannet en "6 minutter pr. kilometer-grupetto". Vi fik følgeskab af en tredje herre (fik desværre ikke fat i navnet), og de næste timer holdt vi sammen som ærtehalm.
I begyndelsen fulgtes vi nogle kilometer med en herre forklædt som skorstensfejer, som dog hoppede fra for at skifte til svinedreng efter ti kilometer. Han havde medbragt adskillige HCA-kostumer, som han havde haft på de ti år, løbet har været afholdt. I år skulle de alle luftes. Han lød dog til at fortryde den stige, der gnavede ondt i skulderen på skorstensfejerkostumet. Festligt indslag – og det gav ekstra moral at have en i gruppen, som alle på ruten heppede på.

Humøret var højt, snakken gik, vi fløj af sted, og jeg begyndte i mit overmod at tænke, at det her marathon-halløj da vist ikke er så hårdt, som de siger.

Lige efter 15 km drejede vi ind over en bro til en idyllisk park, og der stod mine supportere: Camilla og Pelle, David, Stine, Bjarke og Malthe. Stemningen var høj, der blev råbt og flaget, og jeg fik et skud energi til at løbe lidt foran gruppettoen og nåede at kysse både Pelle og Camilla på vejen.
Tak for opbakningen, alle sammen – det giver et kæmpe kick og betyder mere, end man kan nå at vinke på få sekunder!

Videre gik det, fortsat uden problemer, og vi nærmede os stadion. Tæt ved vendepunktet spottede jeg Tor Rønnow, hvis blog og løbs-fotoberetninger, jeg er stor fan af.
Manden har på få år rundet de 150 marathonløb, og som noget unikt fotodokumenterer han hvert eneste af dem.
Disse beretninger har været en stor inspiration for mig, mens jeg har trænet mig frem til mit første marathon.
Naturligvis er selv Tors grundige billedreportager ikke helt som at være der selv, men det er tæt på, og jeg vil især rose ham for at hans beretninger altid er positive.
Det er nemt at finde løbeblogs, der handler om lidelse og dårligt arrangerede løb. Tor har uden tvivl haft mere ondt i kroppen og deltaget i flere elendigt arrangerede løb, end vi andre opnår i en livstid, men han fokuserer altid på det gode ved oplevelsen og er derfor en ambassadør for løb i almindelighed og marathon i særdeleshed.
Faren ved at tilbringe for meget tid på hans blog op til sin marathon-debut er til gengæld, at man midt i Tors glæde ved at løbe kan få den fejlagtige opfattelse, at det er nemt at løbe marathon (efter marathon, efter marathon).
Det skal man passe på med!

Efter en lille sludder med mit marathon-idol, løb jeg kækt fra ham og fik et særdeles godt råd med på vejen: "Lad være med at tænke på tiden".
Jeg er nu selv endt i Tors fotoreportage fra HCA 2009 (tjek selv hans beretning).

Ved 20 km var tempoet 6:04 pr. km. En anelse lavere end planlagt, men alt i alt godt og med håb om at øge resten af vejen, hvilket jeg også gjorde David opmærksom på, da han havde taget opstilling på 22 km. Jeg havde ikke forventet supportere dér, så jeg nåede bare at råbe "det går fint" i forbifarten.

Videre gik det mod havnen, hvor jeg løb ind i min første lille krise. Ruben havde allerede haft lidt bøvl med maven, men mit problem var med tørst. Ved ca. 26 km var jeg rigtig tørstig, selvom jeg konsekvent havde hældt en kop vand og en kop energidrik ned hver femte km. Plus et glas vand ved vandposterne midt i mellem de egentlige depoter.
Væskemangel havde jeg slet ikke overvejet kunne blive et problem, så jeg blev slået en anelse ud af kurs.
Jeg holdt mig bagerst i gruppen og koncentrerede mig om at hænge på, indtil næste vandpost, hvor jeg skyllede tre glas ned. I løbet af en km var jeg klar igen og lagde mig igen i front – krisen overstået (troede jeg).

Ved 30 km begyndte Ruben at hænge, mens det anden herre konsekvent lå i front, og i løbet af et par km havde jeg tabt dem begge af syne – hver sin vej, gruppettoen var sprængt.
Jeg selv fik en optur fra 30-34, hvor det flød godt for mig, og jeg nød det nye, ukendte territorium.
Jeg havde på det tidspunkt tabt enhver tidsfornemmelse og fulgte ikke længere med i mine km-tider.
Mit pulsur spassede ud og påstod, at min puls var 299, hvilket lød urealistisk på trods af anstrengelserne, så jeg holdt helt op med at kigge på håndleddene.

Kort før 35 km var jeg klar over, at jeg var i krise, og at det var alvor denne gang. Jeg nåede lige at tænke, at det næppe var godt, at jeg var så tørstig, da jeg igen krydsede broen til parken, hvor supporterne var, og for en stund forsvandt enhver tanke om krise. Mand, et godt tidspunkt at møde sit personlige heppekor!

Desværre varer hep ikke evigt, og kort efter var jeg klar over, at det var helt galt.

Jeg var sukkerkold – og det gør nas, men det havde jeg regnet med. Desværre var jeg også væskekold – og det var straks værre.
Mit mund føltes som sandpapir, og jeg tænkte kun på vand. Enhver fornuft var væk, jeg glemte alt om ruten, som jeg jo allerede havde løbet en gang, og kunne ikke huske, hvor det næste depot var. Derfor handlede alt om, at det da måtte være lige om næste hjørne – bare lige rundt om næste hjørne.
Enhver tanke om at nå i mål på en bestemt tid var væk. Det handlede kun om vand. Jeg var klar til at tigge om vand på det tidspunkt. Det ved jeg, for jeg begyndte at se mig om efter folk på gaden, der måske gik rundt med en flaske vand, og jeg nåede tænkte, at jeg ville bede den næste løber, jeg så med flaskebælte, om en slurk.

Kraften forlod min krop, jeg overvejede at gå, men tænkte, at det jo bare ville gøre tiden til næste depot længere, så jeg blev ved med at løbe, selvom det næppe har lignet løb for forbipasserende.

Ved 37 eller deromkring var der endelig vand, og jeg følte mig som en ørkenvandrer fra en tegneserie, der kravler sig hen mod et fatamorgana. Jeg standsede og drik fire glas vand og skubbede langsomt mig selv i gang igen.
Mens jeg hældte vand indenbords blev jeg i øvrigt passeret af Tor, der sluttede en halv minut før mig – men han havde så også lige løbet marathon i Sverige dagen før.

En km længere fremme var jeg tilbage i ørkenen igen. Fuldstændig tørret ud. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville komme i mål – det blev måske ikke kønt, men jeg skulle nok nå i mål.
Til gengæld var enhver stolthed og håb om at skære bare et sekund i sluttiden væk.
Ved 40 km lå det sidste depot, hvor de kære frivillige hældte kildevand fra 75 cl-flasker over i glas. Jeg kunne ikke overse 2 km mere uden en reserve af vand, så jeg drak to glas vand og lokkede en frivillig til at give mig en hel flaske, som jeg knugede mig til hele vejen hjem.

Ved 41 km skulle jeg lige til at have ondt af mig selv, så jeg en løber, der stod med samaritter lige under 41 km-skiltet og ventede på den ambulance, der skulle køre ham væk.
Øv, hvor et dårligt tidspunkt for ham, men det fik mig til at indse, at jeg skulle være tilfreds med at komme i mål i hel tilstand på mit første marathon – det var jo det egentlige mål. Alt det med tiden var jo bare sludder og vrøvl fra en løber, der aldrig har løbet så langt før. Nu vidste jeg bedre, og målet var lige om hjørnet.

Den sidste km begyndte det at regne, hvilket var en befrielse for en tørstig sjæl som mig – bare ud med tungen, så gik det straks bedre. Jeg drejede ind på stadion og tænkte: op med hovedet, folk kigger!

50 meter før mål stod supporterne og vinkede, og igen det gav vinger til at flyve i mål. Jeg udså mig målbevidst en frivillig, der stod klar med medalje, og sagde tak for et godt løb til hende.
Derefter vaklede jeg ud i området med velsignet vand (drak en liter på stedet, og en liter mere i løbet af de næste ti minutter) og andet guf.

4:35:15 lød sluttiden, hvilket betyder, at jeg på løbets anden halvdel har løbet min suverænt dårligste halvmarathon nogensinde. De sidste 6 km er gået så langsomt, at jeg næsten har gået dem, selvom jeg faktisk holdt mig i løb en særegen form for slowmotion.

Men skidt med tiden. Første marathon er i hus, og jeg har mange erfaringer med til det næste. Nu ved jeg, hvad et maratonløb er for noget. Det er ikke "bare" to halvmaraton. Det er ikke "bare" 30 km plus lidt mere. Det er langt, men det er muligt, og det er muligt at gøre igen. Jeg glæder mig allerede – skørt ikke?

1 kommentar:

Karina sagde ...

Stort tillykke med dit første maraton og godt kæmpet. Du har fået nogle gode erfaringer du kan bruge fremover.
Jeg har selv løbet 4 maraton, men er desværre skadet nu. Men kors hvor jeg savner det at træne sig op og have et mål
Venlig hilsen
Karina