Marselisløbet 2009

Årets tredje mål kom i hus i dag, da jeg overraskede mig selv godt og og grundigt i Marselisløbet. Målet var en stjernetid, som for min aldersgruppe er 1:02 for de 12 kuperede kilometer. Det nåede jeg - og mere til, da  jeg løb hjem på 58:12.
Det er intet mindre end 6½ min hurtigere end sidste år!
Træningen i år virker simpelthen på alle distancer, og det føles fantastisk.

En byge kort før start fik mig ellers til at tvivle (enhver løbende brillebærer ved, at det ikke er sjovt at løbe, når det gælder, i regnvejr, og man ikke kan se ud af glassene), men himlen klarede op, og det holdt tørt hele vejen.
Jeg lagde hurtigt ud - sådan er det vist altid i løb med mange deltagere - man bliver revet med at stemningen og er i øvrigt nødt til at speede op for at slalome sig igennem menneskemængden. Jeg løb den første km. på 4:30 (havde sat mit tempo til 5:00 inden starten), og tænkte, at nu skulle jeg enten sætte farten ned eller bare holde tempoet og se, hvor langt det holder. Jeg valgte det sidste.

Første halvdel af løbet det hårdeste. Så snart man når ind i Marselisborgskovene begynder et væld af mindre bakker, der trækker energien ud af benene, indtil man når vendepunktet. Så går det for alvor opad de næste 1½ km. Herefter går det stejlt nedad, og man får ikke ordentligt gang i benene igen, fordi der er en reel fare for at ryge på næsen (skete for en fyr lige foran mig, som jeg ganske usolidarisk hoppede over. Jeg så mig dog tilbage, og han var på vej op igen).
Man holder igen og når ikke at få fordelen ved at løbe nedad endnu.

Ved 8 km. venter Horsevad-bakken, som en lang og sej og trækker de sidste tænder ud. Her eksploderer folk, og her finder man ud af, om man har lagt for hårdt ud.
Herefter endelig en kilometer på god gammeldags flad vej ad skovstier, før der skal løbes igennem på mere end en kilometers "nedkørsel" ad behagelig asfalt, hvor man bare kan give los.
Omkring 1,3 km fra målet, løber man ud ad skoven og kan se Tangkrogen hele vejen hjem. Igen skal der bare gives gas.

De sidste par hundrede meter foregår på græs med målet lige foran snuden, masser af tilskuere, høj stemning, og fuld gas.
27:42 tog de sidste 6 km - og det siger en del om, hvordan ruten er indrettet: opad ud, og nedad hjem i grove træk.

Det er femte gang i træk, jeg deltager i Marselisløbet, men første gang af de fem, hvor jeg har trænet seriøst (godt nok til en anden distance, men alligevel). Forskellen er utrolig. Det er ikke mere end fire år siden, at jeg kæmpede mig igennem ruten et kvarter langsommere og følte, at mine ben kunne eksplodere hvert øjeblik. I dag var der fuld kontrol hele vejen.

Marselisløbet er den absolutte århusianske klassiker, og der er altid en god stemning. Eneste hjertesuk er, at jeg år efter år ikke fatter, hvorfor arrangørerne skal indhegne området, så man skal være spejder med det store kompasmærke for at finde ud af målområdet - og når man endelig finder en udgang, ender man i en endeløs kø af alle de andre stakler, der stimler sammen om denne paradisport.
Er det paranoia over, at nogen kunne luske sig til at deltage uden startnummer? Hvor mange kunne det mon være - og ville sådanne formastelige ikke bare starte 200 meter efter starten på offentlig vej?
Eller er det en formynderisk frygt for, at folk ikke kan finde ud af aflevere deres chip, hvis ikke man genner tusindvis af løbere som kvæg gennem en udgang på 3 meters bredde?
I så tilfælde kan jeg berolige løbsledelsen med, at det er mit indtryk, at løberne fint kan finde ud af at aflevere deres chips i de mange løb, der ikke er indrettet som en fangelejr.
Fangelejr er faktisk ikke et helt misvisende ord. Da jeg deltog med mit arbejde for et par år siden oplevede en af mine kolleger, der var med som tilskuer, at en kvindelig deltager blev nægtet at komme ud af målområdet uden om hegnet, selvom hun havde skidt i bukserne. Det er så her, løbsledelsen lige skal minde sig selv om deres opgave, som gerne skulle være at servicere de mange betalende deltagere bedst muligt.

Men altså, selv det elendige hegn kan ikke ødelægge oplevelsen af et festligt løb på en hård, smuk og afvekslende rute. Og det kan slet ikke ødelægge min selvtillid lige nu!

Tre uger til H.C. Andersen Marathon

I de 16 uger op til H.C. Andersen Marathon har jeg fulgt et program, hvor jeg kun løber tre gange om ugen. Med fire gange når jeg ikke at være ordentligt frisk til næste tur, og det går ud over kvaliteten af hver træning.

Desuden har jeg på denne måde (7-9-13) undgået de skavanker, jeg ellers har bøvlet med ved fire ture om ugen. Lidt men godt synes at virke for mig.

Jeg er især blevet glad for de lange ture i weekenden. Jeg glæder mig til dem, elsker at eksperimentere med at spise og drikke undervejs for at teste, hvad maven kan klare, og jeg er vild med den træt, man får i kroppen bagefter. Det er en god træthed, og i de weekender, hvor jeg ifølge programmet ikke skal løbe så langt, føler jeg en urolig energi i kroppen.

De lange ture er fast del af min løbetræning fremover!

Tre gange har jeg været oppe på 30 km, og det er gået godt. Men jeg synes fortsat, at der er langt hjem til en fuld marathon.

På de lange ture kan jeg mærke min springhofte (den har ellers aldrig generet mig før), jeg kan mærke mit ene knæ, og så kan jeg mærke mine fodsåler, der bliver noget ømme af de mange nedslag. Men det ville da være sært, hvis ikke man kunne mærke sin krop en anelse efter tre timers løb.

Jeg har i tide lært, at min mave ikke gider energi-gels. Den kramper sig næsten øjeblikeligt sammen.

Min marathonmad på dagen bliver i stedet vingummibamser. De smager væsentligt bedre end gel, og så er de oven i købet nemmere at have med på turen. Det er bare at fylde lommerne.

Bananer fungerer også fint, så jeg skal nok komme igennem uden at ramle ind i muren.

Jeg er lige nu nået til afslutningen af de hårdeste uger i programmet, og det kan jeg godt mærke. Kroppen føles lidt mere slidt end normalt. Men nu begynder nedtrapningen snart, og jeg håber energien vender tilbage.

Løbesko til halv pris

Jeg ved ikke, hvad der sker med priserne på løbesko i Danmark, men de er høje, og alle butikkerne er tilsyneladende enige om at holde dem deroppe.
Mine foretrukne sko, Asics Gel Kayano 15 koster således 1.600 kr. hvor end jeg vender mig hen, med mindre jeg rammer udsalget, hvor de typisk sættes ned til omkring 1.100 kr., hvilket fortsat er latterligt dyrt.

Latterligt dyrt hvis man sammenligner med udenlandske priser altså. Jeg er så heldig at rejse en del på grund af mit arbejde, og derfor kunne jeg i januar i år købe et par Kayano 15 til 600 kr. – og det var ikke på udsalg!

Faktisk var det en special edition af skoene: en New York City Marathon-udgave med billeder fra løbet trykt på skoene og en indlægssål, der viser marathonruten.
Rent lir naturligvis, men jeg føler mig nu lidt cool i dem på bakkerne rundt om Mårslet.

Siden har jeg været et par gange i London og har købt yderligere to par Kayano 15 til 650 kr. stykket. Her var der dog tale om et slags udsalg. Nemlig det udsalg, der aldrig slutter i kæden Sports Direct. Kædens flagskibsbutik, Lilywhites, ligger midt på Picadilly Circus, og den har en rigtig god løbeafdeling på øverste etage. I øvrigt den eneste afdeling i den enorme butik, hvor man faktisk kan få service og vejledning.

For de 650 kr. fik jeg godt nok den ikke særligt kønne udgave med brune striber på hvid baggrund, men hvis man tager løbesko på for at se smart ud, trænger man alvorligt til en personlig stylist.

Men hvad gør du, hvis du ikke lige står og skal til London eller New York? Du smutter da bare en tur på nettet og besøger en af de mange engelske onlinebutikker, hvor du kan få dine løbesko og andet udstyr til halv pris i forhold til Danmark.

Jeg har selv brugt Startfitness flere gange, og det har fungeret perfekt, men der er masser af dem, og husk, at du betaler moms, men ikke told af varer sendt fra EU.

Et par butikker at vælge imellem:

Startfitness
Wiggle
Milletsports
Pro4sport

1900 Halvmarathon

Det blev til en ny personlig rekord i 1900 Halvmarathon d. 2. august. 1:54:58 er stadig i den tunge ende af feltet, men en forbedring på 2½ minut for mig – og det er da ikke så skidt.
Det var sidste test af formen, inden min marathon-debut om ca. seks uger.

Jeg holdt næsten mine splittider på 5:25 pr. km, men kom lidt langsomt fra start. Efter 5 km var jeg et halvt minut efter tidsskemaet, da jeg blev snydt af det lumre vejr.
Pulsen steg hurtigt, så jeg tænkte, at tempoet nok var i orden. Heraf kan man lære: Mand, kend din krop!
Efter 10 km satte jeg tempoet op og havde sågar kræfter til en lille spurt (tog tre løbere indenom på de sidste 30 meter).

1900 Halvmarathon foregår på en dejlig flad rute omkring Brabrand Søen i Århus. Det går faktisk kun opad de sidste to kilometer, hvilket tydeligvis tager luften ud af mange deltagere.
Der er godt styr på alting (på nær de alt for få toiletter – som ved de fleste løb), og med 850 deltagere er der altid nogen at følges med.











Captain Slow med overskud til en sejsgestus, inden slutspurten sættes ind.

Bæredygtige løbesko

Tidens krav om bæredygtighed breder sig også inden for løbeverdenen. Senest har Brooks annonceret, at de er klar med den ultimative øko-løbesko i februar 2010.
Skoen, der hedder Green Silence, er fremstillet af genbrugte vandflasker, gamler cd'er og genbrugsgummi. Mellemsålen, det støddæmpende skum og indlægssålen er biologisk nedbrydelige. Skoen er mere enkel at fremstille, så der bruges mindre energi til produktionen. Helt nøjagtigt 41 procent mindre energi og fem liter mindre olie end der går til en normal sko fra Brooks.
Brooks bruger i forvejen mesh fra genbrugte vandflasker og bionedbrydelige såler.

Den japanske konkurrent Mizuno har i sin seneste serie løbesko introduceret støddæmpning fremstillet af materialet Pebax Rnew, der består af planteolie, der udleder mindre CO2 under fremstillingen, uden at gå på kompromis med effekten af støddæmpningen.






Nike er allerede kendt for sit miljøvenlige "Considered design". Den seneste Pegasus-sko er produceret med færre materialer, så der er mindre affald i forbindelse med produktionen. Det har i øvrigt gjort skoen 13 procent lettere i forhold til den tidligere model.
I Considered design bruges der miljøvenlige materialer, når som helst det er muligt. Pegasus indeholder således en del genbrugsmaterialer i form af det såkaldte "Nike Grind" – et materiale udvundet af gamle sportssko. Nike Grind bruges ikke bare til fremstilling af nye sko, men også til underlag på sportsbaner og legepladser.
Endelig er skoens luftpude og mellemsål fastgjort til skoen med vandbaseret lim.

Løbere er nærmest religiøse med deres sko, og der skal meget til, før vi skifter vores favoritmærke ud. Det bliver spændende at se, om bæredygtighed kan blive et reelt salgsargument i løbeverdenen.