David havde ikke trænet stabilt op til løbet, og Captain Slow, tjah, jeg slås stadig med min iskias, der gør det svært for mig at sidde ned, men heldigvis ikke generer mig, når jeg løber.
Evt. negative forventninger på den konto blev dog gjort til skamme.
Det var gråt og til tiderne blæsende i Aalborg Ø. De 7 grader fik mig i sidste sekund til at tage en løbejakke på – foråret har ikke helt bidt sig fast endnu.
New Balance Halvmarathon er endnu et godt arrangeret løb, som man bliver så forvænt med efterhånden – tak for det! Mange glade frivillige, ingen kø ved nummerudleveringen på trods af 800 deltagere, værdiopbevaring, omklædning – det klapper bare.
Til gengæld må ruten være den mindst inspirerende, jeg nogen sinde har prøvet. Den afvikles på stier i et almennyttigt boligbyggeri, og der er ikke meget at kigge på undervejs. Her vanker hverken en natur- eller en byoplevelse. Men sådan er det nu engang, og stisystemet er som udgangspunkt løbevenligt.
Desværre oplevede jeg flere episoder undervejs med unge fyre, der tydeligvis mener, at 800 halvmarathonløbere skulle finde sig et andet sted at tilbringe en søndag eftermiddag.
I et tilfælde blev en kvindelig løber påkørt af to fyre på knallert. Heldigvis kom hun ikke noget til, men budskabet og hensigten var klar nok.
Synd, at det skal være sådan, men måske også et hint til løbsarrangører generelt: Tjek lige, om jeres løb overhovedet er velkomment, der hvor I afholder det.
Nå men videre til de positive sider ved en rigtig god løbedag.
Den første kilometer blev jeg revet med af stemningen og de mange løbere, og lagde helt klassisk for hårdt ud. Jeg skød efter en km-tid på 5:20, der ville udløse en PR, men jeg havde hurtigt mere fart på, og da tempoet passede mig fint, tænkte jeg ”skide være med det, så løber vi bare”.
Jeg passerede 10 km i godt 52 min og forventede at betale en pris for mit overmod senere, men det skete aldrig.
Faktisk følte jeg bedre og bedre løbende, jo længere tid der gik.
To gange passeres en lang og moderat sej bakke, og da vi nåede den anden gang, begyndte jeg at se mig om efter nogen stærkere løbere til at trække mig op.
Til min egen overraskelse var det dog mig, der trak fra feltet op ad bakken, og da ”nedkørslen” efter 17 km satte ind, havde jeg masser af overskud og satte farten i vejret.
Med to km hjem gik det op for mig, at jeg kunne nå under 1:50:00, hvilket inden løbet forekom helt ude i skoven, så dér blev det alvor for mig. Den sidste km fik den fuld gas, og jeg endte i et rent spurtopgør på atletikbanen, hvor løbet slutter.
1:49:12 sagde tiden, og dermed bombede jeg min fem måneder gamle PR tilbage med næsten fem minutter. Det er altså meget at hakke af tiden, og hvis jeg skal være ærlig, så var 1:50:00 en barriere, jeg aldrig troede jeg skulle nå.
For et år siden brød jeg 5:00-grænsen på 5 km, nu gælder det pludselig samme grænse på 21,1 km. Det må kaldes fremgang!
Til Holstebro Bymarathon kom David ind en halv time efter mig, så jeg regnede med at have god tid til at skifte tøj og nå tilbage til målstregen med kameraet for at forevige ham, men pludselig stod han i Thornhøjhallen med et slemt tilfredst smil. Han havde hakket 25 minutter af Holstebro-tiden og kom ind i 2:00:06.
Så kan man jo kun synge:
”Hvem mon der kommer dér
Det sku’ vel aldrig vær’
Dagens mand i skysovs?”
(ref. Casten og Gittes vennevilla)
Bagefter vankede der varm kakao og boller i hallen – rigtig god stil.
Vi ses til Odder Halvmarathon 1. maj.
