I de 16 uger op til H.C. Andersen Marathon har jeg fulgt et program, hvor jeg kun løber tre gange om ugen. Med fire gange når jeg ikke at være ordentligt frisk til næste tur, og det går ud over kvaliteten af hver træning.
Desuden har jeg på denne måde (7-9-13) undgået de skavanker, jeg ellers har bøvlet med ved fire ture om ugen. Lidt men godt synes at virke for mig.
Jeg er især blevet glad for de lange ture i weekenden. Jeg glæder mig til dem, elsker at eksperimentere med at spise og drikke undervejs for at teste, hvad maven kan klare, og jeg er vild med den træt, man får i kroppen bagefter. Det er en god træthed, og i de weekender, hvor jeg ifølge programmet ikke skal løbe så langt, føler jeg en urolig energi i kroppen.
De lange ture er fast del af min løbetræning fremover!
Tre gange har jeg været oppe på 30 km, og det er gået godt. Men jeg synes fortsat, at der er langt hjem til en fuld marathon.
På de lange ture kan jeg mærke min springhofte (den har ellers aldrig generet mig før), jeg kan mærke mit ene knæ, og så kan jeg mærke mine fodsåler, der bliver noget ømme af de mange nedslag. Men det ville da være sært, hvis ikke man kunne mærke sin krop en anelse efter tre timers løb.
Jeg har i tide lært, at min mave ikke gider energi-gels. Den kramper sig næsten øjeblikeligt sammen.
Min marathonmad på dagen bliver i stedet vingummibamser. De smager væsentligt bedre end gel, og så er de oven i købet nemmere at have med på turen. Det er bare at fylde lommerne.
Bananer fungerer også fint, så jeg skal nok komme igennem uden at ramle ind i muren.
Jeg er lige nu nået til afslutningen af de hårdeste uger i programmet, og det kan jeg godt mærke. Kroppen føles lidt mere slidt end normalt. Men nu begynder nedtrapningen snart, og jeg håber energien vender tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar