Nye sko: Puma Magnetist

Så er jagten på at finde et alternativ til mine elskede Asics Kayano gået ind. Problemet med Kayanoerne er, at jeg slider dem op indvendigt i hælkappen på rekordtid. Allerede efter få timers løb er der hul i stoffet, og jeg er nødt til at lappe dem sammen med gaffatape. Det er nu sket med to par – og det er simpelthen for dyrt.

Jeg må altså bide i det sure æble og droppe modellen, der udover den elendige hælkappe aldrig har givet mig problemer – og oven i købet sidder som støbt lige ud af æsken.

Det første bud på et alternativ blev indviet i dag: Puma Complete Magnetist II. En af Pumas to moderate pronationssko, den anden er Complete Vectana.

Første indtryk ud af æsken
Det første jeg bemærker ved Magnetist i sammenligning med Kayano er, hvor meget pænere den er. Ja ja, udseende er ikke alt – og slet ikke når det gælder løbesko, men alligevel. Designet er langt mere enkelt, uden alle de sære overdesignede krummelurer på Kayanoen.
Hvis Puma er en Volkswagen, er Asics en Subaru – at se på altså.

Pumaens finish er også langt pænere: tekstilet inden i skoen er mere blødt og lækkert, sålen ligner en bedre kvalitet (lavet af såkaldt "memory foam", der skulle betyde, at foden synker ned i sålen og danner et aftryk, som sålen bevarer).
Syningerne er perfekte, de små detaljer (f.eks. det syede Pumalogo bag på skoen) er fine – den er bare bedre lavet. Ikke noget at sige til, at Puma er en stor spiller på modemarkedet for sneakers, mens ingen går i Asics for at se godt ud.

Magnetist har en stor, bred, blød plasticplade op langs siden af skoen (fra sål til snørebånd), som giver en markant udtryk, men jeg ved ikke, om den har nogen funktionel betydning. Jeg har aldrig set noget lignende på en løbesko.

Skoen har ligesom Kayano 15 asymmetrisk binding, der i teorien følger fodens naturlige kurve. Så langt er Puma og Asics enige. Det underlige er bare, at linjen, bindingen følger, går i hver sin retning på Magnetist og Kayano.

Sålen er mere enkel at se på end Kayano, og den er ikke "skåret over på midten", men ført igennem over hele foden.

Første indtryk er altså en mere gedigen sko end Asics, når det gælder design og finish. 1-0 til Magnetist.

Magnetist er i øvrigt mindre i størrelsen end Kayano, så jeg er gået en halv størrelse op.

Første indtryk fra landevejen
Første løbetur var en lille lusker på 6,5 km. Så var der ikke for langt hjem, hvis der skulle dukke vabler eller andre ubehageligheder op.

Det begyndte rigtig godt. Det første, man lægger mærke til, er vægten. Magnetist er lettere end Kayano – også så meget, at det mærkes tydeligt. Man føler sig simpelthen hurtigere i Magnetist. 2-0.

Til gengæld er skoen ikke nær så stabil som Kayano. Kayano holder foden i et jerngreb i forhold til Magnetist, og jeg savner især Kayanos høje hælkappe. Man flyder mere rundt i Magnetist. 2-1

Støddæmpningen er god, men ikke i nærheden af Kayanos, som er bedst i klassen. 2-2
Magnetist er smallere end Kayano. Min ene lilletå føler sig lidt klemt, hvilket nok vil give problemer på de lange ture. 2-3

Den asymmetriske binding gav næsten øjeblikkeligt problemer på den ene fod. Et ubehageligt pres mod oversiden af foden, som til sidst var det eneste, jeg kunne tænke på. Jeg stoppede en del gange for at løsne og stramme snørebåndene, men lige meget hjalp det. Klart et point til Kayano for at vælge den rigtige retning at være asymmetrisk i. 2-4
Puma er i øvrigt gået tilbage til traditionel snøring på den seneste udgave af Magnetist - tak for det!

Efter turen har jeg eksperimenteret med at binde snørebåndet om, så det ikke strammer om det ømme punkt på foden. Teknikken kan du se her.
Det er den første video på siden, der er relevant.
Jeg håber, det hjælper til næste tur. Det føles i hvert fald bedre, når jeg går rundt i stuen.

Efter den første tur var der ingen tegn på slid i hælkappen, hvilket jo er stort i min bog, så den foreløbige stilling er 3-4 i Kayanos favør.

Jeg er foreløbig ikke tvivl om, at Asics er den bedste sko at løbe i, men jeg håber at komme overens med Magnetist på de næste ture, hvor skoen bliver løbet mere til.

Mere om Magnetist og min fortsatte søgen efter den perfekte sko følger…

Aalborgløbet - Løbekompagniets Halvmarathon

1. november løb jeg min første lange tur efter HCA. Det var Aalborgløbet, en halvmaraton på landevej med start ved KFUM-hallen i Aalborg.
1.200 deltagere havde tilmeldt sig, og 200 blev hjemme, da vejret ikke viste sig fra sin venligste side.
Vi slap for regn, men det var koldt og meget blæsende. Blæsten var tydelig på en rute i åbent landskab mellem marker.

Jeg har ikke trænet meget siden HCA og var spændt på, hvad der var i benene. Den første uge efter HCA holdt jeg pause. Den anden løb jeg et par mindre ture, og så blev jeg syg i et par uger, hvor løb var udelukket. Op til Aalborgløbet havde jeg derfor kun løbet stabilt i to uger.

Løbet begyndte fint, da der var medvind de første 11 km. Jeg havde valgt at følge en kilometertid på 5.20, og den holdt jeg uden problemer på udturen. Hjemturen begyndte med rutens eneste egentlige bakke, og så løb vi ellers ind i massiv mod- og sidevind hele vejen hjem.

Jeg forsøgte i bedste cykelrytterstil at finde læ bag i en gruppe, men løbere er bare ikke brede nok til at dække hinanden, og på grund af vinden blev grupperne hele tiden spredt.
Tempoet gik ned, og ved 17 km løb jeg på viljen.

På trods af de vanskelige forhold (jeg har prøvet værre og sender i den forbindelse en kærlig tanke til Holstebro Bymarathon, som i februar bød på både sne, regn, smat og is – den slags bygger karakteren op og giver modstandskraft, når vinden hyler i Aalborg) kom jeg hjem i 1:54:00, hvilket er personlig rekord (med 53 sekunder).
Et maratonløb er åbenbart godt for grundformen et godt stykke tid efter.

Med øje på resultatet var det et godt løb, og arrangørerne får point for at stå klar med varm suppe bagefter – det lunede.

Ruten skal roses for at være rimelig flad og medgørlig. Havde det været et sommerløb med bølgende kornmarker, havde den været charmerende, men i november er der ikke meget at kigge på omkring Aalborg.

Efter løbet fik jeg det skidt i et par timer – sådan lidt influenzaagtigt. Derfor bliver det årets sidste løb for mig. Nu gælder det grundform samt stille og rolig opbygning til Holstebro Bymarathon, hvor jeg har tænkt mig at løbe den fulde rute i 2010.

Der er 15 uger til – og jeg glæder mig allerede.

 

Captain Slow (som altid med solbriller) i front for anden startgruppe, mens der stadig var medvind.