Nye sko: Puma Magnetist

Så er jagten på at finde et alternativ til mine elskede Asics Kayano gået ind. Problemet med Kayanoerne er, at jeg slider dem op indvendigt i hælkappen på rekordtid. Allerede efter få timers løb er der hul i stoffet, og jeg er nødt til at lappe dem sammen med gaffatape. Det er nu sket med to par – og det er simpelthen for dyrt.

Jeg må altså bide i det sure æble og droppe modellen, der udover den elendige hælkappe aldrig har givet mig problemer – og oven i købet sidder som støbt lige ud af æsken.

Det første bud på et alternativ blev indviet i dag: Puma Complete Magnetist II. En af Pumas to moderate pronationssko, den anden er Complete Vectana.

Første indtryk ud af æsken
Det første jeg bemærker ved Magnetist i sammenligning med Kayano er, hvor meget pænere den er. Ja ja, udseende er ikke alt – og slet ikke når det gælder løbesko, men alligevel. Designet er langt mere enkelt, uden alle de sære overdesignede krummelurer på Kayanoen.
Hvis Puma er en Volkswagen, er Asics en Subaru – at se på altså.

Pumaens finish er også langt pænere: tekstilet inden i skoen er mere blødt og lækkert, sålen ligner en bedre kvalitet (lavet af såkaldt "memory foam", der skulle betyde, at foden synker ned i sålen og danner et aftryk, som sålen bevarer).
Syningerne er perfekte, de små detaljer (f.eks. det syede Pumalogo bag på skoen) er fine – den er bare bedre lavet. Ikke noget at sige til, at Puma er en stor spiller på modemarkedet for sneakers, mens ingen går i Asics for at se godt ud.

Magnetist har en stor, bred, blød plasticplade op langs siden af skoen (fra sål til snørebånd), som giver en markant udtryk, men jeg ved ikke, om den har nogen funktionel betydning. Jeg har aldrig set noget lignende på en løbesko.

Skoen har ligesom Kayano 15 asymmetrisk binding, der i teorien følger fodens naturlige kurve. Så langt er Puma og Asics enige. Det underlige er bare, at linjen, bindingen følger, går i hver sin retning på Magnetist og Kayano.

Sålen er mere enkel at se på end Kayano, og den er ikke "skåret over på midten", men ført igennem over hele foden.

Første indtryk er altså en mere gedigen sko end Asics, når det gælder design og finish. 1-0 til Magnetist.

Magnetist er i øvrigt mindre i størrelsen end Kayano, så jeg er gået en halv størrelse op.

Første indtryk fra landevejen
Første løbetur var en lille lusker på 6,5 km. Så var der ikke for langt hjem, hvis der skulle dukke vabler eller andre ubehageligheder op.

Det begyndte rigtig godt. Det første, man lægger mærke til, er vægten. Magnetist er lettere end Kayano – også så meget, at det mærkes tydeligt. Man føler sig simpelthen hurtigere i Magnetist. 2-0.

Til gengæld er skoen ikke nær så stabil som Kayano. Kayano holder foden i et jerngreb i forhold til Magnetist, og jeg savner især Kayanos høje hælkappe. Man flyder mere rundt i Magnetist. 2-1

Støddæmpningen er god, men ikke i nærheden af Kayanos, som er bedst i klassen. 2-2
Magnetist er smallere end Kayano. Min ene lilletå føler sig lidt klemt, hvilket nok vil give problemer på de lange ture. 2-3

Den asymmetriske binding gav næsten øjeblikkeligt problemer på den ene fod. Et ubehageligt pres mod oversiden af foden, som til sidst var det eneste, jeg kunne tænke på. Jeg stoppede en del gange for at løsne og stramme snørebåndene, men lige meget hjalp det. Klart et point til Kayano for at vælge den rigtige retning at være asymmetrisk i. 2-4
Puma er i øvrigt gået tilbage til traditionel snøring på den seneste udgave af Magnetist - tak for det!

Efter turen har jeg eksperimenteret med at binde snørebåndet om, så det ikke strammer om det ømme punkt på foden. Teknikken kan du se her.
Det er den første video på siden, der er relevant.
Jeg håber, det hjælper til næste tur. Det føles i hvert fald bedre, når jeg går rundt i stuen.

Efter den første tur var der ingen tegn på slid i hælkappen, hvilket jo er stort i min bog, så den foreløbige stilling er 3-4 i Kayanos favør.

Jeg er foreløbig ikke tvivl om, at Asics er den bedste sko at løbe i, men jeg håber at komme overens med Magnetist på de næste ture, hvor skoen bliver løbet mere til.

Mere om Magnetist og min fortsatte søgen efter den perfekte sko følger…

Aalborgløbet - Løbekompagniets Halvmarathon

1. november løb jeg min første lange tur efter HCA. Det var Aalborgløbet, en halvmaraton på landevej med start ved KFUM-hallen i Aalborg.
1.200 deltagere havde tilmeldt sig, og 200 blev hjemme, da vejret ikke viste sig fra sin venligste side.
Vi slap for regn, men det var koldt og meget blæsende. Blæsten var tydelig på en rute i åbent landskab mellem marker.

Jeg har ikke trænet meget siden HCA og var spændt på, hvad der var i benene. Den første uge efter HCA holdt jeg pause. Den anden løb jeg et par mindre ture, og så blev jeg syg i et par uger, hvor løb var udelukket. Op til Aalborgløbet havde jeg derfor kun løbet stabilt i to uger.

Løbet begyndte fint, da der var medvind de første 11 km. Jeg havde valgt at følge en kilometertid på 5.20, og den holdt jeg uden problemer på udturen. Hjemturen begyndte med rutens eneste egentlige bakke, og så løb vi ellers ind i massiv mod- og sidevind hele vejen hjem.

Jeg forsøgte i bedste cykelrytterstil at finde læ bag i en gruppe, men løbere er bare ikke brede nok til at dække hinanden, og på grund af vinden blev grupperne hele tiden spredt.
Tempoet gik ned, og ved 17 km løb jeg på viljen.

På trods af de vanskelige forhold (jeg har prøvet værre og sender i den forbindelse en kærlig tanke til Holstebro Bymarathon, som i februar bød på både sne, regn, smat og is – den slags bygger karakteren op og giver modstandskraft, når vinden hyler i Aalborg) kom jeg hjem i 1:54:00, hvilket er personlig rekord (med 53 sekunder).
Et maratonløb er åbenbart godt for grundformen et godt stykke tid efter.

Med øje på resultatet var det et godt løb, og arrangørerne får point for at stå klar med varm suppe bagefter – det lunede.

Ruten skal roses for at være rimelig flad og medgørlig. Havde det været et sommerløb med bølgende kornmarker, havde den været charmerende, men i november er der ikke meget at kigge på omkring Aalborg.

Efter løbet fik jeg det skidt i et par timer – sådan lidt influenzaagtigt. Derfor bliver det årets sidste løb for mig. Nu gælder det grundform samt stille og rolig opbygning til Holstebro Bymarathon, hvor jeg har tænkt mig at løbe den fulde rute i 2010.

Der er 15 uger til – og jeg glæder mig allerede.

 

Captain Slow (som altid med solbriller) i front for anden startgruppe, mens der stadig var medvind.

H.C. Andersen Marathon 2009

Så blev det endelige 20. september og HCA Marathon. Kulminationen på årets træning og forberedelser.

På forhånd bekymrede jeg mig for, at mine fysisk svageste sider ville stikke snuden frem, især, min ryg og min hofte. Jeg bekymrede mig også om ting som vabler og gnavsår – og om jeg skulle tisse eller det, der er værre, undervejs.
Heldigvis blev alle disse bekymringer gjort til skamme.

Det var en usædvanlig flot efterårsdag med 23 grader og sol. Det skal man jo være et skarn, hvis man klager over, så det gør jeg ikke, selvom varmen skulle blive skæbnesvanger for min præstation.

Jeg lagde mig langt tilbage i feltet for at tvinge mig selv til at lægge langsomt ud. Benene føltes gode fra starten, og jeg fandt hurtigt en rytme tæt på de 6 min. pr. km., som var det tempo, jeg havde sat. Jeg forestillede mig at trille hjem på 4:15:00.
Tempoet var valgt ud fra mit langsomme træningstempo på de lange ture, hvor jeg ligger på omkring 5:50. I det tempo har jeg uden problemer løbet 30 km tre gange, så 6:00 var konservativt og roligt.

Tidligt i løbet kom jeg til at ligge ved siden af Ruben fra Sparta (lyder som en græsk helt, men han skulle vise sig at være menneskelig senere i løbet), og vi fik dannet en "6 minutter pr. kilometer-grupetto". Vi fik følgeskab af en tredje herre (fik desværre ikke fat i navnet), og de næste timer holdt vi sammen som ærtehalm.
I begyndelsen fulgtes vi nogle kilometer med en herre forklædt som skorstensfejer, som dog hoppede fra for at skifte til svinedreng efter ti kilometer. Han havde medbragt adskillige HCA-kostumer, som han havde haft på de ti år, løbet har været afholdt. I år skulle de alle luftes. Han lød dog til at fortryde den stige, der gnavede ondt i skulderen på skorstensfejerkostumet. Festligt indslag – og det gav ekstra moral at have en i gruppen, som alle på ruten heppede på.

Humøret var højt, snakken gik, vi fløj af sted, og jeg begyndte i mit overmod at tænke, at det her marathon-halløj da vist ikke er så hårdt, som de siger.

Lige efter 15 km drejede vi ind over en bro til en idyllisk park, og der stod mine supportere: Camilla og Pelle, David, Stine, Bjarke og Malthe. Stemningen var høj, der blev råbt og flaget, og jeg fik et skud energi til at løbe lidt foran gruppettoen og nåede at kysse både Pelle og Camilla på vejen.
Tak for opbakningen, alle sammen – det giver et kæmpe kick og betyder mere, end man kan nå at vinke på få sekunder!

Videre gik det, fortsat uden problemer, og vi nærmede os stadion. Tæt ved vendepunktet spottede jeg Tor Rønnow, hvis blog og løbs-fotoberetninger, jeg er stor fan af.
Manden har på få år rundet de 150 marathonløb, og som noget unikt fotodokumenterer han hvert eneste af dem.
Disse beretninger har været en stor inspiration for mig, mens jeg har trænet mig frem til mit første marathon.
Naturligvis er selv Tors grundige billedreportager ikke helt som at være der selv, men det er tæt på, og jeg vil især rose ham for at hans beretninger altid er positive.
Det er nemt at finde løbeblogs, der handler om lidelse og dårligt arrangerede løb. Tor har uden tvivl haft mere ondt i kroppen og deltaget i flere elendigt arrangerede løb, end vi andre opnår i en livstid, men han fokuserer altid på det gode ved oplevelsen og er derfor en ambassadør for løb i almindelighed og marathon i særdeleshed.
Faren ved at tilbringe for meget tid på hans blog op til sin marathon-debut er til gengæld, at man midt i Tors glæde ved at løbe kan få den fejlagtige opfattelse, at det er nemt at løbe marathon (efter marathon, efter marathon).
Det skal man passe på med!

Efter en lille sludder med mit marathon-idol, løb jeg kækt fra ham og fik et særdeles godt råd med på vejen: "Lad være med at tænke på tiden".
Jeg er nu selv endt i Tors fotoreportage fra HCA 2009 (tjek selv hans beretning).

Ved 20 km var tempoet 6:04 pr. km. En anelse lavere end planlagt, men alt i alt godt og med håb om at øge resten af vejen, hvilket jeg også gjorde David opmærksom på, da han havde taget opstilling på 22 km. Jeg havde ikke forventet supportere dér, så jeg nåede bare at råbe "det går fint" i forbifarten.

Videre gik det mod havnen, hvor jeg løb ind i min første lille krise. Ruben havde allerede haft lidt bøvl med maven, men mit problem var med tørst. Ved ca. 26 km var jeg rigtig tørstig, selvom jeg konsekvent havde hældt en kop vand og en kop energidrik ned hver femte km. Plus et glas vand ved vandposterne midt i mellem de egentlige depoter.
Væskemangel havde jeg slet ikke overvejet kunne blive et problem, så jeg blev slået en anelse ud af kurs.
Jeg holdt mig bagerst i gruppen og koncentrerede mig om at hænge på, indtil næste vandpost, hvor jeg skyllede tre glas ned. I løbet af en km var jeg klar igen og lagde mig igen i front – krisen overstået (troede jeg).

Ved 30 km begyndte Ruben at hænge, mens det anden herre konsekvent lå i front, og i løbet af et par km havde jeg tabt dem begge af syne – hver sin vej, gruppettoen var sprængt.
Jeg selv fik en optur fra 30-34, hvor det flød godt for mig, og jeg nød det nye, ukendte territorium.
Jeg havde på det tidspunkt tabt enhver tidsfornemmelse og fulgte ikke længere med i mine km-tider.
Mit pulsur spassede ud og påstod, at min puls var 299, hvilket lød urealistisk på trods af anstrengelserne, så jeg holdt helt op med at kigge på håndleddene.

Kort før 35 km var jeg klar over, at jeg var i krise, og at det var alvor denne gang. Jeg nåede lige at tænke, at det næppe var godt, at jeg var så tørstig, da jeg igen krydsede broen til parken, hvor supporterne var, og for en stund forsvandt enhver tanke om krise. Mand, et godt tidspunkt at møde sit personlige heppekor!

Desværre varer hep ikke evigt, og kort efter var jeg klar over, at det var helt galt.

Jeg var sukkerkold – og det gør nas, men det havde jeg regnet med. Desværre var jeg også væskekold – og det var straks værre.
Mit mund føltes som sandpapir, og jeg tænkte kun på vand. Enhver fornuft var væk, jeg glemte alt om ruten, som jeg jo allerede havde løbet en gang, og kunne ikke huske, hvor det næste depot var. Derfor handlede alt om, at det da måtte være lige om næste hjørne – bare lige rundt om næste hjørne.
Enhver tanke om at nå i mål på en bestemt tid var væk. Det handlede kun om vand. Jeg var klar til at tigge om vand på det tidspunkt. Det ved jeg, for jeg begyndte at se mig om efter folk på gaden, der måske gik rundt med en flaske vand, og jeg nåede tænkte, at jeg ville bede den næste løber, jeg så med flaskebælte, om en slurk.

Kraften forlod min krop, jeg overvejede at gå, men tænkte, at det jo bare ville gøre tiden til næste depot længere, så jeg blev ved med at løbe, selvom det næppe har lignet løb for forbipasserende.

Ved 37 eller deromkring var der endelig vand, og jeg følte mig som en ørkenvandrer fra en tegneserie, der kravler sig hen mod et fatamorgana. Jeg standsede og drik fire glas vand og skubbede langsomt mig selv i gang igen.
Mens jeg hældte vand indenbords blev jeg i øvrigt passeret af Tor, der sluttede en halv minut før mig – men han havde så også lige løbet marathon i Sverige dagen før.

En km længere fremme var jeg tilbage i ørkenen igen. Fuldstændig tørret ud. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville komme i mål – det blev måske ikke kønt, men jeg skulle nok nå i mål.
Til gengæld var enhver stolthed og håb om at skære bare et sekund i sluttiden væk.
Ved 40 km lå det sidste depot, hvor de kære frivillige hældte kildevand fra 75 cl-flasker over i glas. Jeg kunne ikke overse 2 km mere uden en reserve af vand, så jeg drak to glas vand og lokkede en frivillig til at give mig en hel flaske, som jeg knugede mig til hele vejen hjem.

Ved 41 km skulle jeg lige til at have ondt af mig selv, så jeg en løber, der stod med samaritter lige under 41 km-skiltet og ventede på den ambulance, der skulle køre ham væk.
Øv, hvor et dårligt tidspunkt for ham, men det fik mig til at indse, at jeg skulle være tilfreds med at komme i mål i hel tilstand på mit første marathon – det var jo det egentlige mål. Alt det med tiden var jo bare sludder og vrøvl fra en løber, der aldrig har løbet så langt før. Nu vidste jeg bedre, og målet var lige om hjørnet.

Den sidste km begyndte det at regne, hvilket var en befrielse for en tørstig sjæl som mig – bare ud med tungen, så gik det straks bedre. Jeg drejede ind på stadion og tænkte: op med hovedet, folk kigger!

50 meter før mål stod supporterne og vinkede, og igen det gav vinger til at flyve i mål. Jeg udså mig målbevidst en frivillig, der stod klar med medalje, og sagde tak for et godt løb til hende.
Derefter vaklede jeg ud i området med velsignet vand (drak en liter på stedet, og en liter mere i løbet af de næste ti minutter) og andet guf.

4:35:15 lød sluttiden, hvilket betyder, at jeg på løbets anden halvdel har løbet min suverænt dårligste halvmarathon nogensinde. De sidste 6 km er gået så langsomt, at jeg næsten har gået dem, selvom jeg faktisk holdt mig i løb en særegen form for slowmotion.

Men skidt med tiden. Første marathon er i hus, og jeg har mange erfaringer med til det næste. Nu ved jeg, hvad et maratonløb er for noget. Det er ikke "bare" to halvmaraton. Det er ikke "bare" 30 km plus lidt mere. Det er langt, men det er muligt, og det er muligt at gøre igen. Jeg glæder mig allerede – skørt ikke?

En uge tilbage

Så er der en uge til det går løs i Odense.
Jeg har voldtrænet ryggen og er på 70-80% vil jeg mene. Det er godt nok til, at jeg stiller op. Til gengæld har hele familien været syg på skift i den seneste tid, og jeg har selv været forkølet i sidste uge. Jeg er dog optimist, da det tilsyneladende er lettet lidt i dag.

Nedtrapning er svært! Efter så mange måneder med en stabil, høj træningsmængde, føles det, som om jeg er gået helt i stå nu, hvor jeg ikke må løbe særlig langt. Jeg føler, at min form rasler ned, men håber på at gevinsten kommer, når starten går i Odense - og benene forhåbentlig føles friske.

Jeg har lagt mig fast på et tempo på 6 min. pr. km. Det er lavere end mit træningstempo på de lange ture, men det er i overensstemmelse med mit mål: at gennemføre på en ordentlig måde. Turen skal nydes, jeg skal lære at forstå, hvordan min krop reagerer på de mange kilometer - så kan jeg altid begynde at jagte rekorder næste gang. Tempoet vil holde min puls i en rolig zone de første mange kilometer, hvilket giver tryghed og tro på, at det nok skal gå (satser jeg på).

Min løbemakker David blev ikke klar til Odense.
Planen om at løbe marathon sammen er dog langt fra skrinlagt - vi skal bare lige have ham i form igen efter en del ufrivillige forhindringer. David (som bor i Kbh) truer med at dukke op på søndag på cykel og støtte mig undervejs - det er sgu stort af ham!

Foreløbig status med syv dage igen: Jeg stiller op!

Ryggen stået af 18 dage før HCA

Så skete det - efter et år uden rygsmerter, er de med bare 18 dage til HCA Marathon vendt tilbage.
For to nætter siden vågende midt om natten med smerter, og dagen efter var der ingen tvivl om, at min deltagelse i HCA er i fare.
Jeg har store smerter i ryggen og vil i dag forsigtigt begive mig ud på en løbetur for at teste problemet.
Kuren er massiv rygtræning (som jeg har i overmod har forsømt), og så må jeg ellers håbe det bedste.

Marselisløbet 2009

Årets tredje mål kom i hus i dag, da jeg overraskede mig selv godt og og grundigt i Marselisløbet. Målet var en stjernetid, som for min aldersgruppe er 1:02 for de 12 kuperede kilometer. Det nåede jeg - og mere til, da  jeg løb hjem på 58:12.
Det er intet mindre end 6½ min hurtigere end sidste år!
Træningen i år virker simpelthen på alle distancer, og det føles fantastisk.

En byge kort før start fik mig ellers til at tvivle (enhver løbende brillebærer ved, at det ikke er sjovt at løbe, når det gælder, i regnvejr, og man ikke kan se ud af glassene), men himlen klarede op, og det holdt tørt hele vejen.
Jeg lagde hurtigt ud - sådan er det vist altid i løb med mange deltagere - man bliver revet med at stemningen og er i øvrigt nødt til at speede op for at slalome sig igennem menneskemængden. Jeg løb den første km. på 4:30 (havde sat mit tempo til 5:00 inden starten), og tænkte, at nu skulle jeg enten sætte farten ned eller bare holde tempoet og se, hvor langt det holder. Jeg valgte det sidste.

Første halvdel af løbet det hårdeste. Så snart man når ind i Marselisborgskovene begynder et væld af mindre bakker, der trækker energien ud af benene, indtil man når vendepunktet. Så går det for alvor opad de næste 1½ km. Herefter går det stejlt nedad, og man får ikke ordentligt gang i benene igen, fordi der er en reel fare for at ryge på næsen (skete for en fyr lige foran mig, som jeg ganske usolidarisk hoppede over. Jeg så mig dog tilbage, og han var på vej op igen).
Man holder igen og når ikke at få fordelen ved at løbe nedad endnu.

Ved 8 km. venter Horsevad-bakken, som en lang og sej og trækker de sidste tænder ud. Her eksploderer folk, og her finder man ud af, om man har lagt for hårdt ud.
Herefter endelig en kilometer på god gammeldags flad vej ad skovstier, før der skal løbes igennem på mere end en kilometers "nedkørsel" ad behagelig asfalt, hvor man bare kan give los.
Omkring 1,3 km fra målet, løber man ud ad skoven og kan se Tangkrogen hele vejen hjem. Igen skal der bare gives gas.

De sidste par hundrede meter foregår på græs med målet lige foran snuden, masser af tilskuere, høj stemning, og fuld gas.
27:42 tog de sidste 6 km - og det siger en del om, hvordan ruten er indrettet: opad ud, og nedad hjem i grove træk.

Det er femte gang i træk, jeg deltager i Marselisløbet, men første gang af de fem, hvor jeg har trænet seriøst (godt nok til en anden distance, men alligevel). Forskellen er utrolig. Det er ikke mere end fire år siden, at jeg kæmpede mig igennem ruten et kvarter langsommere og følte, at mine ben kunne eksplodere hvert øjeblik. I dag var der fuld kontrol hele vejen.

Marselisløbet er den absolutte århusianske klassiker, og der er altid en god stemning. Eneste hjertesuk er, at jeg år efter år ikke fatter, hvorfor arrangørerne skal indhegne området, så man skal være spejder med det store kompasmærke for at finde ud af målområdet - og når man endelig finder en udgang, ender man i en endeløs kø af alle de andre stakler, der stimler sammen om denne paradisport.
Er det paranoia over, at nogen kunne luske sig til at deltage uden startnummer? Hvor mange kunne det mon være - og ville sådanne formastelige ikke bare starte 200 meter efter starten på offentlig vej?
Eller er det en formynderisk frygt for, at folk ikke kan finde ud af aflevere deres chip, hvis ikke man genner tusindvis af løbere som kvæg gennem en udgang på 3 meters bredde?
I så tilfælde kan jeg berolige løbsledelsen med, at det er mit indtryk, at løberne fint kan finde ud af at aflevere deres chips i de mange løb, der ikke er indrettet som en fangelejr.
Fangelejr er faktisk ikke et helt misvisende ord. Da jeg deltog med mit arbejde for et par år siden oplevede en af mine kolleger, der var med som tilskuer, at en kvindelig deltager blev nægtet at komme ud af målområdet uden om hegnet, selvom hun havde skidt i bukserne. Det er så her, løbsledelsen lige skal minde sig selv om deres opgave, som gerne skulle være at servicere de mange betalende deltagere bedst muligt.

Men altså, selv det elendige hegn kan ikke ødelægge oplevelsen af et festligt løb på en hård, smuk og afvekslende rute. Og det kan slet ikke ødelægge min selvtillid lige nu!

Tre uger til H.C. Andersen Marathon

I de 16 uger op til H.C. Andersen Marathon har jeg fulgt et program, hvor jeg kun løber tre gange om ugen. Med fire gange når jeg ikke at være ordentligt frisk til næste tur, og det går ud over kvaliteten af hver træning.

Desuden har jeg på denne måde (7-9-13) undgået de skavanker, jeg ellers har bøvlet med ved fire ture om ugen. Lidt men godt synes at virke for mig.

Jeg er især blevet glad for de lange ture i weekenden. Jeg glæder mig til dem, elsker at eksperimentere med at spise og drikke undervejs for at teste, hvad maven kan klare, og jeg er vild med den træt, man får i kroppen bagefter. Det er en god træthed, og i de weekender, hvor jeg ifølge programmet ikke skal løbe så langt, føler jeg en urolig energi i kroppen.

De lange ture er fast del af min løbetræning fremover!

Tre gange har jeg været oppe på 30 km, og det er gået godt. Men jeg synes fortsat, at der er langt hjem til en fuld marathon.

På de lange ture kan jeg mærke min springhofte (den har ellers aldrig generet mig før), jeg kan mærke mit ene knæ, og så kan jeg mærke mine fodsåler, der bliver noget ømme af de mange nedslag. Men det ville da være sært, hvis ikke man kunne mærke sin krop en anelse efter tre timers løb.

Jeg har i tide lært, at min mave ikke gider energi-gels. Den kramper sig næsten øjeblikeligt sammen.

Min marathonmad på dagen bliver i stedet vingummibamser. De smager væsentligt bedre end gel, og så er de oven i købet nemmere at have med på turen. Det er bare at fylde lommerne.

Bananer fungerer også fint, så jeg skal nok komme igennem uden at ramle ind i muren.

Jeg er lige nu nået til afslutningen af de hårdeste uger i programmet, og det kan jeg godt mærke. Kroppen føles lidt mere slidt end normalt. Men nu begynder nedtrapningen snart, og jeg håber energien vender tilbage.

Løbesko til halv pris

Jeg ved ikke, hvad der sker med priserne på løbesko i Danmark, men de er høje, og alle butikkerne er tilsyneladende enige om at holde dem deroppe.
Mine foretrukne sko, Asics Gel Kayano 15 koster således 1.600 kr. hvor end jeg vender mig hen, med mindre jeg rammer udsalget, hvor de typisk sættes ned til omkring 1.100 kr., hvilket fortsat er latterligt dyrt.

Latterligt dyrt hvis man sammenligner med udenlandske priser altså. Jeg er så heldig at rejse en del på grund af mit arbejde, og derfor kunne jeg i januar i år købe et par Kayano 15 til 600 kr. – og det var ikke på udsalg!

Faktisk var det en special edition af skoene: en New York City Marathon-udgave med billeder fra løbet trykt på skoene og en indlægssål, der viser marathonruten.
Rent lir naturligvis, men jeg føler mig nu lidt cool i dem på bakkerne rundt om Mårslet.

Siden har jeg været et par gange i London og har købt yderligere to par Kayano 15 til 650 kr. stykket. Her var der dog tale om et slags udsalg. Nemlig det udsalg, der aldrig slutter i kæden Sports Direct. Kædens flagskibsbutik, Lilywhites, ligger midt på Picadilly Circus, og den har en rigtig god løbeafdeling på øverste etage. I øvrigt den eneste afdeling i den enorme butik, hvor man faktisk kan få service og vejledning.

For de 650 kr. fik jeg godt nok den ikke særligt kønne udgave med brune striber på hvid baggrund, men hvis man tager løbesko på for at se smart ud, trænger man alvorligt til en personlig stylist.

Men hvad gør du, hvis du ikke lige står og skal til London eller New York? Du smutter da bare en tur på nettet og besøger en af de mange engelske onlinebutikker, hvor du kan få dine løbesko og andet udstyr til halv pris i forhold til Danmark.

Jeg har selv brugt Startfitness flere gange, og det har fungeret perfekt, men der er masser af dem, og husk, at du betaler moms, men ikke told af varer sendt fra EU.

Et par butikker at vælge imellem:

Startfitness
Wiggle
Milletsports
Pro4sport

1900 Halvmarathon

Det blev til en ny personlig rekord i 1900 Halvmarathon d. 2. august. 1:54:58 er stadig i den tunge ende af feltet, men en forbedring på 2½ minut for mig – og det er da ikke så skidt.
Det var sidste test af formen, inden min marathon-debut om ca. seks uger.

Jeg holdt næsten mine splittider på 5:25 pr. km, men kom lidt langsomt fra start. Efter 5 km var jeg et halvt minut efter tidsskemaet, da jeg blev snydt af det lumre vejr.
Pulsen steg hurtigt, så jeg tænkte, at tempoet nok var i orden. Heraf kan man lære: Mand, kend din krop!
Efter 10 km satte jeg tempoet op og havde sågar kræfter til en lille spurt (tog tre løbere indenom på de sidste 30 meter).

1900 Halvmarathon foregår på en dejlig flad rute omkring Brabrand Søen i Århus. Det går faktisk kun opad de sidste to kilometer, hvilket tydeligvis tager luften ud af mange deltagere.
Der er godt styr på alting (på nær de alt for få toiletter – som ved de fleste løb), og med 850 deltagere er der altid nogen at følges med.











Captain Slow med overskud til en sejsgestus, inden slutspurten sættes ind.

Bæredygtige løbesko

Tidens krav om bæredygtighed breder sig også inden for løbeverdenen. Senest har Brooks annonceret, at de er klar med den ultimative øko-løbesko i februar 2010.
Skoen, der hedder Green Silence, er fremstillet af genbrugte vandflasker, gamler cd'er og genbrugsgummi. Mellemsålen, det støddæmpende skum og indlægssålen er biologisk nedbrydelige. Skoen er mere enkel at fremstille, så der bruges mindre energi til produktionen. Helt nøjagtigt 41 procent mindre energi og fem liter mindre olie end der går til en normal sko fra Brooks.
Brooks bruger i forvejen mesh fra genbrugte vandflasker og bionedbrydelige såler.

Den japanske konkurrent Mizuno har i sin seneste serie løbesko introduceret støddæmpning fremstillet af materialet Pebax Rnew, der består af planteolie, der udleder mindre CO2 under fremstillingen, uden at gå på kompromis med effekten af støddæmpningen.






Nike er allerede kendt for sit miljøvenlige "Considered design". Den seneste Pegasus-sko er produceret med færre materialer, så der er mindre affald i forbindelse med produktionen. Det har i øvrigt gjort skoen 13 procent lettere i forhold til den tidligere model.
I Considered design bruges der miljøvenlige materialer, når som helst det er muligt. Pegasus indeholder således en del genbrugsmaterialer i form af det såkaldte "Nike Grind" – et materiale udvundet af gamle sportssko. Nike Grind bruges ikke bare til fremstilling af nye sko, men også til underlag på sportsbaner og legepladser.
Endelig er skoens luftpude og mellemsål fastgjort til skoen med vandbaseret lim.

Løbere er nærmest religiøse med deres sko, og der skal meget til, før vi skifter vores favoritmærke ud. Det bliver spændende at se, om bæredygtighed kan blive et reelt salgsargument i løbeverdenen.

Mentale blokeringer

Da året gik i gang, satte jeg mig nogle mål for 2009.

1. Halvmarathon på under 2 timer.
2. Et officielt løb på mindst 5 km på under 5 minutter pr. km.
3. Stjernetid i Marselisløbet - 1:02:00 for min aldersgruppe.
4. Gennemføre et maratonløb på en ordentlig måde.

I januar virkede det som ganske ambitiøse mål. Det gjorde det fortsat i februar, hvor jeg løb året første halvmaraton på 2.10. Det var Holstebro Bymarathon, som ganske vist foregik i sne og sjap, men ti minutter er altså en del at hakke af tiden.

Ikke desto mindre nåede jeg det første mål allerede i marts på Marathonruten i Randers. Med 1:59:38 sneg jeg mig lige præcis ind under de to timer – det var uden tvivl en psykologisk barriere, der blev brudt.
Hjernen sætter forhindringer op. Gerne forhindringer på meget synlige steder – i runde tal: 2 timer på halvmarathon, 5 minutter pr. kilometer osv.

I Randers lykkedes det at forvirre hjernen, fordi der ikke var kilometerangivelser på ruten. Turen foregik på en rundstrækning på 1/10 marathon, og jeg vidste altså kun for hver 4,2195 km, hvor hurtigt det gik.
Første omgang løb jeg på 5.41 pr. km, og først dér fik hjernen lov til at blive forskrækket over al den fart.

De 5 minutter pr. kilometer på kortere distancer har jeg bøvlet med længe, og jeg er overbevist om, at problemet sidder i hovedet snarere end i benene. Jeg forventer tilsyneladende af mig selv, at jeg ikke kan spæne hurtigere end 12 km i timen.
Hvis jeg opdager, at jeg løber hurtigere, tænker jeg straks, at jeg hellere på sætte farten ned for ikke at brænde ud. Det er sket mange gange nu.

Men i morgen skal det være slut! Der stiller jeg op i Egå Engsø Rundt og angriber de forbandede 5 minutter pr. km for første gang i år. Jeg kender ikke ruten, men den er vist rimeligt flad, og på en smuk forårsdag er der mange medløbere at konkurrere med.

Det vil være rigtig godt for selvtilliden at få udryddet endnu en mental blokering. Jo færre jeg slæber rundt på af dem, jo større er chance for, at jeg når det fjerde og vigtigste mål i år. Marathon foregår nemlig i høj grad oppe i hovedet, har jeg ladet mig fortælle.

Min løbebaggrund

Jeg er 41 år gammel.

For 25 år siden var jeg 16 og havde dyrket sport, siden jeg kunne gå. Jeg gik bl.a. til atletik i mange år. Som tiårig løb jeg for eksempel for første gang Marselisløbets 12 km på 70 min. Siden opdagede jeg musik, piger og fester og så mig aldrig tilbage.

For 13 år siden var jeg 27, tynd, bleg og ude af form. Ikke desto mindre kunne jeg med tre måneders let træning sammen med nogle venner et par gange om ugen gennemføre Marselisløbets 12 km på 56 min. Jeg var 186 cm og vejede 70 kg, så jeg kom nemt op ad bakkerne.

For otte år siden var jeg 33 og fik en diskusprolaps. I et års tid kunne jeg kun stå op eller ligge ned, og jeg kunne ikke binde mine egne snørebånd.

For fire år siden var jeg 37 og godt rygende. Min kampvægt var 80 kg. Jeg fik den idé at løbe Marselisløbet igen. Det tog mig 68 min.

En tur på hjerteafdelingen
Dagen efter løbet føltes det som om nogen havde plantet sin knytnæve i solar plexus på mig. Efter en uges tid sad hånden der stadigvæk, og jeg gik modvilligt til lægen, som til min store overraskelse indlagde mig på den akutte hjerteafdeling.
Et kvarter senere lå jeg i en seng og fik et drop i hånden. Min nabo på stuen hed Axel. Han var 82 og den næstyngste indlagte på afdelingen.

Jeg holdt op med at ryge på stedet og fejrede det med at tage 14 kg på og vejede nu 94 kg.

I det følgende år løb jeg meget ustabilt. Da det igen blev festuge i Århus løb jeg Marselisløbet i rekordlangsomme 72 min. Jeg kunne nu ikke engang løbe fra mig selv som tiårig.

Skadet
I 2007 droppede jeg som altid at løbe, da det blev vinter og koldt, men jeg holdt mere ved i den lyse tid og fik ambitioner om at gøre mere ved det.
Jeg meldte mig til min første halvmarathon, som jeg gennemførte (og så taler vi ikke mere om det), og kort efter løb jeg gode gamle Marselisløbet på 67 min.
Nu skulle der løbes, skulle der!

Men det eneste, jeg løb ind i var en skade i lysken og en fæl omgang svangsenebetændelse og ingen løb dén vinter.

Løbeskolen

I 2008 gav en venlig sjæl mig bogen Løbeskolen af Henrik Jørgensen. Jeg fulgte program 4 (hvis du kender bogen) og forbedrede mig 3 minutter til årets Marselisløb - 64 min. I de 16 uger, jeg fulgte Henriks program tabte jeg i øvrigt 8 kg.
Løbeskolen gav mig en bedre forståelse af, at det ikke gælder om at løbe hurtigt, når man træner, det gælder om at løbe rigtigt.
Ikke desto mindre løb jeg stadig ikke rigtigt. Min grundform var aldrig i orden.

Slow running

Derfor begyndte jeg i september 2009 at løbe langsomt. Jeg læste artiklen "Want speed? Slow down!" af Dr. Philip Maffetone, og den gav mening for mig. Jeg lovede mig selv at følge Maffetones principper i mindst tre måneder for at opbygge en grundform og for at se, om der skete forbedringer.

Det skal jeg love for, at der gjorde. Nu seks måneder senere har jeg løbet mindst tre gange hver uge og er på vej mod mit første marathon. Det bliver H.C. Andersen Marathon i Odense d. 20. september 2009.