Stadig skadet

Jeg har forsøgt at være optimist og ikke være et tudefjæs, men nu hvor min iskias har gjort nas i tre måneder, har jeg fået en fodskade oven i hatten, og nu er jeg officielt en pivert.

Min læge har forsøgt at behandle iskias med akupunktur. Det letter smerten samme dag, men morgenen efter er alt tilbage ved det gamle. Hun har nu henvist mig til en fysioterapeut, der er tilknyttet en reumatologisk klinik, som skulle være rigtig god til den her slags problemer. Jeg har tid i begyndelsen af maj og krydser fingre.

For at gøre det hele værre, har jeg fået ondt i forfoden, når jeg løber. Jeg har haft en lille smerte meget længe under løb, men det har ikke generet mig ud over på de lange ture (25+). Efter Egå Engsø gjorde det dog lige pludselig rigtig ondt, og nu er det så slemt, at jeg er nødt til at stoppe efter godt 7 kilometer.
På det tidspunkt brænder det nærmest under foden, og det føles som at løbe på et glasskår.
Nu skal man jo passe på med at diagnosticere sig selv, men det passer perfekt med symptomerne her: http://www.sportsinjurybulletin.com/archive/metatarsalgia.html.
Kuren lyder på mindre træning og mere is på foden, hvis man er heldig. Træthedsbrud, hvis man er uheldig. Mindre træning giver sig selv, når jeg ikke kan presse turene længere end 7k, men foreløbig har det ikke hjulpet.

Jeg kører derfor på ren vedligeholdelse i øjeblikket, mens jeg føler formen fise langsomt bort. Det er svært at være optimist, når der ingen forbedringer sker, selvom jeg har halveret min træningsmængde.

En pudsig ting ved at forsøge at stille sin egen diagnose ved at rode rundt på nettet er, at de artikler man støder på, tilsyneladende alle er produceret i et vidunderligt land med et sundhedssystem, der er væsentlig mere luksuriøst end det danske.
Artiklerne er altid fulde af forbehold såsom "det kan også være et træthedsbrud, så sørg for at konsultere en idrætslæge og få taget røngtenfotos".
Abehwa?
Jamen, jeg tror da lige, jeg ringer og bestiller tid til røngten på idrætsmedicinsk klinik så....

I Danmark har jeg oplevet to reaktioner på skader fra praktiserende læger. Den ene er at ordinere 6 ugers pause, uanset hvad skaden er.
Den anden er at spørge, hvad jeg selv tror, der er galt og derefter overlade det til mig selv, om jeg vil løbe videre på skaden. Det giver trods alt bedre mening. Som min læge siger: "dit løb øger jo blodgennemstrømningen og produktionen af endorfiner, hvilket er godt for skaden". Men det er stadig op til mig selv, hvad jeg gør, og jeg er jo ikke ekspert, tværtimod er jeg en tosse, der løber, indtil det gør så nas, at jeg ikke kan tage flere skridt.
Bliver man henvist til noget af lægen, er det til fys, og ikke til læger, der ved noget om sport. Sportsskader er bare ikke noget, praktiserende læger tager særligt alvorligt. Måske er der bare ikke så mange sportslæger at henvise til, at det giver mening, ligesom når man henviser til øjenlæger eller hudlæger.

Det er selvfølgelig frustrerende for skadesramte motionister, men måske fornuftigt nok i et større perspektiv. Sportsskader hører vel ret beset hjemme i bunden af hierarkiet af dårligdomme, samfundet bør betale for. Jeg kan jo trods alt passe mit arbejde, betale min skat og belaster ikke ikke systemet med sygedagpenge eller arbejdsløshed, og der er jo masser af mennesker, der har det værre end mig.

Når det så er sagt, så er iskias-smerterne næppe en følge af sport, men af min diskusprolaps, og det er en invaliderende lidelse i hverdagen med konstante smerter (hvilket er slemt nok for humøret) og dertil praktiske problemer. Jeg har f.eks. svært ved at sidde ned, jeg har svært ved at tage sokker på, jeg har svært ved at løfte min søn, og - nå ja, lad os bare få det frem, nu vi taler om at fungere i hverdagen - toiletbesøg er dagens værste smertehelvede, da det kræver, at man BÅDE sidder ned OG bøjer sig forover, hvilket er vanskeligt hver for sig, men næsten umuligt at kombinere.

Praktiserende lægers credo synes at være, at man bør handle, når det går ud over livskvaliteten. Jeg vil mene at kroniske smerter og manglende evne til at gøre ting, som adskillige mennesker i vores kulturkreds vægter højt, såsom at sidde på en stol (f.eks. til arbejdsrelaterede møder, hvor det virker underligt, at en mødedeltager står op og dermed melder sig ud af fællesskabet), går ud over livskvaliteten,men hvad ved jeg?.

Jeg tror, jeg vil reagere på mit aktuelle mismod med lidt retail therapy og købe et par nye løbesko.

Nye sko: Nike Skylon

Så har jeg tilbagelagt de første 65 km i mine Nike Zoom Skylon+ 11, og jeg kan roligt sige, at det har været de bedste 65 km i mit løberliv.
Skylon er en letvægts performance-sko skabt til konkurrenceløb. I mit tilfælde handler det dog ikke om konkurrence, men om at finde den ideelle sko til midtfodslanding.
Siden jeg skiftede løbestil til Chirunning sidste år og ikke længere lander på hælen, har de traditionelle sko med hælen proppet med støddæmpning været klodser om foden.

Jeg har brug for en flad sko, men stadig med noget støddæmpning, fordi overgangen til rendyrkede racing flats helt uden dæmpning er lige voldsom nok. Skylon er den perfekte overgangssko.

Skoen har en anelse støddæmpning, der løber langs hele skoen, ikke mindst i forfoden, hvor jeg sæter stor pris på den. Og så vejer skoen ellers ingenting. Den er 100 gram lettere (pr. sko) end mine gamle Kayanoer.

For en midtfodsløber er det en drøm at slippe for den tunge hæl. Det er simpelthen meget nemmere at løbe korrekt i en flad sko.
Jeg løber lettere og hurtigere og får ikke på samme måde ondt i forfoden som i mine øvrige sko. Skylon er ganske enkelt en åbenbaring, og jeg kan ikke sige nok godt om dem – og så er jeg ikke engang betalt af Nike (men sponsorater er velkomne).

Skoen sidder perfekt på mig lige fra æsken. Det er ellers sjældent, da mine fødder ikke er lige store. ”Normalt” hopper mine ene hæl op og ned i den ene sko, men ikke i Skylon, der holder begge fødder på plads – uden den megen fyld i hælkappen, som vi kender så godt fra de tunge topmodeller.

Skylon ser hurtig ud. Den ligner sin rolle i modelprogrammet. Den kommer i rappe farver (såsom højrød og skriggul – hvilket vist nok ikke er den officielle farvebetegnelse) – en tiltrængt forandringen fra de traditionelle hvide løbesko. Hvorfor er de fleste løbesko overhovedet hvide? Det er ikke bare kedeligt, det er også upraktisk, når man pisker hen over mudrede skovstier.

Der er savet vægt af skoen overalt, hvor der kan undværes noget. Hvis mesh-overdelen var et fiskenet, er Skylons skabt til at fange de helt store fisk, for alle de små ville svømme lige igennem det bredmaskede net. Skoen holder ikke ret meget vand ude på en regnvåd dag.

Der er ingen tingeltangel inde i skoen: intet tykt fór, ingen bløde puder rundt i kanten, men det behøves heller ikke på en sko, der sidder så godt. Den er en anelse smallere end Vomero/Equalon, til gengæld er den tydeligvis længere end den tilsvarende størrelse i Lunar-serien. Jeg har prøvet Lunar Elite og Lunar Race, og i begge sko skal jeg et halvt nummer op i forhold til Skylon.

Der er ingen støtte overhovedet i skoen, så den er komplet uegnet til hællandere, der pronerer. Den manglende støtte betyder, at jeg aktiverer nye muskler fra akillessene og ned, og det kræver tilvænning ikke at have foden fastlåst i et jerngreb.
Jeg øger derfor distancen i skoene langsomt. Foreløbig har jeg som det længste løbet 11 km i dem. Målet er at løbe en halvmarathon i dem inden for de næste to måneder. Jeg har lyst til at gøre det nu, men fornuften byder mig at vente.

Den manglende stabilitet i skoen har den store fordel, at jeg er nødt til at tænke over min løbestil hele tiden, hvilket er perfekt for mig. I stabilitetssko (eller støttende neutrale sko såsom mine Brooks Defyance) kan man falde af på teknikken, når trætheden indfinder sig – skoen tvinger foden til at lande på en bestemt måde. Skylon er et stort skridt tættere på at løbe barfodet, og det er nemmere at træde forkert, hvis man ikke har hjernen med.

Netop det gør det meget nemmere at løbe korrekt, og min ”chi” har fået det væsentlig bedre af mødet med Skylon. Det er også skønt at kunne mærke underlaget, når jeg løber, og ikke bare en blævrende pude af skumfidus.

Der er faktisk kun en dårlig ting at sige om Skylon, og det er, at Nike er holdt op med at producere dem – og der er ikke en afløser på vej. Modellen har desværre ikke været den store sællert, da den ligger tæt op ad den mere populære Zoom Elite – også i Bowerman-serien. Forskellen på de to modeller ligger i fleksibiliteten i sålen. Elite er mere stiv i forfoden end Skylon (endnu en ting, der gør Skylon ideel til Chi).
Zoom Elite fortsætter hos Nike som Lunar Elite, mens Skylon forsvinder ud af sortimentet. Typisk, når man endelig har fundet den perfekte sko.

Det bekymrer mig dog ikke lige nu, da jeg har sikret mig tre par Skylon i England. I danske Sportsmaster og Løberen koster den 1.000 kr. I England giver jeg 290 kr (35 pund) hos Lilywhites på Picadilly Circus (øverste etage er dedikeret til løb). Altså tre par for et pars pris i Danmark, og så er der oven i købet råd til en pint på en nærmeste pub.

Jeg bliver godt gammeldags harm over, at danske forbrugere i den grad bliver tørret i sportsbutikkerne, hvor vi efterhånden har vænnet os til, at løbesko koster minimum 1.000 (og de ikke er blege for at tage op til 1.600 for f.eks. et par Kayano, der koster mellem 600 og 700 kr. i England). Nogen sidder altså og skovler penge ind på løbesko i Danmark. Om det er producenten eller butikken (eller begge) ved jeg ikke, men jeg kan kun opfordre til at ”stemme med pengepungen”, indtil de danske butikker fatter, at vi har hørt om e-handel, og at deres konkurrenter ikke kun ligger længere nede af strøget, men i lige så høj grad ude i Europa. Hvad mon løbesko egentlig koster i Polen, Rumænien eller andre EU-lande, hvor man ligesom i England ikke skal fortolde sit internetkøb?

Men altså: Lander du midtfods på en hvilken som helst distance, eller er du hællander, der mangler en konkurrence-letvægter eller en træningssko til intervaller og tempo, så får Skylon mine varmeste anbefalinger med på vejen.
   

Ny PR på 5 km

I dag var det tid til mit andet Egå Engsø rundt. Sidste år var målet at bryde 5 min pr. km, og det gjorde jeg i fin stil med 23:45. I år var målet så at nå under 4:30 pr. km, og den gik sørme også.

22:01 lyder den nye, fine personlige rekord.

Og en placering som nr. 27 af 187. Det er altså stort for Captain Slow at ligge så godt til feltet. I halvmarathonfeltet er jeg vant til at ligge lunt midt i det hele, men mit talent for 5 km er åbenbart større – eller også er der bare flere gode halvmarathonløbere derude.

Mn kone undlod da heller ikke at gøre mig opmærksom på, at jeg både blev slået af en ældre dame (Gitte Karlshøj) og en pige på min datters alder, inden jeg blev for kæphøj.

Jeg holdt et stabilt tempo hele vejen, men så var der heller ikke for fem øre spurt tilbage i benene, og jeg blev kørt over i opløbet af den herre, der ellers havde åndet mig tungt i nakken de seneste 4.950 meter.

Egå Engsø Rundt afholdes af Århus fremad på en dejlig flad strækning rundt om (nå ja) Egå Engsø i Århus.
Vejret var køligt og blæsende, men det holdt tørt, og Captain Slow fik luftet shortsene for første gang i år.

En ny oplevelse for mig var chipsene, der kom med velcrolukning, lige til at snøre om foden – nemmere bliver det ikke.

Jeg har efterhånden bevæget mig langt væk fra årets oprindelige mål om kun at løbe maraton i år. Det skyldes naturligvis min vedvarende skade, og indtil den er væk, går jeg efter at sætte PR’er på kortere distancer. Jeg må snart finde mig en 10 km, for sådan en har jeg aldrig løbet før. Rekorden er altså sikret, hvis bare jeg gennemfører.

Captain Slow (helt i sort) bliver overspurtet på de sidste meter.