På vej tilbage efter lang skade

Captain Slow har været tavs på bloggen i ni måneder. Sidste indlæg handlede om en meget øm fod, og det er  grunden til stilheden.
Det viste sig, at jeg havde et træthedsbrud, og det har taget, ja lige netop, ni måneder at komme op i omdrejninger igen.
Jeg har ikke haft den store trang til at skrive om at holde mig helt i ro i to måneder og derefter bruge de næste mange uger på at skiftevis gå og småløbe korte ture, for så at bygge op til 5 km i løb og derefter langsomt øge til de 15 km, som min lange tur består af lige nu.
Det er for kedeligt at høre om.

Nu er jeg dog så sikker på, at jeg er klar igen, at jeg er tilmeldt Danmarks bedste løb, Holstebro Bymarathon, på halvmarathondistancen om mindre end tre uger. Og jeg glæder mig som et lille barn. Ikke til at sætte personlig rekord - Holstebro er et godt løb at starte på, da ruten og vejret ikke er til personlige rekorder alligevel - men til at deltage i et rigtigt løb igen. Og selvfølgelig går jeg efter at slå min PR i Holstebro, som jeg har deltaget i to gange før.

Logikken siger, at efter så lang tids langsom genoptræning er bruddet for længst vokset sammen. Men psyken siger noget andet. Jeg løber forsigtigt, fordi jeg er bange for at få "den dér" smerte tilbage. Og når det psykiske tages ud af ligningen, så er foden måske nok vokset sammen, men næppe korrekt. Jeg bliver f.eks. følelsesløs i området for bruddet, når jeg fryser fødderne (og det er altså tit i den her vinter), og foden sover, når jeg har løbet et par kilometer. Det tager jeg dog ikke så tungt. En sovende fod er ikke en smertende fod, så det er nok bare sådan det er fremover.

Min ambition for 2011 inkluderer foreløbig ikke marathon. Jeg vil i stedet træne noget, jeg aldrig har trænet før, nemlig hurtighed.
Jeg ved det: Captain Slow og hurtighed???
Bare rolig: hurtighed er relativ. For mig er hurtighed at løbe 5 km på 20 min, og det er langt fra Mårslet-rekorden, så vidt jeg kan se på nogle af de løbere, jeg møder på landevejene omkring Vilhelmsborg.

Jeg har delt året op i to dele: første halvdel gælder det rekorder på 5 og 10 km. Det sidste er nemt, da jeg aldrig har løbet et officielt 10 km-løb.

Jeg tror dog ikke helt, jeg kan lade være med at forsøge at sætte PR på halvmarathon, da det er yndlingsdistancen, og der i første halvår afvikles hele to af slagsen i mit lokalområde. Men det er i så fald bare en bonus.
Andet halvår har jeg ikke taget stilling til endnu, udover at min PR for Marselisløbets kuperede 12 km skal have en over nakken. Det var en stor nedtur at sidde Marselis over sidste år.
Måske går jeg efter en halvmarathon-rekord, måske skal jeg ud på den lange igen, hvor der er masser af plads til at forbedre mig.


Nu må vi se.

I min træningsdagbog er det i hvert fald tydeligt, at jeg nemt bliver skadet, så mådehold bliver en dyd. Det vigtigste for mig nu er at undgå skader, for det er trods alt værre at være sat helt på sidelinjen end at løbe med måde. Det har jeg naturligvis en strategi for, som jeg glæder mig til at fortælle om.

Jeg har også indledt jagten på afløseren for mine elskede Nike Skylon, som ikke produceres længere. Nike har meddelt, at der ikke kommer en afløser for Skylon, så der skal eksperimenteres. Også det glæder jeg mig til at dele ud af.
Faktisk skal mit første bud: Brooks Green Silence testes for første gang i morgen. Det vender jeg tilbage til.