Nye sko: Nike Skylon

Så har jeg tilbagelagt de første 65 km i mine Nike Zoom Skylon+ 11, og jeg kan roligt sige, at det har været de bedste 65 km i mit løberliv.
Skylon er en letvægts performance-sko skabt til konkurrenceløb. I mit tilfælde handler det dog ikke om konkurrence, men om at finde den ideelle sko til midtfodslanding.
Siden jeg skiftede løbestil til Chirunning sidste år og ikke længere lander på hælen, har de traditionelle sko med hælen proppet med støddæmpning været klodser om foden.

Jeg har brug for en flad sko, men stadig med noget støddæmpning, fordi overgangen til rendyrkede racing flats helt uden dæmpning er lige voldsom nok. Skylon er den perfekte overgangssko.

Skoen har en anelse støddæmpning, der løber langs hele skoen, ikke mindst i forfoden, hvor jeg sæter stor pris på den. Og så vejer skoen ellers ingenting. Den er 100 gram lettere (pr. sko) end mine gamle Kayanoer.

For en midtfodsløber er det en drøm at slippe for den tunge hæl. Det er simpelthen meget nemmere at løbe korrekt i en flad sko.
Jeg løber lettere og hurtigere og får ikke på samme måde ondt i forfoden som i mine øvrige sko. Skylon er ganske enkelt en åbenbaring, og jeg kan ikke sige nok godt om dem – og så er jeg ikke engang betalt af Nike (men sponsorater er velkomne).

Skoen sidder perfekt på mig lige fra æsken. Det er ellers sjældent, da mine fødder ikke er lige store. ”Normalt” hopper mine ene hæl op og ned i den ene sko, men ikke i Skylon, der holder begge fødder på plads – uden den megen fyld i hælkappen, som vi kender så godt fra de tunge topmodeller.

Skylon ser hurtig ud. Den ligner sin rolle i modelprogrammet. Den kommer i rappe farver (såsom højrød og skriggul – hvilket vist nok ikke er den officielle farvebetegnelse) – en tiltrængt forandringen fra de traditionelle hvide løbesko. Hvorfor er de fleste løbesko overhovedet hvide? Det er ikke bare kedeligt, det er også upraktisk, når man pisker hen over mudrede skovstier.

Der er savet vægt af skoen overalt, hvor der kan undværes noget. Hvis mesh-overdelen var et fiskenet, er Skylons skabt til at fange de helt store fisk, for alle de små ville svømme lige igennem det bredmaskede net. Skoen holder ikke ret meget vand ude på en regnvåd dag.

Der er ingen tingeltangel inde i skoen: intet tykt fór, ingen bløde puder rundt i kanten, men det behøves heller ikke på en sko, der sidder så godt. Den er en anelse smallere end Vomero/Equalon, til gengæld er den tydeligvis længere end den tilsvarende størrelse i Lunar-serien. Jeg har prøvet Lunar Elite og Lunar Race, og i begge sko skal jeg et halvt nummer op i forhold til Skylon.

Der er ingen støtte overhovedet i skoen, så den er komplet uegnet til hællandere, der pronerer. Den manglende støtte betyder, at jeg aktiverer nye muskler fra akillessene og ned, og det kræver tilvænning ikke at have foden fastlåst i et jerngreb.
Jeg øger derfor distancen i skoene langsomt. Foreløbig har jeg som det længste løbet 11 km i dem. Målet er at løbe en halvmarathon i dem inden for de næste to måneder. Jeg har lyst til at gøre det nu, men fornuften byder mig at vente.

Den manglende stabilitet i skoen har den store fordel, at jeg er nødt til at tænke over min løbestil hele tiden, hvilket er perfekt for mig. I stabilitetssko (eller støttende neutrale sko såsom mine Brooks Defyance) kan man falde af på teknikken, når trætheden indfinder sig – skoen tvinger foden til at lande på en bestemt måde. Skylon er et stort skridt tættere på at løbe barfodet, og det er nemmere at træde forkert, hvis man ikke har hjernen med.

Netop det gør det meget nemmere at løbe korrekt, og min ”chi” har fået det væsentlig bedre af mødet med Skylon. Det er også skønt at kunne mærke underlaget, når jeg løber, og ikke bare en blævrende pude af skumfidus.

Der er faktisk kun en dårlig ting at sige om Skylon, og det er, at Nike er holdt op med at producere dem – og der er ikke en afløser på vej. Modellen har desværre ikke været den store sællert, da den ligger tæt op ad den mere populære Zoom Elite – også i Bowerman-serien. Forskellen på de to modeller ligger i fleksibiliteten i sålen. Elite er mere stiv i forfoden end Skylon (endnu en ting, der gør Skylon ideel til Chi).
Zoom Elite fortsætter hos Nike som Lunar Elite, mens Skylon forsvinder ud af sortimentet. Typisk, når man endelig har fundet den perfekte sko.

Det bekymrer mig dog ikke lige nu, da jeg har sikret mig tre par Skylon i England. I danske Sportsmaster og Løberen koster den 1.000 kr. I England giver jeg 290 kr (35 pund) hos Lilywhites på Picadilly Circus (øverste etage er dedikeret til løb). Altså tre par for et pars pris i Danmark, og så er der oven i købet råd til en pint på en nærmeste pub.

Jeg bliver godt gammeldags harm over, at danske forbrugere i den grad bliver tørret i sportsbutikkerne, hvor vi efterhånden har vænnet os til, at løbesko koster minimum 1.000 (og de ikke er blege for at tage op til 1.600 for f.eks. et par Kayano, der koster mellem 600 og 700 kr. i England). Nogen sidder altså og skovler penge ind på løbesko i Danmark. Om det er producenten eller butikken (eller begge) ved jeg ikke, men jeg kan kun opfordre til at ”stemme med pengepungen”, indtil de danske butikker fatter, at vi har hørt om e-handel, og at deres konkurrenter ikke kun ligger længere nede af strøget, men i lige så høj grad ude i Europa. Hvad mon løbesko egentlig koster i Polen, Rumænien eller andre EU-lande, hvor man ligesom i England ikke skal fortolde sit internetkøb?

Men altså: Lander du midtfods på en hvilken som helst distance, eller er du hællander, der mangler en konkurrence-letvægter eller en træningssko til intervaller og tempo, så får Skylon mine varmeste anbefalinger med på vejen.