Der er dømt pause

Så er jeg gået på pause. Min fod gør nu ondt, bare jeg går på den, så indtil den er ok igen, er løbeskoene gemt af vejen. I stedet har jeg fundet cykelskoene frem og er nu at finde på spinningcyklen hos Fitness World.
Det er første gang i lang tid, at jeg har holdt en hel uges løbepause, men benene er godt pressede af spinningtimerne.
Det er to år siden, jeg sidst befandt mig i et sveddampende spinninglokale, så jeg lagde naturligvis ud i samme gear, som da jeg sidst sad på cyklen. Av, for den. Jeg er uden tvivl i bedre form nu end for 2 år siden, men det er altså nogle andre muskler, man bruger på cyklen, så jeg kom ned på jorden igen allerede efter opvarmningen.

Marathontræningen rummer ikke mange intervaller for mit vedkommende - spinning består ikke af andet, og det kræver en anden form for vilje at banke pulsen op og ned konstant, når man er vant til at træne i timevis ved den samme puls.

Men efter tre gange på cyklen er jeg ved at genfinde glæden ved sporten. Ved at give sig fuldt ud, mens sveden bogstaveligt talt sprøjter af mig.

Jeg kan godt lide spinningholdene, fordi der ligesom i løb er plads til alle. Typisk består sådan et hold af nogle arketyper:
1. gruppen af ældre herrer, der cykler landevej sammen, men supplerer med spinning. De har utroligt tynde ben og en klædelig rødvinsvom. De snakker konstant og værner om deres faste pladser i lokalet, men de træder forbløffende hurtigt rundt i pedalerne.

2. meget stramme unge kvinder, der kører med en fuldstændig vanvittig kadence. Til gengæld kører de helt uden belastning på cyklen (det kan man se, fordi de hopper op og ned i sædet - cyklen kontrollerer dem, ikke omvendt). For dem tæller kun antallet af omgange i sekundet. De går ikke i bad efter timen, men fortsætter videre på stepholdet eller til den nærmeste fitnessmaskine. De sveder mærkeligt nok ikke.

3. folk der skal brænde kalorier af (2'erne tror fejlagtigt, at de hører til i denne kategori). De kører helt deres eget løb - deres eget tempo og deres egen belastning. De har min største respekt og er de mest inspirerende at kigge på, når det er hårdt - hvis de kan køre på det yderste, så kan jeg skisme også.

4. de skadede. Folk, der i "virkeligheden" løber, står på ski, danser, bokser osv, der gerne nævner det for at forklare, at de (vi) på trods af forbløffende sportslige evner ikke er så hårde på cyklen endda. Ikke at nogen bemærker det overhovedet, men de er lidt ærekære, fordi de er på udebane.

Og så er der jo instruktøren. Nøj, hvor er han/hun vigtig. Jeg foretrækker selv den militante type, der råber højt, opildner, og selv går forrest. Den gode instruktør holder den højeste kadence, den højeste belastning og sveder mest - og har overskud til at råbe af os, der ikke giver os fuldt ud.
Den gode instruktør har planlagt sin musik ordentligt, så man altid kan køre det aktuelle pas i takt eller dobbelttakt. Det værste er dovenlarser, der ikke gider finde passende musik og i stedet udsteder tåbelige bulletiner som: "find et mellemtempo, der er hurtigere end enkelttakt, men langsommere end dobbelttakt". Nej, Knud Børge - det er så her, du har fundet noget musik i den rigtige takt hjemmefra.

Der er i øvrigt en fin balancegang mellem at være motiverende som instruktør og at lyde som om, man kommer frisk fra et guidekursus hos Ung Rejs i Sunny Beach.

Dagens eksempel på en "Ung Rejs-rutine":
Instruktør: "Du dér - på skala fra 1-5, hvor god har din dag været?"
Spinner: "5"
Instruktør: "Det betyder, at vi skal 5 gange op at stå i det næste interval".
Musikken er sjovt nok tilpasset 5 stående pas.
Instruktør: "Lagde I mærke til, at jeg havde planlagt 5 stående pas på forhånd? Hvordan kunne jeg vide det? Fordi vores dag altid er 5 på en skal fra 1-5 her hos Fitness World".

Og så kan man jo bare udskifte 5 gange op at stå med 5 shots og så tilføje, at vi altid har en 5-dag hos Ung Rejs.

Men måske er det bare mig, der er for gammel til at sætte pris på det?

Anyway, der spinnes, pulsen er i vejret, og jeg får det bedste ud af min skadesperiode.