Stadig skadet

Jeg har forsøgt at være optimist og ikke være et tudefjæs, men nu hvor min iskias har gjort nas i tre måneder, har jeg fået en fodskade oven i hatten, og nu er jeg officielt en pivert.

Min læge har forsøgt at behandle iskias med akupunktur. Det letter smerten samme dag, men morgenen efter er alt tilbage ved det gamle. Hun har nu henvist mig til en fysioterapeut, der er tilknyttet en reumatologisk klinik, som skulle være rigtig god til den her slags problemer. Jeg har tid i begyndelsen af maj og krydser fingre.

For at gøre det hele værre, har jeg fået ondt i forfoden, når jeg løber. Jeg har haft en lille smerte meget længe under løb, men det har ikke generet mig ud over på de lange ture (25+). Efter Egå Engsø gjorde det dog lige pludselig rigtig ondt, og nu er det så slemt, at jeg er nødt til at stoppe efter godt 7 kilometer.
På det tidspunkt brænder det nærmest under foden, og det føles som at løbe på et glasskår.
Nu skal man jo passe på med at diagnosticere sig selv, men det passer perfekt med symptomerne her: http://www.sportsinjurybulletin.com/archive/metatarsalgia.html.
Kuren lyder på mindre træning og mere is på foden, hvis man er heldig. Træthedsbrud, hvis man er uheldig. Mindre træning giver sig selv, når jeg ikke kan presse turene længere end 7k, men foreløbig har det ikke hjulpet.

Jeg kører derfor på ren vedligeholdelse i øjeblikket, mens jeg føler formen fise langsomt bort. Det er svært at være optimist, når der ingen forbedringer sker, selvom jeg har halveret min træningsmængde.

En pudsig ting ved at forsøge at stille sin egen diagnose ved at rode rundt på nettet er, at de artikler man støder på, tilsyneladende alle er produceret i et vidunderligt land med et sundhedssystem, der er væsentlig mere luksuriøst end det danske.
Artiklerne er altid fulde af forbehold såsom "det kan også være et træthedsbrud, så sørg for at konsultere en idrætslæge og få taget røngtenfotos".
Abehwa?
Jamen, jeg tror da lige, jeg ringer og bestiller tid til røngten på idrætsmedicinsk klinik så....

I Danmark har jeg oplevet to reaktioner på skader fra praktiserende læger. Den ene er at ordinere 6 ugers pause, uanset hvad skaden er.
Den anden er at spørge, hvad jeg selv tror, der er galt og derefter overlade det til mig selv, om jeg vil løbe videre på skaden. Det giver trods alt bedre mening. Som min læge siger: "dit løb øger jo blodgennemstrømningen og produktionen af endorfiner, hvilket er godt for skaden". Men det er stadig op til mig selv, hvad jeg gør, og jeg er jo ikke ekspert, tværtimod er jeg en tosse, der løber, indtil det gør så nas, at jeg ikke kan tage flere skridt.
Bliver man henvist til noget af lægen, er det til fys, og ikke til læger, der ved noget om sport. Sportsskader er bare ikke noget, praktiserende læger tager særligt alvorligt. Måske er der bare ikke så mange sportslæger at henvise til, at det giver mening, ligesom når man henviser til øjenlæger eller hudlæger.

Det er selvfølgelig frustrerende for skadesramte motionister, men måske fornuftigt nok i et større perspektiv. Sportsskader hører vel ret beset hjemme i bunden af hierarkiet af dårligdomme, samfundet bør betale for. Jeg kan jo trods alt passe mit arbejde, betale min skat og belaster ikke ikke systemet med sygedagpenge eller arbejdsløshed, og der er jo masser af mennesker, der har det værre end mig.

Når det så er sagt, så er iskias-smerterne næppe en følge af sport, men af min diskusprolaps, og det er en invaliderende lidelse i hverdagen med konstante smerter (hvilket er slemt nok for humøret) og dertil praktiske problemer. Jeg har f.eks. svært ved at sidde ned, jeg har svært ved at tage sokker på, jeg har svært ved at løfte min søn, og - nå ja, lad os bare få det frem, nu vi taler om at fungere i hverdagen - toiletbesøg er dagens værste smertehelvede, da det kræver, at man BÅDE sidder ned OG bøjer sig forover, hvilket er vanskeligt hver for sig, men næsten umuligt at kombinere.

Praktiserende lægers credo synes at være, at man bør handle, når det går ud over livskvaliteten. Jeg vil mene at kroniske smerter og manglende evne til at gøre ting, som adskillige mennesker i vores kulturkreds vægter højt, såsom at sidde på en stol (f.eks. til arbejdsrelaterede møder, hvor det virker underligt, at en mødedeltager står op og dermed melder sig ud af fællesskabet), går ud over livskvaliteten,men hvad ved jeg?.

Jeg tror, jeg vil reagere på mit aktuelle mismod med lidt retail therapy og købe et par nye løbesko.