torsdag den 21. januar 2010

Mål for 2010

Målet for 2010 er enkelt: At gennemføre tre maratonløb inden 20. september. Så har jeg nemlig løbet fire stk. på et år.

Alt derudover er ren bonus.

Skulle jeg tilfældigvis komme til at sætte en personlig rekord på 5-kilometer eller halvmaraton, eller en tredje distance, er det bare fint, men det er ikke målet.

Tanken om at løbe flere marathonløb på et år opstod allerede før mit første møde med distancen. Under træningen til HCA tænkte jeg meget på, at var synd og skam ikke at vedligeholde min gode form.

Jeg besluttede derfor hurtigt, at årets første løb skulle være Holstebro Bymarathon i februar. Det giver god motivation til at holde den kørende i de kolde måneder, hvor det er så nemt at blive indendørs.

Det har virket, og jeg har ikke holdt pauser. Jeg har til gengæld løbet flere kilometer i easyrun-tempo end planlagt på grund af sne og is.
Det er sjovt nok første gang i mit liv, jeg er opmærksom på, hvor dårlige mange er til at rydde sne på deres fortove. Eller måske skyldes det bare, at jeg har nået en alder, hvor man skriver harmdirrende læserbreve om mangelfuld snerydning, fordi man ikke har bedre ting at gå op i?

Jeg har stadig familiens støtte til at løbe, men jeg skal ikke forvente et heppekor til næste marathon.
Min kone forstår sagtens, at jeg gerne ville løbe et marathon – så har jeg prøvet det. Men hun forstår mindre, at jeg vil løbe flere. Det må jeg selv ligge og rode med – og det gør jeg gerne.

Helt alene er jeg nu ikke. Min makker David, der desværre ikke blev klar til HCA, er ved at løbe sig i form og planlægger at løbe halvmarathon i Holstebro, når jeg løber den lange. Målet er at komme i marathonform, og forhåbentlig løber vi København sammen i maj.

Det er begyndt koldt i år, og det er svært at finde fast grund under fødderne i sneen og isen, men det er nu stadig en fornøjelse at komme ud på landevejene. Her er et par billeder fra en løbetur i januar:










onsdag den 20. januar 2010

Spændende marathon-dokumentar

Dokumentaren Marathon Challenge følger et eksperiment, hvor man forsøger at træne en gruppe aldeles utrænede mennesker op fra nul til Boston marathon på syv måneder og overvåger det hele medicinsk.
Undervejs følger man op og nedture, og dokumentaren går i dybden med ting som de mest almindelige skader (første deltager får et træthedsbrud efter bare seks uger) og personlig motivation (en deltager har sin egen virksomhed, er far til fem og midt i en skilsmisse).

Filmen beskriver fint, hvad der sker med kroppen, efterhånden som man træner den, og giver indblik i de (store) genetiske forskelle på folk.




tirsdag den 19. januar 2010

Status over 2009





Jeg er rigtig godt tilfreds med mit første år med vedholdende løbetræning. Jeg nåede mit store mål: at gennemføre et marathon, og undervejs forbedrede jeg mig på alle andre distancer, jeg løb.

Jeg løb 5 halvmarathon og satte 5 personlige rekorder på dem. Fra årets første på 2.13 til årets sidste på 1.54. 19 minutter hugget af tiden er ikke så dårligt endda, og jeg tror, rekorden står for fald, selvom jeg endnu ikke har planlagt nye halvmarathoner.

Jeg nåede hurtigt mit mål om at komme under 5 min. pr. km. på 5 km, og endte med også at gøre det på de 12 km i Marselisløbet. Det er jeg slemt tilfreds med.

Kroppen har holdt til den vedholdende træning. Jeg har i perioder haft svangsenebetændelse, men bekæmper det effektivt med is efter en løbetur og jævnlig udstrækning af svangsenen ved at rulle en tennisbold rundt under foden. Det hjælper faktisk.

Hvis jeg er det mindste øm et eller andet sted på kroppen efter en tur, smækker jeg øjeblikkeligt is på. Det er vist et vilkår at være paranoid over skader.

Min ryg (med den gamle diskusprolaps) driller ca. en gang om året i et par måneder af gangen. Det betød, at jeg måtte træne mindre og langsommere i de sidste uger op til HCA Marathon, men det vigtigste er dog, at jeg ikke behøvede at holde mig fra landevejen.

Jeg har desværre en tendens til at blive lidt for selvtilfreds ved at løbe. Jeg oplever mig selv som i god form, og derfor forsømmer jeg den rygtræning, der er nødvendig for alle, der har en ikke-opereret diskusprolaps.

Familiemæssigt går det ganske godt med at finde tid til træning i hverdagen. Nogle ture bliver løbet om aftenen, når den mindste sover, men som hovedregel sniger jeg turene ind som det første, jeg gør, når jeg kommer hjem fra arbejde.
En god fidus er at lave mad til to dage af gangen, så det bare er at varme en gryde, når man kommer hjem fra løbeturen. Så forstyrrer det ikke familielivet så meget.

De lange ture i weekenden foregår typisk om formiddagen, så jeg er hjemme til frokost med familien.

Det kræver støtte fra familien at følge et marathonprogram, så tak til hele banden for at lade farmand løbe!

Årets lektie: Vedholdenhed er alt.